Jeg gik ind for at købe Kant, men kom ud af boghandlen med Machiavelli. Det var den intuitive lyst, der vandt over pligten – og ude på gaden i det nærmest himmelske sollys måtte jeg le ad min manglende evne til at leve op til det kategoriske imperativ fra Königsberg. Få læser Kant frivilligt.

Min fordring om at gøre nok et forsøg med den gamle tysker var en slags aflad. Jeg er jo blot et syndigt menneske, og det foresvævede mig, at Kants transcendentale kategorier og sindelagsetik måske kunne redde mig fra mig selv og tilføre mine ugentlige falbelader et mere rationelt grundlag og større kosmopolitisk udsyn. Tænk, hvis vi alle kunne blive ”verdensborgere”, ikke sandt?

Tilskyndelsen til Kant opstod efter en inciterende samtale med landets bedste oversætter af idéhistorisk litteratur, Claus Bratt Østergaard, som jeg skulle interviewe til avisen om rollen som oversætter og kulturformidler i et samfund præget af dårligt engelsk og Google Translate.

ANNONSE

Den på alle måder belæste filolog talte så varmt for den gamle tysker, at han talte Kant hjem til min lænestol – næsten. For da jeg stod med de digre værker i favnen, svigtede modet mig, og da mine flakkende øjne i samme øjeblik faldt på Philip Bobbitts korte og kontante paperback ”The Garments of Court and Palace: Machiavelli and the World That He Made” (2015), blev Immanuel valgt fra til fordel for Niccolò.

Bobbitt er professor i retsvidenskab ved Columbia University og tidligere rådgiver for flere amerikanske administrationer i Washington. Hans bog er en lille perle, fordi den vender op og ned på vores opfattelse af den udskældte spindoktor fra 1500-tallets Firenze.

machiavelli-uffizi

Bobbitts Machiavelli er ikke uden moral. Men hans moral er hinsides al ideologi. Machiavelli er konsekvensetiker, dvs. han ser på resultatet, mindre på folks hensigter. Sidstnævnte kan være nok så noble eller hellige, men hvis de ikke sikrer republikkens overlevelse, er de kontraproduktive, om ikke ligefrem skæbnesvangre. Vi må forstå, at politik foregår i en grundlæggende mangelsituation, formaner Machiavelli: Vi kan aldrig tjene alle vores idealer og værdier samtidig. Vi må træffe tragiske valg – ellers risikerer vi at blive ofre for omstændighederne.

Det passer således ikke, at Machiavellis maksime skulle være, at målet helliger alle midler. Han siger derimod, at vi er nødt til at vælge vore midler med omtanke, så vi ikke forskertser målet.

Machiavellis mål var sikringen af en konstitutionel orden til afløsning af samtidens feudale og dynastiske praksis, hvor familier og fyrstedømmer typisk havde magt uden legitimitet, mens mange bystater som f.eks. Firenze havde legitimitet uden magt. Machiavellis orden skulle indfri både legitimiteten og magten – vel at mærke 100 år før Den Westfalske Fred i 1648, som vi normalt opfatter som skæringsdatoen for den moderne statsdannelse i Europa.

Machiavellis påstand var, at der findes en mulig alliance mellem midler og mål, strategi og ret. Den orden, som hans værker søger, er en orden med moralske kvaliteter, som er langt mere realistiske end en utopisk drøm om retfærdighed af den højeste orden. Machiavelli er en humanist, der kritiserer humanismen for naivitet.

Ser man med ud over Middelhavet i disse dage, uger og måneder, forstår man den gamle florentiners aktualitet. Det er ikke godt, at vi gerne vil udvise ”menneskelighed” og hjælpe alverden i vort eget billede, når vi bringer grundlaget for vore egne stater og samfund i fare ved at øge den arabiske diaspora i Vesteuropa, som hæmmer integrationen, graver dybere ghettoer og fremmer den religiøse radikalisering.

Desuden er mange af de øjeblikkelige nødsituationer kynisk arrangerede af menneskesmuglere, som satser på, at europæernes skibe vil tage flygtningene om bord og sejle dem til fastlandet.

Mere ”humanisme” fra vores side vil kun forværre problemerne; langt bedre og mere effektivt ville det være at sejle flygtningene tilbage og hjælpe målrettet i nærområderne.

At gøre dét er en mindre tragedie end ikke at gøre det og fortsætte med at lade som om, at hele verden kan bo på vores lille, hårdt prøvede kontinent. I så fald bliver om ikke vi, så næste generation, ofre for omstændighederne, sådan som Machiavelli med garanti ville have sagt, og da hjælper ingen kære Kant.

 

omslag.bobbitt.machiavelli

Premium-artikkel i Jyllands-Posten 24. april 2015

 

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629