Glem statsministerens nytårstale. Livet er for kort til Barbie-dukker, der forsøger at lyde som statsmænd. Næ, må vi så bede om en rigtig socialdemokrat.

De er blevet sjældne.

Men der var engang en ung, svensk mand ud af en hovedrig familie fra det allerbedste borgerskab, hvis ikke snarere aristokrati. Han var efternøler og vidunderbarn. Kom på en af landets fineste kostskoler, aftjente sin værnepligt og rejste så et år på college i Ohio. Dét lærte han at tale, skrive og kommunikere. Han fik tilbudt et eftertragtet stipendium til Harvard. Året var 1948, vidunderbarnet blot 20 år. Familien sagde nej – han skulle hjem og overtage familievirksomheden. Hans pris blev en lang blaffertur gennem Amerika, Syden, slummen, racismen osv.

Han drog ud som aristokrat. Men vendte hjem som socialdemokrat – og gik snart ind i politik. Navnet er naturligvis Olof Palme.

Dette er plottet i den dokumentarfilm, som det hjemlige anmelderkorps skamroste, da den svenskproducerede film havde premiere i danske biografer i efteråret. Henover juleferien blev den så vist på SVT og DR, og den er ikke mesterlig, men jævnt hen dårlig, skønt alen over detcrap, som tv ellers diverterer os med. Det var formentlig derfor, anmelderne var så positivt overraskede – lige fra Ekstra Bladet til Weekendavisen. Mange af dem ser sikkert for meget tv og lider derfor af nedsatte åndsevner.

Takket være sit emne og sit drama holdt “Palme” mig fangen i tre timer, også selv om den rejste en masse spørgsmål uden så meget at forsøge at besvare dem. Som seer sad man tilbage med lutter løse ender, ikke bare klassikeren “Hvem dræbte Palme?”, men tillige en forklaring på, hvordan Palme både kunne være antikommunist og slyngveninde med Fidel Castro?

Eller hvordan han, elsket af intelligentsiaen, kunne komme sådan på kant med den i sin karrieres efterår – efter venstreorienteringens indtog i Vesteuropa. Forklaringen skal søges her. Efter ’68 var det ikke nok at være socialdemokrat. Nu skulle “man” være socialist og skide hul i demokratiet for at være noget ved musikken. Dét formåede Palme alligevel ikke og få år senere var han død.

Jeg fremhæver disse eksempler, fordi filmens instruktører blot kunne have konsulteret Henrik Berggrens bog om Palme fra 2010 – eller talt med historikeren Kjell Östberg. De skriver om alt dette – og mere til.

Men ok, filmmagere læser sjældent bøger og føler sig gerne hævet over den slags. De arbejder med billeder, og dem er der mange af i dokumentaren, også gode billeder, tidsbilleder, og det er filmens kvalitet – billedliggørelsen af en tid, der synes som lang tid siden, men hvis konsekvenser vi lever med i dag. F.eks. masseindvandringen. Som Palme blåstemplede og accelererede.

“Vi svenskere er svære at leve med”, siger han i filmen. Med følgeslutningen: Derfor behøver indvandrerne ikke tilpasse sig. Megen social og økonomisk elendighed begynder her – med skabelsen af verdens dyreste fattigdom. Facilliteret af “millionprogrammet”, opførelsen af en million urbane boliger til den nye underklasse i forstæder som f.eks. Rinkeby, Tensta og Hjulsta i Stockholms udkant. Først opførte man betonsiloerne. Så importerede man mennesker fra den vide verden til at bo i dem.

Man kan altid diskutere, hvor snæver sammenhængen er. Nogle mener, at masseindvandringen havde et mere direkte formål end den moralske skønsang fra politikere og myndigheder, nemlig at maskere det forhold, at millionprogrammets lejligheder var for dyre for arbejderklassen og derfor svære at udleje til svenskere, som selv skulle betale huslejen, men ideelle, så snart kommunen eller staten betalte huslejen for den nye, importerede underklasse.

Uanset hvad var ghettoiseringen, om ikke planlagt, så muliggjort på forhånd. Indvandrerne skulle bo i dertil hørende satellitter rundt om de store byer. De skulle ikke ses. Eller høres. De var velkomne som de ofre, de var, og fordi Sverige var et land af – og for – ofre. Ledet af de oplyste, naturligvis. Men de nye klienter skulle placeres udenfor elitens syns- og hørevidde.

Nogenlunde sådan gik det til for sig. Palmes socialdemokratisme var ikke socialistisk, den var utopisk.

Dokumentarfilmen viser det uforvarende i en banal, men sigende detalje: Oluf Palmes tænder.

Hans velhavende, internationale og kunstneriske familie havde ikke lært ham den mest grundlæggende personlige hygiejne. Han var et sjuskehoved, der ikke kunne binde sine snørebånd og blev på kostskolen og i militæret drillet for at være en ubarberet grisemikkel med strithår. Da han sidenhen blev statsminister, havde han folkehjemmets grimmeste tænder.

De skulle rettes. Og blev det. Han fik helt nye tænder. Et lille millionprogram i munden. Perlehvide siloer i munden. Rinkeby foroven, Rosengård i undermunden.

Ny tider, nye tænder. Palme kerede sig ikke om grundlaget, udgangspunktet, det givne. Han var ligeglad med caries og lod sine tænder rådne, og da det ikke gik mere i tv-alderen, fik han – en omvandrende odontologisk katastrofe – helt ny tandrækker.

Fremtiden kunne begynde. Forfra. På ny. Som han selv sagde: De bedste dage er foran os.

Gid det var så vel.

 

Første gang i Jyllands-Posten 2. januar 2013