Gjesteskribent

rifbjerg.død

I mandags slog BT stort op på forsiden, at Klaus Rifbjerg inden sin død var blevet forenet med sin kone.

Sygdom havde ellers skilt de gamle ægtefæller ad, men da han selv var blevet for syg til at kunne aflægge sin kone besøg på plejehjemmet, var det med en god portion stædighed lykkedes ham at få hende flyttet hjem igen.

På den måde nåede de to ægtefæller, der havde holdt sammen i over 60 år, igen at leve sammen under samme tag for en kort stund, inden han døde med hendes hånd i sin.

Et smuk historie om, hvad det følelsesmæssige bånd mellem ægtefæller betyder, der yderligere sættes i relief af de ord, som Rifbjerg selv for et par år siden satte på den form for kærlighed, et ægteskab er baseret på:

»Man er ikke så naiv, at man tror, at det er brændende kærlighed. Der opstår en anden form for kærlighed, en solidaritet, en indforståethed, en sjælenes overensstemmelse.«

Det er tiltrængte, vise ord i en tid, hvor skilsmissetallet slår nye rekorder, bl.a. fordi folk lider af den vildfarelse, at et ægteskab står og falder med forelskelsen og den store brændende kærlighed.

Ja, Rifbjergs ord er så kloge, at de kunne danne indledningen til enhver vielsestale i den danske folkekirke.

Til gengæld står de og hele historien i skærende kontrast til det, et andet kulturradikalt koryfæ har at sige om sagen.

dk.poul-henningsen

I digtet ”Mand binder os på mund og hånd” fra 1940 forkynder Poul Henningsen, at ægteskabet ligefrem er dræbende for kærligheden: »Kærlighed og ægteskab, hvad kommer de hinanden ved / Kedsomhedens tomme gab til kæben går af led«.

Når den umiddelbare forelskelse er brændt ud, tager kedsomheden over og kvæler den ægte følelse. Derfor trives kærligheden meget bedre uden for end inden for ægteskabet, fortsætter PH:

»Elskov er den vilde blomst/ i gartnerhænder går den ud/ skærmet får den sin bekomst/ men blomstrer hedt i regn og slud.«

Enhver haveejer ved ellers af bitter erfaring, at de fleste blomster uden flittig pasning bliver kvalt af skvalderkål og havepest.

Men det var da heller ikke den småborgerlige virkelighed bag de forkætrede ligusterhække, som PH tog udgangspunkt i, men derimod den virkelighedsfjerne idé om den frie kærlighed.

Derfor ender PH med i fuldt alvor at sammenligne ”vanens tusind stramme bånd” og ”pligternes travle, fortrampede sti” med den ufrihed, den tyske besættelsesmagt udsatte danskere for i de år.

Begge binder os på hånd og mund, og opgaven bliver derfor at ”flagre sig fri” af både det ene og det andet.

Sammenligningen er så grotesk, at det efter min mening er noget af et kors at skulle synge ”Man binder os på hånd og mund”, hver gang vi mindes besættelsen. Det interessante er imidlertid, at vor tids personificering af kulturradikalismen ikke selv efterlevede PH’s kulturradikale idé om ægteskabet som en kærlighedsundertrykkende institution.

Denne omstændighed bekræfter den britiske filosof Roger Scrutons pointe om, at »alle er konservative, når det gælder det nærmeste.«

Som Scruton udtalte i et interview her i avisen for et par år siden:

»Alle er konservative, når det gælder noget, som de rigtigt kender til, eller som står dem nær. I deres privatliv agerer de på en fornuftig måde.

Men i et demokrati nyder de den luksus at kunne påføre andre mennesker omstændigheder, som de ikke ønsker for sig selv.«

Det gælder i høj grad de kulturradikale.

Deres inkonsekvens skal man ønske dem til lykke med, men det kan betale sig at notere sig den og drage sine konklusioner af den.

 

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten