Liberalister har deres dogmer, ganske som andre ideologier har det. Kritiserer man liberalismens kæpheste, særligt forudsætningerne for en velfungerende markedsøkonomi, falder der brænde ned. Således som det skete for mit syndige hoved i mit seneste indlæg “Adam Smith gjorde op med ren frihandel.”

Jeg var klar over, at David Ricardos teori fra 1817 om de komparative fordele ville blive fremdraget som den, der endegyldigt havde slået Adam Smiths tanker om visse begrænsninger i den fri handel af banen. Jeg kender udmærket teorien, naturligvis havde jeg nær sagt. Den er umiddelbart fremragende og ikke specielt svær at forstå. Alle lande har glæde af at handle uhindret med hinanden, også selvom det ene land ingen produkter kan tilbyde, der er overlegne i forhold til et andet land. Det ringest udrustede land skal blot producere der, hvor det er mindst ringe.

Jeg skal spare læseren for yderligere opremsninger fra lærebøgerne, idet kritikerne fra sidst ikke forstod mit hovedanliggende, så her kommer det igen:

De 20 procent kognitivt udfordrede

Provokerende formuleret, men hellere det, end at misforståelserne atter står i kø for at komme til. Det moderne arbejdsmarked i et land som Danmark er indrettet på en måde, hvor der ikke er plads til de groft sagt 20 procent dårligst begavede. Det der med begavelse har jeg skrevet om en del gange efterhånden, og heldigvis er jeg ikke den eneste, der kan se problemet. Professor Jørn Henrik Petersen, en af de bedste kendere af den danske velfærdsstat, udtalte sin bekymring for et par dage siden til Politiken. Talen var bl.a. om kontanthjælpsreformen, og her følger et par bidder fra interviewet:

Vi vil i de kommende år stå med en ganske stor gruppe unge mennesker, som, uanset hvor meget vi brøler ‘pligt og ret’ og ‘nyttejob’, ikke kan få et job eller tage en uddannelse. De vil – og det er det, jeg ikke kan lide ved den politiske retorik – ende som marginaliserede, som udstødte.

Og mere:

Jeg har set ganske mange eksempler på, at man sparker nogen ud, som ved gud ikke har en chance for at klare sig. Og det sker så samtidig med, at man har skabt sig en anden vision, hvor man taler meget om – som et led i dette konkurrencestatsparadigme – hvor vigtigt det er, at alle får en erhvervskompetence ud af sin uddannelse.

“Hvad er der i vejen med det?”, spørger journalisten og får følgende svar (fremhævelserne er mine):

Der er ingen, der tør sige det, så nu siger jeg det så: Der er en ikke ubetydelig andel af menneskenes børn, som Vorherre ikke har udstyret med sådanne gaver, at de er i stand til at gå igennem en erhvervsforberedende uddannelse. Og hvad skal vi gøre med den del af en generation? Det kan jo ikke nytte noget, at vi tror, at vi kan piske alle igennem uddannelsessystemet.

Jeg siger tak til Jørn Henrik Petersen for at sige, hvad der er en kendsgerning: At intelligens er ulige fordelt og i høj grad arveligt. Og tillige for at sige, at de alt andet lige ringest begavede for længst er blevet tabere på det moderne arbejdsmarked.

Mit svar i mit forrige blogindlæg var, at Danmark og Europa bør hjemtage ufaglært fabriksproduktion fra Kina og andre steder i især Asien, fordi det som oftest var sådan arbejde, som de ufaglærte tidligere kunne få, fordi arbejdspladserne var der.

Den liberales svar

Det er ikke svært at regne ud. Det vil være at afskaffe mindstelønnen og enhver form for kollektiv overenskomst. Så vil alene det fri marked råde, og alle, der vil arbejde, kan gøre det… til den betaling, som markedet sætter. Jeg tillader mig at gætte på, at vi i så fald taler om timelønninger ned til 30 kr. Det giver, selv ved 0 procent i skattebetaling, højst 5.000 kr. om måneden at leve for. For alle aldersgrupper naturligvis. Ung som gammel, det gør ingen forskel. En mand eller kvinde på f.eks. 35 år skal nu klare sig for 5.000 kr. om måneden. Det skal dem på 55 år også. En del vil være så “heldige” at få 40 kr. i timen. Så er de søreme helt oppe på en 6.500 kr. om måneden. Og så fremdeles. Bundlinjen vil være, at formentlig over en halv million lønmodtagere vil blive arbejdende fattige, working poor kalder de det med rette i USA.

Hvis den liberale finder dette rimeligt, kan vi stoppe her. Så er der ikke rigtig noget tilbage at diskutere. En del vil sikkert finde fornøjelse i at få slået deres græsplæne for 30 kr. i timen. Hvis de da ikke kan “forhandle” lønnen ned til 20 kr. i timen. Således kan den liberale finde sig helt tilfreds med tilværelsen. Glemte jeg at sige, at denne tilværelse i stigende grad vil blive levet i et indhegnet område? Også begrebet gated community kender vi fra USA.

Jeg finder en sådan udvikling uacceptabel, både af moralske og reelle grunde. Det moralske skal jeg ikke belemre yderligere med. Det reelle består selvsagt i, at det heller ikke for de velaflagte, der på grund af gode kognitive evner klarer sig fint, er nogen ideel løsning. Den sociale kapital og den hele sammenhængskraft vil være for stejlt nedadgående, hvis den åbnes op for den rene markedsløsning. Ganske uanset hvor meget David Ricardo havde ret.

Et pragmatisk svar

Jeg har givet et svar allerede i mit sidste indlæg. En grad af protektionisme, så Danmark og Europa kan genskabe millioner af tabte ufaglærte jobs i industrien. Jeg hører gerne andre bud. Er minusskat en løsning, hvor uacceptabelt lave lønninger suppleres op af det offentlige? Kan der i det hele taget skabes tilstrækkelig mange jobs alene i servicesektoren, når nu liberale insisterer på så meget som mulig frihandel? Er der andre bud?

Det eneste bud, der ingen gyldighed har, er politikernes tåbelige tale om ungdomsuddannelse til 95 procent af en årgang og videre i den forvrøvlede dur om kompetencer, og jeg skal komme efter dig. Det kan for en 20 procents vedkommende ikke lade sig gøre ud over grundskolen. Den del er for længst videnskabelig bevist uden for enhver rimelig tvivl.

Opprinnelig i Jylands-Posten den 16. februar 2014.