Lad os tage et smut til Sverige, det plejer at hjælpe på blodtrykket.

Her blev en af Danmarks mest respekterede og harmløse bogelskere forleden udnævnt til racist og højreekstremist.

Det skete i den bedsteborgerlige avis Svenska Dagbladet, hvor litteraturkritiker Elise Karlsson fældede den strenge dom over ingen ringere end Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, der som nyudnævnt medlem af legatudvalget for litteratur under Statens Kunstfond og en fortid hos DR2 er lidt af en kardinal i den hjemlige litterære andedam. Ikke ligefrem den typiske racist.

Men den svenske offentlighed er som bekendt et underligt spejlkabinet.

Der kan alt give mening, bare man står på hovedet, bakker snavvendt og slår syv kors for sig.

Affæren begyndte med, at Svenska Dagbladet havde bedt Jes Stein Pedersen om i en kronik (11/ 1) at forklare læserne, hvorfor Yahya Hassan er tordnet igennem og har kunnet få 100.000 danskere til at betale 200 kr. for en verbal kæberasler om et emne, som pæne, borgerlige og socialistiske mennesker helst fejer ind under gulvtæppet af frygt for at blive kaldt – racist og højreekstremist. Da begik Jes Stein Pedersen en sjælden fejl. Han tog digteren alvorligt. Ja, han roste ikke alene hans kunstneriske kvaliteter, men tillige den selvransagelse, som han mente, de har sat i gang hos publikum.

Reaktionen kom øjeblikkeligt.

Med sin støtte til den kontroversielle digter havde Jes Stein Pedersen »udtrykt racistiske synspunkter vendt mod muslimer«, og kronikken kunne lige så godt være skrevet af en fremmedhader fra Sverigedemokraterne.

Dét selv om Jes Stein Pedersen i tråd med sine egne pietistiske tilbøjeligheder havde understreget, at den svenske flygtningepolitik over for tilrejsende syrere var udtryk for »ægte humanisme«. Lige lidt hjalp det. Man kan ikke please en svensk antiracist med en skefuld godhed. Det er alt eller intet.

Jes Stein Pedersens »mærkværdige synspunkter« burde således slet ikke være blevet offentliggjort.

»Er det da ikke nok, at Sverigedemokraterne udtrykker dem,« spurgte Elise Karlsson, der efterlyste de gode gamle svenske medier med ansvar for, hvilke synspunkter der udtrykkes i dem.

Ræsonnementet er så sigende svensk, at det skriger til himlen, men afspejler et såre jordisk meningstyranni, der har fundet sted i vores naboland i generationer.

Derfor rykkede Svenska Dagbladets kulturredaktør da også straks ud med en forklaring til de stakkels læsere. Den gik på, at danskerens kronik indeholdt formuleringer, der var fremmede i den svenske debat – og at den følgelig kunne provokere.

Det grinede vi meget af på kontoret den dag.

Imens fortsætter intimideringen af den kunstneriske frihed i Sverige og Danmark. Torsdag kom det frem, at den gallerist, der sidste år lagde vægge til en ny udstilling af den svenske tegner og performancekunstner Lars Vilks i Malmø, er blevet truet i sit eget hjem. På fordøren skal gerningsmænd have skrevet «Allah» med spraymaling, ligesom syv sten efter sigende er smidt i postkassen, muligvis som et symbol på dødsstraf inden for islam. Uanset hvem gerningsmændene er, føjer truslen sig til en lang række af mordtrusler og -forsøg mod Lars Vilks, der er en af de ganske få kunstnere, som siden Muhammed-krisen har dristet sig til at tegne Muhammed.

Undtagelserne Lars Vilks og Yahya Hassan bekræfter, at både danskerne og svenskerne tabte kulturkampen.

Imamerne vandt den.

Hate-speech-industrien hjalp dem.

I dag er der stort set ingen etniske svenskere og danskere, der siger profetens navn højt. Kampen om sjælene føres af andre.

Opprinnelig Jyllands-Posten 19. januar 2014