Gjesteskribent

Se det dog i øjnene: Før eller siden bliver Eurozonen nødt til at tvinge et land til at forlade den fælles valuta. Og jo før desto bedre.

“Vi er nu midtvejs i begyndelsen på afslutningen: Krisen har toppet!” Sådan sagde en fransk økonomiminister, Christine Legarde, men det var desværre i 2010, og de drømmere, der i dag tør påstå, at EU har lagt det værste bag sig, vil jeg gerne se træde frem og afgive nye spådomme. At endnu et Euro-bundet Middelhavsland som Cypern trods sin relativt betydningsløse økonomi kan ryste Eurozonen og sende chokbølger ud i hele Europa, må mane til eftertanke. Men ikke hos EU’s urokkelige hardlinere; for dem er de panikslagne redningsaktioner for Grækenland og Cypern netop bevis på, at EU tager sig solidarisk af sine svage og ubesindige medlemmer.

Men det skulle jo aldrig være kommet dertil! Lande som Finland og Holland skulle aldrig have været lænket til sminkede økonomiske lig som Grækenland og Cypern gennem en fælles valuta. Nu er også Cypern bragt til tiggerstaven, ydmyget og fattig, fyldt med bitterhed og et nyvakt tyskerhad, som burde høre fortiden til. Selvstændige næringsdrivende kan se frem til tab på 40-60 procent af deres indeståender, og Cyperns økonomi skrumper formentlig med 10 procent i år. Så meget for den velstand, fred og harmoni, som euro’en ifølge  euro-arkitekternes selvforståelse har skabt!

Cyperns ulykke skyldes naturligvis ikke bare en syntetisk valuta; men det er den, som har forhindret cyprioterne i at betale overkommelige lærepenge i tide. Uden for euro’en kunne Cypern have valgt den eneste rigtige vej: Islands vej – den eneste udvej for et land, som har valgt at bygge sin hule velstandsstigning og sit ynkelige bruttonationalprodukt – en syvendedel af, hvad der befinder sig i landets banker – på boligbobler og lyssky formuer fra Rusland, Serbien og Grækenland: Ødeland eller Island, det var Cyperns sunde valg.

Men hvad Island har kunnet gøre – bringe sin valuta i balance med den virkelige verden og derefter bide tænderne sammen og tage fat – det kunne Cypern ikke, og det kunne Grækenland desværre heller ikke, for i årevis bimlede alarmklokkerne for døve øren i EU-paladsernes blændede og lydisolerede korridorer: Hvis eurodrømmen ikke passede til virkeligheden, så var det bare værst for virkeligheden! Og hvem er den næste? Allerede nu koster Slovenien og Malta megen søvnløshed i finanskredse.

Jeg er fristet til at hovere, men fremtiden er for dyster, ikke mindst for mit eget lille land; for når Babelstårnet begynder at vakle, er vi alle i fare.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.