Gjesteskribent

Når man møder en titel som forskningschef i journalistisk filosofi, må man trække på smilebåndet. Er der noget, journalistik ikke er, er det filosofisk. Journalistik er et praktisk fag for folk, der sjældent har tid til at tænke længere end til næste deadline.

Derfor læste jeg også med stigende undren Ejvind Hansens groteske indlæg imod ytringsfriheden (20/2) og glædede mig over Finn Boserups, Jesper Langballes og flere andre læseres prompte reaktion. Tænk, at sådan en mand har indflydelse på uddannelse af journalister. Hvad må de unge mennesker ikke tro? At de forventes at skulle arbejde inden for diplomatiet – og ikke med journalistik?

Det korte af det lange af Ejvind Hansens synspunkt er, at ytringsfriheden bare er så yt (red.: «out»). Den er alene en »demokratisk værdi« og risikerer at »undergrave« demokratiet, hvorfor friheden må begrænses, gerne mere end den allerede er af racisme- og blasfemiparagraffer. Hvorvidt filosoffens argumentation blot bunder i et mishag ved Lars Hedegaard, som nævnes ved navn hele fem gange i den lille fristil, skal jeg ikke kunne sige, men hans parfumesælgerlogik giver stærke associationer til den klæbrige smagsdommermoral under Muhammedkrisen: Ytringsfriheden «misbruges», når den anvendes til at ”nedgøre” eller ”underminere en frugtbar offentlig udveksling”.

Udlandsredaktør Flemming Rose skærer sagen ud i pap for journalistfilosoffen samme dag med henvisning til en rigtig filosof. Han hed Ronald Dworkin og døde i sidste uge, 81 år. Dworkins iagttagelse var, at når et demokrati beder mindretallet om at acceptere flertallets vilje, så kan det kun ske på betingelse af, at mindretallet kan ytre sig ligeså frit som flertallet.

Magthaverne kan være nok så magtfulde og gode, men undergraver deres moralske legitimitet, hvis de forbyder ordet, tanken og troen at søge egne veje, erkendelser og udtryk. Derfor strider love imod såkaldt ”hadsk tale” samtidig imod den demokratiske lighed.

Mig bekendt tilhørte Dworkin venstrefløjen, men ytringsfrihed handler netop ikke om venstre eller højre. Ytringsfrihed er heller ikke en »demokratisk værdi«, men selve demokratiets puls. Uden den, intet demokrati, og forsvarer vi ikke denne elementære indsigt mod aktivister som Ejvind Hansen, bliver alting tilladt. Så kan de kidnappe demokratiet og indskrænke det til uigenkendelighed – naturligvis af lutter godhed. Det sidste gør det ikke et hak bedre. Det er deres godhed, vi skal værne os mod. Det er den, der er ond.

Det orwellske nysprog har fortsat mange advokater. Et andet eksempel finder man i Malmø, hvor en Björn Lagerbäck, talsmand for noget, der portvinssødt hedder Dialogforum for diverse religioner, sammen med byens socialdemokratiske borgmester Ilmar Reepalu reagerer negativt på, at den forhadte kunstner Lars Vilks agter at udstille et lille udvalg af sine værker på et kunstgalleri til sommer. Björn Lagerbäck udtaler til Svenska Dagbladet: »Præcis som vi har ytringsfrihed, så kan man også føle sig krænket, og hvis man gør det, skal man melde det til politiet.«

Kriminalisering af anderledes tænkende er langt fremme i vores kære naboland, men tendensen er fælleseuropæisk i form af EU, for ikke at sige universel gennem FN. Krænkelsesfundamentalisme finder magtfulde talsmænd i politik, medier, industri og på akademiske institutioner, og de giver ikke op, før den sidste ”xenofob”, ”racist” eller ”muslimkrænker” har fået mundkurv på.

Forskningschefen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er kun en lille fisk. Men strømmen, han svømmer med, bliver stadig stærkere.

 

første gang Jyllands-Posten 24.3.2013

 

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/kommentar/soendagsskolen/article5217838.ece