Gjesteskribent

Da Winston Churchill i sommeren 1940 mobiliserede englænderne til slaget om England, understregede han, at ikke alene Englands fremtid stod på spil: »Den kristne civilisations overlevelse afhænger af dette slag.«

Syv årtier efter at England gik i krig for at forsvare den kristne civilisation er det selvsamme land godt i gang med en krig mod symbolerne på den kristne civilisation. I hvert fald det offentlige England.

I en lang række sager er kristne, ofte gammeldagstroende, blevet enten suspenderet, fyret eller slæbt i retten i lighedens og mangfoldighedens navn. Alene fordi de på deres arbejde har givet udtryk for deres kristentro.

Mest kendt er sagen om check-in pigen i British Airways, Nadia Eweita, der i 2006 insisterede på sin ret til at gå med en halskæde med kors til sin uniform. Det førte til, at hun blev suspenderet af British Airways.

Hun anlagde sag mod flyselskabet uden af få medhold. Ved første instans udtalte dommeren, at British Airways politik ikke var diskrimination, for havde en muslim båret et kors om halsen på arbejde, havde hun heller ikke fået lov til det.

Ligesom der heller ikke ville have været noget problem, hvis Eweita havde båret hidjab.

Med andre ord: Mens en hidjab på jobbet altså er helt i orden, er en kors-halskæde ikke.

Velkommen til fagre nye England.

Kampagnen er et frontalangreb på det England, der engang var kendt som protestantismens og frihedens bastion.

Det England, hvor ytringsfriheds-pioneren John Milton i 1644 slog et slag for ytrings- og samvittighedsfrihed og bidrog til at gøre England til et frihedens foregangsland. Det England, vi mindre nationer kunne hælde vores hoved til, når det kneb.

Derfor angår den aktuelle engelske kulturrevolution os alle. Kulturrevolutionen møder modstand, ikke fra den konservative Camerons regering, men fra organisationer og personer. En nøgleperson i modstanden er Paul Diamond, en idealistisk advokat, der har ført Eweitas og mange andres sager og derfor kender området bedre end de fleste.

For et par uger siden mødte jeg ham i Cambridge, studenterbyen, der med sin idyl og ældgamle Christ’sCollege og Jesus College hurtigt kan få en til at tro, at alt er ved det gamle. Over en kop kaffe med udsigt til en eng fuld af blomstrende kørvel, der ligner en hel Jane Austen-film, får Diamond mig hurtigt revet ud af idyllen. Han fortæller, at almindelige mennesker er skræmt over den nye hårde kurs over for folk, der enten er fromme eller siger noget, der kan opfattes som hadefuldt.

»Folk er i dag bange for at sige, hvad de mener og bange for at udøve deres religion. Sygeplejersken Shirley Temple mistede f.eks. sit arbejde, fordi hun fortsat ønskede at gå med sit konfirmationskors på arbejde. Det har altså meget voldsomme konsekvenser for folk. Folk, der f.eks. ønsker at bede en bøn for andre på arbejde eller ikke ønsker at vie et homoseksuelt par, bliver ikke bare marginaliseret eller får en bøde. De risikerer at blive arbejdsløse og ende i en forfærdelig økonomisk situation. Det er meget hårde straffe«.

 Det juridiske grundlag for det, som Diamond betegner som et nyt tyranni, er en lang række antidiskriminationslove, der er blevet indført, siden Storbritannien tilsluttede sig »Human Right Act« i 1998 .

Overskriften på dem er: Mangfoldighed og lighed. Offentlige tilkendegivelser, der støder an mod dette, kan i princippet retsforfølges.

I strid med lighedsprincippet går det særlig hårdt ud over majoritets-religionen, kristendommen. Som Diamond bemærker får næsten alle lov at gå med det, de vil, på arbejde, undtagen de kristne. »Vi taler om ABC-reglen herovre: Anything but Christian.«

»Den værste sag, jeg har haft, drejede sig om en mand, der arbejdede på et herberg for hjemløse. I en privat samtale med en kollega en nat, hvor de havde vagt, sagde han: »Jeg tror på ægteskabet«. Hans arbejdsgiver ville have ham fyret for denne udtalelse og han var måske også blevet det, hvis jeg ikke havde ført hans sag. Ved at udtrykke, at du tror på ægteskabet, diskriminerer du nemlig dem, der lever papirløst og dermed bryder du arbejdsgivernes mangfoldighedslov«.

