Gjesteskribent

Sagnet siger, at højen skyldes ligene af 2.000 døde svenskere. Vi befinder os et par km vest for Nyborg, mine poder og jeg, og jeg har sandelig ikke tænkt mig at lade så mange døde svenskere ligge ubenyttet hen. Slet ikke, når der er tale om et af de mest dramatiske steder i danmarkshistorien, og jeg kan lokke med candyfloss bagefter.

I alt 20.000 kampklædte tropper, hvoraf omkring 3.000 mistede livet. Året var 1659, måneden november, dagen den fjortende. Fjenden, ja, han var naturligvis svensk, sådan som han havde for vane i de mere end 150 år fra Den Nordiske Syvårskrig i 1563 og frem til afslutningen af Store Nordiske Krig i 1720. Det er helt fortjent, at svensken gik hen og blev vores arvefjende.

Vi går fra Nyborg Slot – hvis ældste mure er mere end 800 år gamle og frem til 1400-tallet dannede ramme om danehoffet, datidens parlament – og langs Ladegårds å, som blev grundlagt længere tilbage i middelalderen, mod vest i retning af Hjulby sø. De små protesterer, men candyfloss er nu engang candyfloss, og vandringen fortsætter i adstadigt tempo.

Herude, på godset Juelsbergs jorder, balancerede Danmarks skæbne på en knivsæg. Her, i det åbne landskab, der dengang var mere fugtigt, stod slaget, sådan som man for øvrigt kan forvisse sig om i den udmærkede antologi Slaget ved Nyborg. Historie, arkæologi og erindring, der blev udgivet af Østfyns Museer og redigeret af Janus Møller Jensen op til 350-året i 2009 med Erik Dahlberghs smukke planche fra Pufendorfs værk om svenskekongens bedrifter på forsiden.

Skyerne farer hen over himlen på kobberstikket, men i dag titter solen frem, og vi kunne have sparet os termotøjet. Til gengæld er her overraskende få svenskere. Ingen, for at være helt præcis.

Dengang i 1659 havde Danmark-Norge netop tabt Skånelandene, en tredjedel af kongerigets territorium, på grund af Karl X Gustavs Blitzkrieg op gennem hertugdømmerne, Jylland og henover de tilfrosne Bælter, og Frederik 3. havde været nødt til at indgå den værst tænkelige fred, Freden i Roskilde i februar 1658. Men Gustav ville have mere og angreb København for at indfri en gammel drøm om helt at udslette det danske kongerige og indlemme det i det hastigt voksende svenske imperium. Det lykkedes ikke. Blandt andet, fordi den danske hær og dets udenlandske allierede, herunder nederlandske krigsskibe, sejrede ved Nyborg.

Danmark overlevede som selvstændig stat, afværgede den totale ydmygelse og aflivede tillige myten om den svenske hærs uovervindelighed på slagmarken. Siden gik det slag i slag, som det altid gør, men hvor står vi i dag?

Se, det skændes vi om løbende, jeg havde nær sagt, fra hus til hus, hvor striden står mellem dem, der mener, at Danmark enten bare er en ny opfindelse eller grov fejltagelse, som EU, FN eller andre internationale slyngelorganisationer må se at få korrigeret – og dem, der som jeg mener, at alle vore begreber om frihed, orden, pligter, rettigheder, demokrati osv. ret beset er og må være forankret i en konkret, fysisk og sproglig sammenhæng, vi af mangel på bedre benævner Danmark. En tilfældig søgning på nettet dags dato afslører imidlertid, at en mand skiller sig ud. Han er sort. Han er bosat i Danmark. Og han er – at dømme ud fra hans personlige hjemmeside – ganske skamløs.

Navnet er Tendai Frank Tagarira. Kendere vil kende ham; jeg gjorde – med skam at melde – ikke. Kenderne vil kende ham fra, at han er friby-forfatter bosat i Aarhus, betalt af kommunens skatteydere. Han stammer fra Zimbabwe og – det er her, jeg vil hen – kalder sig ”Jordens søn” – Son of the Soil – med en flot tegning af en løve som baggrund.

Jeg kan godt lide det billede, og jeg ville ønske, mit Heimat var en løve, men der, hvor jeg kommer fra, måtte vi nøjes med kattekillinger eller marsvin. Løvemanden skammer sig tydeligvis ikke; det er der heller ingen grund til. Hvorfor skal vi gå rundt og skamme os, som havde vi gjort alting forkert.

Men, hov, der stod “Jordens søn”…

Kan man skrive det på en hjemmeside med prætentioner? Ja, det kan man – hvis man er afrikaner.

Tendai er flyttet til Danmark, men virker rodfæstet, og det sidste slår mig nærmest omkuld, formentlig fordi jeg af et eftergivende samfund i årtier er blevet opdraget til at mene, at det er bedre med fødder end rødder. Flere ting indikerer, at det eventuelt kunne forholde sig lige omvendt. Især hvis alle omkring én vælger flugten eller varierende grader af indre asyl.

Uanset hvad: Forestil jer, at en hvid mand, f.eks. en kultiveret etnisk dansker, henviste til jordens grøde på sin hjemmeside: Han ville han blive korsfæstet af mediemaskinen og dømt ude for bestandig.

Dobbeltstandarden er i øvrigt fælleseuropæisk. Forestil jer en tysker, der foran en schæferhund gør reverens for Das Vaterland eller kalder sig Sohn des Bodens… Utænkeligt.

Blod og jord, væk med det. Javel, ja.

Men vi, der er efterslægten til det, der skete ved Nyborg i det Herrens år 1659, bør ikke smide alting væk, men huske lidt mere på, hvem vi var. Ikke for atter at blive dem i en baglæns utopi, men for at kunne være noget frem for at ville være alt og ingenting.