Sakset/Fra hofta

Gulag har nesten forsvunnet fra den offentlige bevissthet. Da Solsjenitsyns storverk Gulag-arkipelaget kom, gjorde det stort inntrykk i Vesten. Men i dag er tema Stalins utryddelse og terror henvist til historien. Det er ikke en levende del av vår samtid, til tross for at det i høy grad påvirker Russlands politikk og samfunn.

Folketinget hadde nylig en konferanse om Gulag, og Henrik Gade Jensen skriver om den i Jyllands-Posten:

Hvis man slår op i avisernes artikelindeks Infomedia er der 34.287 fund på ”holocaust”, mens der kun er 4.558 fund på ”gulag” og 198 hits på ”Kolyma” (de fleste til en pokerturnering). Tilsvarende var der 13.399 hits på www.bibliotek.dk på ”holocaust mod 202 på ”gulag” og 23 på ”kolyma”. Det oplyste en forsker på konferencen.

Og slår man op i bogudgaven af Den store Danske Encyklopædi, står der, at Kolyma er en flod i det østlige Sibirien, og leksikalt beskrives dens udspring og forløb. Som om Buchenwald og Dachau kun var landsbyer i Tyskland. I netudgaven er det prisværdigt blevet udvidet til at omfatte Stalintidens slavelejr.

Antallet af ofre i Gulag er usikkert. 18 millioner døde blev oplyst, men det er svære beregninger.

Konferencen i dag var ikke noget stort tilløbsstykke. Der var vel mødt en 30-40 mennesker op og heraf mange russere. Oplæggene blev simultantolket til hhv. dansk og russisk, og alt fungerede perfekt. Folketingets formand Mogens Lykketoft åbnede konferencen og pegede på det meget barbari, der er begået i Sovjets historie.

De russiske oplægsholdere fortalte om vanskelighederne ved at forske i og erindre om Gulag i dagens Rusland. Der er ikke noget Gulag-museum i Moskva, og kun været enkelte udstillinger. Men som et ondt kapitel i landets historie, behandles det slet ikke som.

I Tyskland har man prisværdigt siden Anden Verdenskrig diskuteret den nazistiske fortid, ”Vergangenheitsbewältigung” kalder man det, og der er klare linjer i Tyskland i opgøret med Hitlertiden. Nazismen er et overstået kapitel, men selvfølgelig stadig en kilde til bearbejdelse, når et helt folk så jublende kunne slutte op om systemet. Banen blev også kridtet klarere op i Tyskland med krigens resultat, i det de systematiske bombninger af tyske byer gjorde det klart for alle, at krigen var tabt. Der til kom de rædselsfulde billeder fra Auschwitz, som var med til at cementere en nødvendig skyldfølelse hos tyskerne i efterkrigstiden.

Russerne har det meget sværere. Der er meget lidt billedmateriale fra lejrene og næsten kun fortællinger og sparsomme øjenvidneskildringer. Der til kommer at russerne vandt Anden Verdenskrig uden behov for at sone noget og ingen skyld. Derfor har kommunismen i Rusland en helt anden status end nazismen i Tyskland.

Samtidigt er russerne vant til statsvold og vilkårlige overgreb, så deres forargelsestærskel ligger meget højt, som historikeren Nikita Petrov sagde. Mange russere tror stadig, sagde Petrov, at industrialiseringen af Rusland kun kunne ske med hjælp af arbejdslejre og tvangsforflyttelser. De ved ingenting om markedsøkonomi og at lande kan industrialiseres uden disse gigantiske omkostninger i menneskeliv.

Russerne lever i dag stadig under et Stockholm-syndrom, sagde Oleg Kolesnikov, redaktør ved Novaja Gazata, fordi Stalin tog hele landet som gidsel, og det rækker helt frem til i dag. Og selv i dagens Rusland forklares Gulag og Kolyma godt nok som menneskelige tragedier, men også som nødvendige for at kunne vinde den store fædrelandskrig.

Af de to danske oplægsholdere var den ene autodidakt og den anden arbejdsløs forsker. Det er lidt beskæmmende ved en sådan flot anlagt konference, at dansk universitetsforskning tilsyneladende ikke har noget at bidrage med om Gulag.

 

Gulag – fra det onde imperium