Gjesteskribent

For et par år siden deltog jeg i en akademisk konference. En af de inviterede oplægsholdere var Søren Krarup, der gav et foredrag om Søren Kierkegaard til bedste. For Krarup handler forfatterskabet om det kristne menneskes stræben mod ”enfoldighed”, som mesteren selv skrev om i sine sidste skrifter. Krarup blev straks, som man kunne forvente, kritiseret af en professor, der mente at vide, at Krarup ikke blot misforstod Kierkegaard, men slet ikke talte i Kierkegaards ånd. Krarup forfladigede nemlig den store danske ”teoretiker”; Kierkegaards forfatterskab rummede en intellektuel, dekonstruktiv kompleksitet, som Krarup slet ikke forstod.

Jeg holdt dengang som nu med Krarup imod den kritiske akademiker. Kierkegaard er nemlig slet ikke nogen ”teoretiker” i gængs forstand, nej, han er en kristen tænker.

Grunden til, at jeg nævner denne episode, skyldes en debat, der er blevet ført i Weekendavisens bogtillæg om Kierkegaards forfatterskab. Senest har sognepræsten Anders Kingo fremført det åbenlyst rigtige synspunkt, at Kierkegaard er blevet misforstået her til lands, og ikke blot det: Han er blevet gjort tandløs, mondæn og salonfæhig af den slags kværulerende intellektuelle som professoren ved det omtalte seminar. Eller han er blevet læst rent ”æstetisk”. Igen fordi det kristne er blevet frafiltreret. Kingo finder en hovedårsag hertil i den forvanskning af forfatterskabet, som Georg Brandes stod for. Og som er viderekolporteret af alle hans kulturradikale elever, der jo som bekendt har dannet et kulturelt hegemoni her i landet.

Konsekvensen er altså, at Kierkegaards forfatterskab er blevet kuperet: Vi står tilbage med en ren humanistisk tænker, lige dele ånd- og tandløs, klar til at blive indlemmet i det kulturradikale kleresi. Man har ingen sans for den fordring, der i virkeligheden udgår fra hans skrifter, og som er af en helt anden radikal karakter, nemlig opgaven at vorde menneske af ånd under kristendommens fordring til hin enkelte.

At læse Kierkegaard uden om hans kristendom er at læse ham med gustent overlæg. Men humanisme glider altså lettere ned i akademiet. Så foretrækker jeg dog den ærlige kulturradikale tale, nemlig Poul Henningsens, der i en artikel fra 1963 direkte advarede imod at læse denne kristne forfatter.

Af samme grund har mange læsere svært ved at tilegne sig bøger, der skrives af bekendende kristne forfattere. Det gælder også to glimrende, aktuelle bøger af præsterne Torben Bramming og Kristian Østergaard. Brammings bog er, som det allerede fremgår af titlen, et Opgør med den moderne myte, og den moderne myte er først og fremmest myten om fremskridtet, at du kun er en dårlig udgave af dit fremtidige selv, som forfatteren fyndigt skriver. Men det er også myten om, at verden er konstant forbederlig, at rettighedstænkningen med dens konstante fokus på den enkeltes selvrealisering er altings mål.

Herimod sætter Bramming naturligvis den kristne myte, der betoner mennesket i sin konkrete sammenhæng med ansvaret for næsten og med en besindelse på, at man er god nok, som man er. For man er Guds skabning, og nutiden er ikke blot et gennemgangsled til en bedre fremtid; den er skæringspunktet med evigheden. Det er vel et paradoks for mange, ja, i grunden for os alle, men især for dem, der kun (hvis overhovedet det) vil holde sig til det første budskab i bogen: opgøret med nutidsfikseringen og troen på fremskridtet – men ser bort fra det andet, kristne budskab. I så fald står vi tilbage med en halveret kulturkritik, der ikke sætter noget andet i stedet for det kritiske syrebad.

Kristian Østergaards bog Ansigt til ansigt kredser i en meget livsnær diktion om det, man kunne kalde eksistentialerne: De træk, der kendetegner vores måde at være menneske på, de helt elementære vilkår, der bestemmer vores eksistens som mennesker gjort af kød og ånd. Hvilke eksistentialer? Ansvar, tilgivelse, samvittighed, frihed, ondskab, tvivl, barmhjertighed, had og lidenskab. Det er en slags andagtsbog, der viser, at Biblen naturligvis stadig har bud til moderne mennesker, der ellers mener, at have lagt fortiden bag sig og smidt alt det gamle ragelse på historiens mødding. Altså på en måde et budskab beslægtet med Brammings.

Et af de bedste kapitler handler om modstandsfolkene under besættelsen, især Hvidstensgruppen, og Østergaard gør ret i at betone, at de jo ikke var ”humanister”, eller i hvert fald ikke kun det. Nej, de var faktisk troende kristne, og det var ud af denne tro, at de hentede styrke til at forsvare deres fædreland. Jeg har skrevet om modstandsfolkenes afskedsbreve affattet få timer, inden de blev henrettet. Denne, ja, ”enfoldige” tro på en højere mening, en mening, der på mange måder ikke går ”efter vores forstand, men over vores forstand”, med Brammings ord, er vigtig at blive mindet om i en tid, hvor litteratur og teologi ofte skilles ad.

 

– Torben Bramming: Opgør med den moderne myte, Kristeligt Dagblads Forlag og C.S. Lewis-Selskabet (2012).

Kristian Østergaard: Ansigt til ansigt, Hovedland (2012).

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2013/02/14/litteratur-og-teologi/

Litteratur og teologi første gang i Berlingske 14. februar

Document takker Støvring for generøs tillatelse til republisering