Gjesteskribent

Der var engang, da marxister var nemme at forstå og imødegå. Det var dengang, de havde langt skæg, lugtede af sved og ævlede løs om kapitalismens undergang og det klasseløse samfund. I stedet for at le ad disse dommedagsprædikanter tog pæne borgerlige mennesker dem alvorligt, og snart var marxisterne optaget i det pæne selskab på diverse tv- og radiostationer, universiteter og andre centrale institutioner. De ævlede stadig løs, men af en eller anden grund var de cool og sexede. De ikke bare red på tidsånden fra rock, sex og bevidsthedsudvidende stoffer. Disse religiøse mennesker inkarnerede tidsånden, og stort set ingen turde stille noget op.

Da jeg for nogle år siden spurgte den milde og intelligente litteraturvidenskabsmand Nils Gunder Hansen, om han var marxist i sine unge dage, grinede han og svarere, at det var ”man” bare. Det var ikke et valg, det var lige så naturligt som den ilt, ”man” indåndede.

I dag er tiden en anden. Marxismen er død og begravet og glemt. Den blev forsøgt indført på stort set alle bredde- og længdegrader, nær og fjern, men overalt viste den sig at være en katastrofe for dem, der kom under dens åg. De turister, der i disse år besøger Cuba, kan opleve det sidste marxistiske helvede på jord, men vælger nok i stedet at ligge på stranden og hygge sig med drinks og hinanden.

Alligevel er marxismen genopstået; det er faktisk en del år siden. Ganske ugeneret af marxismens realhistoriske elendighed lykkedes det en række eksmarxister i årene efter 1968 at redde så meget af marxismen med over i en ny og kritisk samfundstænkning, at marxismen kunne genopstå som postmarxisme. Ja, det lyder som en vittighed, men det er ramme alvor, ikke mindst for anderledes tænkende. Hvor marxisterne lavede snirklede analyser og kritikker af økonomi, merværdi og kapitalisme, excellerer postmarxister overfladisk på køn, racer, nationalisme, fascisme, racisme, xenofobi og islamofobi. Så véd du pludselig godt, hvem jeg mener: anti-racister, anti-nationalister, anti-fascister, anti-essentialister, queer, femi, syre og arty-farty-biennale-kendisser.

Fælles for dem er, at de antager, at der findes en grundlæggende struktur, diskurs, praksis eller mentalitet, som slår igennem i vestlige samfund og bestemmer individernes handlinger og forestillinger. De patriarkalske normer. Den racistiske diskurs. Den nationalistiske fordom. Den kolonialistiske fortid. Den fremmedfjendtlige impuls. Den kommercielle fremmedgørelse. Det fascistisk-småborgerlige miljø.

Postmarxisterne ser disse strukturer bekræftet igen og igen, og det har den selvforstærkende virkning, at snart sagt alle politiske udmeldinger, begivenheder eller handlinger på nationalt eller internationalt niveau skal ses i dette perspektiv. En spøgelsesagtig gentagelse finder sted. Der er fordækte normer alle vegne. Den bestående orden er forkert, uretfærdig, undertrykkende. Dem, der ikke anerkender denne slutning, beskrives ofte som onde eller vildledte, men mere end noget andet siges de at lide af falsk bevidsthed. Derfor skal de genopdrages.

Det var sådan, marxisterne tænkte, og det er sådan, postmarxisterne tænker i dag.

Når man betragter, hvordan den politiske adel i det meste af Europa er i fuld gang med at fuldende postmarxisternes ødelæggelser – via EU, FN, Europadomstol og akademisk, medial og kulturel ensretning – forstår man, at vi står over for kolossale udfordringer på det gamle kontinent. I dag kan man ikke længere kende Europas fjender på deres mangel på deodorant og parfume.

 

Første gang i Jyllands-Posten søndag 10. august.