Gjesteskribent

Det trak ud for DR2 med at vise den programsatte dokumentarfilm om det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Udsendelsen skulle have været sendt kort efter 7/1, men blev aflyst blot en halv time før den annoncerede tid. Officielt, fordi programmet ikke var blevet screenet af de ansvarlige chefer.

Det var naturligvis blot en nødløgn. Nu meddeler DR så, at dokumentaren sendes den 7 februar. Den kan i øvrigt allerede ses i mere end 100 franske biografer.

Der afsløres med andre ord ikke gedulgte hemmeligheder i den tilbageholdte dokumentar. Den opfordrer ikke til vold, den er ikke injurierende. Men den indeholder tegninger af særligt én overordentlig hellig mand – og det er naturligvis problematisk i Danmark anno 2015. Af samme grund blev forfatteren Peter Øvig Knudsen før sin deltagelse i DR 2’s ”Deadline” søndag bedt om at trække op i sin trøje for at vise, at han ikke bar en Muhammed-tegning indenunder, sådan som han drilsk havde annonceret på Facebook.

Sandheden er, at DR2 allerede er dhimmificeret. Der er 1.000 km til Paris, men den mest aggressive form for islam er såmænd allerede flyttet ind i DR-Byen. Så nemt skælver Goliat. Billederne må væk! Den ”samfundsbærende” institution DR er ikke mere samfundsbærende, end at den er en af de første instanser til at bukke under og lave særregler for Muhammed og hans raske drenge.

Dette skyldes ikke alene, at flere af DR’s topchefer enten er gamle kommunister eller publicistiske nulliteter. Det spiller naturligvis ind, eftersom kommunister og nulliteter altid er parate til at ofre sandheden for en højere sag, i dette tilfælde deres fortsatte cirkulation i et medielandskab af medløbere, snakketanter og skrivebordsgeneraler. Men der er mere end dét på færde.

bysants.leo.III

Jeg kommer tilfældigvis til at tænke på dengang, den østromerske kirke forsøgte at indføre billedforbud tilbage i 700-tallet. Islam buldrede frem og erobrede territorier over det meste af Nordafrika, og beretningerne om Muhammeds brutale og farisæiske fremfærd blev blodig alvor i de kristne kernelande. Det var den byzantinske kejser Leo III (billedet), der lagde ud. Presset – og inspireret – af islams krigeriske og åndelige fremmarch beordrede han illustrationer af Kristus fjernet fra Konstantinopel, og hans tilhængere fik navnet ”ikonoklasterne”, dem, der forbyder og fjerner billeder. Deres kristne modstandere, munke og andet godtfolk, henviste til, at billeder af Gud og hvermand var en kristen tradition, og at man ikke kunne tænke kristendommen uden illustrationer af Jesus, Jomfru Maria og helgenerne.

Dengang var det Kristus, de kristne ikke måtte afbilde. I dag er det Muhammed. Men den retorik, som DR, BBC og andre ”public-service”-medier anvender, er betydeligt mere elegant end kejserens dekret for 1.300 år siden. Han sagde stop, slut, forbudt. Mediepaverne, derimod, siger ytringsfrihed, men …

Dette lille, men kyniske forbehold lyder tilforladeligt tolerant, men er i virkeligheden et skjult, uærligt og subjektivt forbud. Det er sådan, mediemagten underkaster sig islams voksende indflydelse, samtidig med at den fingerer moral: Vi skal vise pli, slå koldt vandt i blodet, vise respekt. Eller som Politikens Herbert Pundik udtrykte det såre chauvinistisk: »Vi må ikke tage det sidste, muslimerne har tilbage, fra dem.«

Mit gæt er, at dette kun er begyndelsen.

Statslige medier vil skridt for skridt indrette sig på den nye virkelighed under halvmånen. De vil kollaborere med den nye tidsånd, og de vil kalde det fred og tolerance. Føj!

 

 

Opprinnelig Jyllands-Posten 25. januar 2015