Nytt

bruckner2edited7vi.jpg

I sin seneste bog anklager Pascal Bruckner europæerne for at være en flok masochister, der på grund af dårlig samvittighed over vores forfædres synder vender hadet mod os selv i stedet for at stå op mod fjenderne, heriblandt de fanatiske islamister.

Oprør mod tyranniet
»Det er altid de intolerante, der forlanger af os, at vi skal være tolerante. Eller folk uden respekt, der kræver respekt. Mit budskab er, at folk skal holde op med at føle sig skyldige. Vi har ikke noget at bebrejde os selv, og vi bærer ikke skylden for de forbrydelser, som vores forfædre begik.

Vi skal ikke skamme os over vores værdier. Vi skal forstå, at vores værdier er gode, at de har hjulpet os hen over de værste totalitære regimer, som har eksisteret – fascismen, kommunismen og stalinismen. Vores værdier efterspørges i dag af millioner af mennesker uden for Europa. Så vi skal ikke i tolerancens navn vige tilbage, når vi står over for fjenderne af tolerancen,« siger Pascal Bruckner.

Senest er han gået i spidsen for forsvaret af den franske filosofilærer Robert Redeker, der på grund af en kritisk kronik i avisen Le Figaro i september blev dødsdømt på islamistiske internetsider.

Og i sin bog «La tyrannie de la pénitence», der på tre måneder er solgt i 90.000 eksemplarer, opfordrer han læserne til at gøre oprør mod det, som han kalder for den europæiske »bodsgangstyranni«. For kronisk og nærmest religiøs skyldsfølelse vil føre til, at vi undergraver vores egen frihed og ender med at hade os selv, mener han.

Islamofobi

I dag advarer Bruckner om, at verden står midt i en ideologisk krig, som handler om at tilpasse en stor religion som islam til det moderne og sekulære samfund. I den krig er det vigtigt at vælge side. Og det er vigtigt ikke at falde i fælder som ordet islamofobi, der bruges som et afskrækkende middel til at lukke munden på alle kritikere af islam.

»Ordet islamofobi er en løgn og en konstruktion. Der findes jo ikke tilsvarende ord som kristenfobi eller en buddhafobi. Der findes derimod racisme mod arabere, sorte, hvide, jøder og pakistanere. Men at kritisere en religion har intet med racisme at gøre. Religioner er meninger, der deles af millioner af mennesker. Men man har ret til at kritisere dem og diskutere dem. Det er ikke racistisk.«

Håret er som kjønnshår

»Alle ved, at tørklædet ikke er neutralt. Det er et instrument, som bruges til at få kvinderne til at skamme sig, hvis de viser deres hår. Det indebærer, at kvindens ansigt er en kønsdel, at hendes hår er satanisk. I yderste fald er enhver kvinde, der går uden tørklæde, en luder. Det var det, der skete i skolerne. De muslimske piger, der ikke bar tørklæde, blev fornærmet af de andre, indtil forbudet blev gennemført.

Derfor er det vigtigt ikke at slække en millimeter på vores principper. Loven er den samme for alle, hvad enten man er sikh, hindu, muslim, buddhist, kristen eller ateist. Der skal ikke gælde specielle regler for muslimer. Muslimske drenge og piger skal uddannes på samme skoler og behandles på samme hospitaler som alle andre. Svømmehaller skal ikke deles op i drenge og piger. Der skal ikke være plads til diskrimination, hverken positiv eller negativ. Det er nødvendigt, at muslimer accepterer, at Guds love er underlagt samfundets love. Gud står ikke over samfundet. Det princip står ikke til forhandling.«

Slik snakker en fransk sekularist, men i det såkalt sekulære Norge vil man nok steile over en uttalelse om at Guds lover er underlagt samfunnet, ikke omvendt. Det er essensen av det moderne samfunn, men jeg tviler på om norske lærere får si at det er slik, i denne formen. Det vil nødvendigvis måtte provosere mange fra muslimske hjem, imamer, og også noen kristne. I dansk debatt er dette en gjenganger, men jeg støter ikke på det i norsk debatt. Hvorfor ikke?

Den evige skyldfølelse
I sin nye bog anklager Pascal Bruckner de europæiske samfund for at være plaget af en neurose, der får os til at synke ned i en tilstand af selvudslettende masochisme. I stedet for at stå op mod faren fra den fanatiske islam, søger vi forklaringer på, hvorfor vi måske selv er skyldige.

Ræsonnementet kommer til at lyde, at når terrorister spreder død og ødelæggelse i New York, Madrid eller London, har vi sikkert selv været ude om det.

»Europas storhed består i, at man har erkendt sine egne forbrydelser – slaveriet, kolonialismen, fascismen og kommunismen. Det adskiller os fra mange andre kontinenter. Men vi har samtidig en kedelig tendens til at resumere Europas historie til disse episoder. Vi har en hang til kun at se de mørkeste kapitler af vores historie i stedet for at glædes over, at vi er kommet ud af denne fortid på en glorværdig måde. Vi har overvundet vores eget barbari og lært af vores forbrydelser. Det er, som om vi stadig skal sone alle forbrydelserne i alle århundreder.

Så den vestlige masochisme er en overdrevet reaktion på vores kritiske ånd, som gør, at vi anklager og straffer os selv så meget, at det til sidst fører til et had til os selv. I stedet for at ødelægge for at bygge op bagefter, ødelægger vi for at ødelægge. Det er den absolutte selvopgivelse og en skam over at være det, vi er.«

Du hører aldri Jonas Gahr Støre og Raymond Johansen si at Norge har fiender. Det skal være dialog, selv med dem som nettopp har brent ned ambassaden.

Slagordet fra revolutionen om, at »der ikke skal være frihed for fjenderne af frihed« er stadig højaktuelt.

»Flertallet af dem, der anklager os, er despoter. I Algeriet, i Iran, i Rusland og i Mellemøstens blodige diktaturer. Ingen af de lande kan lære os noget. De burde feje for deres egen dør. Men desværre har vi har mistet al stolthed over at være det, vi er.«

Bruckner understreger sine ord:

»Fasthed er at foretrække frem for fejhed. Man kan ikke konstant gemme sig bag ønsket om at leve i fred og ro. Det betyder blot, at vi viger tilbage. Europa har været på tilbagetog i mange år. Vi dukker os for Putin og for den iranske præsident. Det, som vi kalder respekt for andre, er i virkeligheden en frygtens komedie. Vi er bange for konflikter. Europa har pr. definition ingen fjender, kun partnere, og derfor opfinder vi grunde til altid at afgive lidt mere terræn til fjenderne af demokratiet.«

Bruckner føler at europeere er begynt å våkne. De er trette av de konstante bebreidelsene og presset om å vise forståelse. Tendensen er klar, og alle forsøk på å stanse den med ord som islamofobi, vil slå feil.

Vesten skal stoppe sit selvpineri

Jyllands-Posten 22. december 2006