Det danske fagbladet Journalisten har påvist eksempler på at aviser har bortredigert tegninger med potensiale til å rippe opp i Muhammed-krisen. Både Politiken og Berlingske har i flere tilfeller bortredigert avistegninger som refererte til den opprinnelige saken, men forklaringene på hvorfor er vage og lyder istedet som bortforklaringer.

– Og det er kanskje det verste: vi vil gjerne late som om intet er forandret, men det er det. Kanskje for alltid, skriver ansvarlig sjefredaktør for Journalisten, Øjvind Hesselager:

Det er for eksempel tegningen af en muslimsk udseende mand med stort skæg og et bombebælte om livet, der gemmer sig i et hjørne af en detaljerig tegning. Han blev retoucheret bort fra forsiden af Berlingskes 2. oplag. For «koldhjertet», lyder forklaringen i dag.

Og det er en tegning i Politiken, hvor Flemming Rose – manden, der som kulturredaktør på Jyllands-Posten i sin tid bestilte Muhammed-tegningerne – er afbildet med en turban med en bombe i. Den tegning blev aldrig trykt. Angiveligt eksisterer der i dag en mere eller mindre nedfældet norm på Politiken om, at «man ikke skal lave bomber i turbaner», som det formuleres over for Journalisten.

Alt i alt er der mindst fem eksempler på, at bladtegnerne på de to ovennævnte aviser har fået bortredigeret tegninger, der refererede til den oprindelige Muhammed-sag.

Min personlige holdning er, at det på den ene side er godt, hvis dansk presse er ramt af en efterrefleksion, hvor retten til at ytre sig går hånd i hånd med retten til at tænke sig om – vi behøver ikke håne andre kulturer for at demonstrere, at vi selv bestemmer, hvordan vi ytrer os. Retten til at redigere er en del af ytringsfriheden.

Eksemplene viser imidlertid at det har sneket seg en usynlig hånd inn i redigeringen, og det redigeres nå annerledes enn det mediene brisker seg med utad. Danske medier forstiller seg, skriver Hesselager, som mener at en journalistisk overdommer i dag forkaster tegninger som tidligere ville glidd rett gjennom i redaksjonen. Avistegnere må derfor tegne i forhold til en ny moral som ikke er åpent formulert. Vi ytrer oss mindre fritt, konstaterer Hesselager:

Det er måske ikke censur. Det er uskrevne regler, der skal regulere udtrykket – uden at vi taler om det.

Kald det bare opdragelse eller opfordring til selvcensur.

Flere af de konkrete tegninger er eksempler på, at tegnerne – som altid i dansk bladtradition – tolker en situation og viser deres subjektive og ofte ganske spontane bud. Når disse bud udelukkes, tilmed uden at vi har taget en åben diskussion om det, så er udgangspunktet for bladtegningen forrykket. Stregen har flyttet sig; vi ytrer mindre frit.

Det gælder også, når Journalisten stiller spørgsmål til de konkrete sager. Forklaringerne lyder som bortforklaringer. Og det er måske det værste: Vi vil gerne lade, som om intet er forandret. Men det er det. Måske for altid.

Journalisten: Den usynlige hånd i redigeringen

Via Snaphanen