Nu skal det ikke ende i en teologisk diskussion! Sådan lyder det indimellem fra tilhørere til offentlige møder, også dem, jeg frekventerer. Men bemærkningen er som regel en party killer. For teologi er en ringeagtet tradition i en sekulariseret og teknokratiseret epoke som vor, og vi går glip af en ekstra dimension i samtalen, når vi gelinde sluser det dystre og diakrone ud og insisterer på at nøjes med jura, økonomi og almindelig fremskridtoptimisme.

I næsten alle mine leveår er jeg blevet forskånet for teologi, og det var først for få år siden, da jeg besluttede mig for at skrive en bog om Søren Krarups virke, at jeg kastede mig ud i materien foranlediget af nødvendigheden. Hvis man vil forstå Søren Krarup, kommer man nemlig ikke uden om Tidehverv og den digre diskussion, der er foregået dér i snart 100 år, og lad det straks være sagt, at det ikke var nemt for sådan én som mig, der med Kierkegaard nok indser styrken ved ”troens bevægelse”, men ikke selv er i stand til at gøre springet. Ak.

Nu ser jeg til gengæld til min udelte glæde, at Sørine Gotfredsen har skrevet en bog til tiden om nåden i narcissismens tid.

Det er en flot titel. Og det er en god årgang med et både voksent og voksende anliggende. Hvordan kommer vi ud af vores galopperende selvoptagethed, løfter blikket, besinder os på det konkrete i tilværelsen? Først da kan vi befri os fra vor egen hang til idealisme og politisk altruisme. Først da kan vi konfrontere islams revolutionære og terroristiske potentiale. Først da kan vi redde vore samfund fra at synke sammen i sentimentalisme og sværmeri.

ANNONSE

Sørines bog indeholder en ubesværet og pædagogisk gennemgang af udvalgte sider af kristendommens teologi siden 1500-tallets Luther, som må kunne få flere til at fatte interesse for denne arv, vi ikke forvalter særligt godt, og som dominerende teologiske og politiske kræfter gerne ser hældt helt ud af folkekirken – og fjernet fra grundloven.

Ligesom andre konservative sjæle har jeg tiltagende svært ved at forlige mig med den klæbrige, moderne verden, sådan som den fremtræder på disse bredde- og længdegrader, hvor vi med Gotfredsens ord ikke længere føler os fæstnet i slægtens gang eller historiens hele. Vi har med en rammende metafor overgivet os til en ny og vaklende hilsekultur, hvor vi går rundt og krammer alt og alle. I denne stadig mere porøse kondition opfordrer Gotfredsen os med afsæt i Det Gamle Testamentes beretning om syndefaldet og Ovids historie om Narcissus til at løfte blikket og se den skinbarlige verden og Gud uden for os selv.

Anliggendet er beslægtet med Sørens Krarups ærinde, dele af Grundtvig, dele af Kierkegaard og andre kanoniske skikkelser. Fra Luther til Grundtvig og Dostojevskij, fra Kierkegaard til Jakob Knudsen og Søren Krarup, Sørine aktualiserer deres vedvarende betydning uden at gøre teologien til pop, men argumenterer alvorsfuldt for, at vi ophøjer vores spontane følelser til den højeste ånd og dom.

Stort set overalt i samfundet er det blevet nok at føle. Den, der føler stærkest, har de bedste ”argumenter”. Passion trumfer ræson; følelser er moral. Føler du dig varm om hjertet, da er du lige så god, som dagen er lang, og ingen steder ser man denne narcissisme udfoldet så fuldstændigt og afslørende som i vort forhold til folkevandringen sydfra, der som alle, der véd noget om disse sager, er enige om, til trods for sin eksplosive udvikling henover sommeren, kun er i sin vorden. Om 10, 20, 30 år har vi for alvor balladen, men til den tid vil alle de politikere, der så passivt til, for længst være gået på pension. Angela Merkel sidder på en ranch i Tanzania, Lars Løkke opholder sig et sted i Polen, mens Søren Pind hygger sig på et bordel i Singapore eller i en sportsvogn i Californien.

Det frapperende ved Sørines bog er netop dens alvor, dens ulyst til at snakke tiden efter munden. Sørine er utilpasset, og det er det, jeg godt kan lide ved hende som figur i debatlandskabet. Hun er et rigtigt mandfolk, dvs. akkurat det modsatte af en karrieremager som Thorning-Schmidt eller kommissær som Merkel. Stedse forsøger hun at udvikle sin argumentation for det, hun har på sinde, sagen, og det er herpå, man skelner en åndsperson fra en personage. Sørine tør løbe imod strømmen, når det kræves.

En af de typiske indvendinger mod åndspersoner er, at deres gamle lort da ikke kan lære os moderne mennesker noget. Vi har jo både PlayStation, Google og Instagram. Men Sørine kan. Hun viser os lærd og indirekte, at opgøret med den invasive indvandring må komme indefra. I os selv, ikke fra EU eller andre overnationale instanser, glem dem. Vi må forlade internationalismens blinde spor. Vi må tage vare på os selv i stedet for at bilde hinanden ind, at politikerne eller fremtiden skulle være på vor side. Hvorfor skulle de dog det? De har for længst vist os, at de kun er med os, så længe det betaler sig for dem selv. Vi må begynde med at løfte blikket og stoppe med at vende den anden kind til.

Løft blikket
Nåde i narcissismens tid

192 sider
249,95 kr.
omslag.løft.blikket
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629