Manden beholdt sit job, for når Paul Diamond og organisationen bag ham, Christian Legal Center, tager sagerne op, når de oftest avisernes overskrifter og udløser hovedrystende reaktioner. Her er eksempler på tre andre sager, Diamond har ført.

I den første sag blev to kristne studenterforeninger suspenderet af den almindelige studenterforening og risikerede dermed udelukkelse fra universitetets lokaler og faciliteter. Begrundelsen var, at det er i strid med ligheds-principperne når de kristne studenterforeninger kræver, at deres medlemmer skal være kristne. Hermed udelukker de f.eks. muslimer fra nogensinde at blive ledere af foreningen.

De kristne anlagde sag. Diamond anførte som argument: »At kræve at kristne studenterforeninger giver mulighed for, at en muslim kan blive leder, svarer til at kræve, at et medlem af Labour skal have retten til at være leder af Det konservative Parti«.

I en anden sag blev en gadeprædikant arresteret af politiet. Prædikanten, der er born-again-kristen, havde i en gadeprædiken sagt, at homoseksuelle mænd kun kan blive tilgivet af Gud, hvis de angrer »deres synd«. Udtalelsen kom i forlængelse af et citat fra 1. Korintherbrev kap. 6, 9: »Ved I ikke, at… mænd, der ligger i med mænd… ikke skal arve Guds rige«.

To forbipasserende homoseksuelle, der lever i registreret partnerskab, følte sig stemplet som »syndere« af prædikanten, der henvendte sine udtalelser direkte til dem, og meldte ham til politiet. Gadeprædikanten blev arresteret og anklaget for »hate crime«. Spørgsmålet var, præciserer Diamond, om det var hate speech at citere fra 1. Korintherbrev. Det var det dog ikke. I februar i år blev gadeprædikanten frikendt. »Det er«, siger Diamond, »første gang jeg har haft en sag, hvor det var Bibelen, der blev anklaget for hate speech. Jeg forventer flere.«

I den tredje sag blev et ægtepar, der er medlem af Pinsekirken, erklæret for uegnede som plejeforældre, fordi de ikke anså homoseksuelle forhold for ægteskab og opfattede homoseksualitet som en synd.

Ægteparret, der har haft 15 børn i pleje, anlagde sag for at få omstødt afgørelsen.

Under retssagen erklærede den skattefinansierede ligheds- og menneskerettighedskommission, at børnene risikerede at blive »inficeret af kristne moralske værdier« af de pinsekristne plejeforældre (en formulering menneskeretskommissionen senere måtte udskylde for).

Højesteret gav menneskeretskommissionen medhold:

Diskvalificeringen af parret som plejeforældre var ikke udtryk for diskrimination af dem som kristne, men udtryk for, at deres syn på seksualmoral kunne være »skadelig for børn«.

Ifølge Paul Diamond er det omsonst at appellere sagen. Domstolene er simpelthen for fjendtligt indstillede over for religiøs frihed.

Spørgsmålet er, om disse sager kun er skønhedspletter på et frit land eller indledningen på en tilbundsgående afkristningskampagne.

Kristendommen sætter jo stadigvæk sine dybe spor i det engelske, offentlige rum fra Union Jack, til nationalsangen, Underhuset og kongehuset, så det er et omfattende projekt at rense kristendommen ud af det offentlige rum.

John Diamond er overbevist om, at dette kun er begyndelsen, for målet er ambitiøst: »De ønsker at gå hele vejen. Kampagnen er udtryk for en totalitær sekularisme, som er en ny utopisme, der går ud fra at hvis bare denne »diskrimination« bliver stoppet, vil alle leve i frihed og fred.«

Dette utopiske projekt nås dog ikke frivilligt: For at opnå dette mål, må man undertrykke ytringsfriheden og presse folk til at tilegne sig disse mangfoldigheds-ideer.

Vil det lykkes for dem at udrense den jødisk-kristne kulturarv, spørger jeg ham til slut.

»Nej, det tror jeg ikke. Det ville det, hvis vi ikke havde ført disse sager. Men det bliver et meget, meget tæt løb, for det er stærke politiske kræfter, vi er oppe imod«.

Men England i dag er definitivt forandret: »Vi var engang et meget frit land, friere end USA. Det er vi ikke mere«.
Opprinnelig
Lørdag den 16. juni 2012,