Debatten om Martin Krasniks Deadline-interview er interessant af flere grunde. Og ikke kun i forhold til, hvem der har “ret”.

Jeg har allerede sagt min mening om interviewet, men tillad mig alligevel at sige lidt mere om, hvad debatten illustrerer.

Seerne og meningerne er skarpt delte.

På den ene side står i første omgang dem, der i forvejen hader eller mistror Hedegaard. På den anden side dem, der sympatiserer med Hedegaard plus/minus nogle procent – eller tillægger hans prekære situation en betydning for deres vurdering af interviewet. De sociale medier er proppet med begge dele, som enten liker eller angriber hinandens kommentarer.

I anden omgang står striden mellem DR, der har slået ring om Krasnik, og dem, der i forvejen er godt og grundigt trætte af DR, eller mener, at DR 2 overskred en grænse i det pågældende tilfælde. (Man skal huske, at Krasnik ikke har lavet interviewet alene, men har fået bistand fra redaktionen).

I tredje omgang står striden mellem – på den ene side – journalister, der enten jubler over Krasniks teknik og afslørende journalistik, eller mener, at Krasnik bare gjorde sit arbejde og derfor var i sin gode ret til at afkræve Hedegaard svar på tiltale. Her finder vi det store flertal af journalister.

På den anden side står en masse andre ikke-journalister, der afviser, at Krasnik leverede op til rollen som seernes ambassadør og akkurat ødelagde en god mulighed for endelig at få noget ordentligt at vide om islams betydning i Europa – fra en af de kritikere, der har været med længst.

Offentligheden er i den grad kløvet. Og levende. For det er vel et sundhedstegn, at så mange har taget til orde i denne debat, som handler mindre om personen Martin Krasnik, selv om han er en af landets dyreste tv-værter, og mere om, hvad journalistik skal, kan og er.

Her bekymrer det mig, at journaliststanden lader til at stå sammen som en falanks, og at så godt som ingen journalister rejser det kollegiale spørgsmål, om et solointerview på 30 min. skal foregå lige så overfladisk som et interview på 3 min. eller en debat på 10 minutter, hvor modstanderne sidder og kaster ord i hovedet på hinanden. Jeg har prøvet en del af sidstnævnte og orker hverken at se eller deltage i flere.

Som flere kommenterede på nettet havde de før det lange Hedegaard-interview set frem til en mulighed for at forstå, hvad islamkritik egentlig går ud på, herunder høre Hedegaards udlægning, en udlægning, som har været så forkætret de seneste mange år og igen og igen er blevet udlagt som ekstremistisk. I stedet fik de – ja – døm selv.

Al kritik bygger på viden. Ved man ingenting, bliver ens kritik blind, hvilket er en grundlæggende udfordring for journalister, hvis fag har gjort det til en dyd ikke at vide noget på forhånd, og hvis moderne udøvere end ikke skammer sig over at være blanke om alt andet end, hvad der sker i dag, eller hvad de har set i andre medier.

Jeg kan jo ikke vide, hvad Martin Krasnik egentlig ved eller ikke ved om islam som politisk kraft. Jeg tror – baseret på hans udmærkede artikler i Weekendavisen – at han ved betragtelig mere om amerikansk politik, men det er et gæt.

Under alle omstændigheder virkede det på mig som om, værten var ganske uinteresseret i at vide, hvad gæsten havde på hjerte – bortset fra detaljerne omkring attentatet ved hans dør – før førstnævnte begyndte at spørge i øst og vest.

Derfor blev interviewet så blindt. Og protesten så markant.

Første gang publisert i Jyllands-Posten 21. mars 2012. Document takker Mikael Jalving for hans generøse tillatelse til å gjenpublisere.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