Sakset/Fra hofta

Aftenposten kommenterer på lederplass hatkriminalitet mot jøder, og det faktum at politiet ikke fører egen statistikk over jødehat.

Det er bra at Aftenposten tar opp et alvorlig tema, men lederen er en halvkvedet vise.

Den jødiske befolkning i Norge er på bare ca 1000 personer. Tallene vil alltid være små i all statistikk som omfatter en så liten minoritet.

Men poenget som forstander Ervin Kohn trakk frem var at tallene ikke var små. I forhold til antallet jøder er de meget høye. Ingen annen minoritet er så truet som jødene, og de eksemplene Kohn ga var skremmende.

Aftenposten kunne f.eks spurt: Hvem var det som sjikanerte og drapstruet en jødiske drosjesjåfør på Gardermoen lufthavn?

Det er blitt stadig mer vanlig at ungdom bruker ordet «jøde» som skjellsord. Barna kommer hjem fra skole og forteller at dette ropes i skolegården. Lærere reagerer ikke. Kommer det an på hvem som roper? Har man akseptert at dette sies fordi det ikke finnes noen jøder på skolen? Akkurat det siste er en meget relevant problemstilling: jo færre jøder, jo mindre gjør det noe at de hetses. De hører det jo ikke.

Også Aftenposten er farlig nær å gjøre antisemittisme til jødenes problem.

Med egen registrering vil jødene oppleve at den trakasseringen de utsettes for, blir tatt på alvor. Det er et viktig hensyn i seg selv.

Men det er ikke bare av hensyn til jødene og deres «opplevelse» at jødehat bør registreres. Det er av hensyn til norsk demokrati. Jødehat er bare begynnelsen.

Avisen nevner fortjenstfullt Toulouse-massakren, og fortsetter:

Men heller ikke det norske samfunn er immunt mot ulike utslag av antisemittisme selv om antall jøder er så lite. Tvert om. Mye tyder på at norske jøder er spesielt utsatt, nettopp fordi minoriteten er så liten og sårbar.

Men er det fordi det jødiske samfunn er så lite? I Frankrike er de rundt en halv million. Det forhindrer ikke morderiske anslag.

Enten jøder er mange eller få; de blir angrepet. Hvorfor blir de angrepet? Aftenposten nevner kartlegging av antisemittiske holdninger og viser til at kunnskapsminister Kristin Halvorsen bevilget 6 millioner til et kursopplegg for lærere.

Lærerne skal bli mer bevisst på problemet antisemittisme.

Men hvordan skal lærerne bli bevisst på noe som lærebøker, lærerne selv og politikere og medier sprer?

Dette er det mest ubehagelige faktum ved den krypende antisemittismen. En kjølig holdning til jøder inngår i den offisielle ideologien.

Det finnes ingen grense, intet vern som den brytes mot. Derfor har mer ytterliggående krefter frie hender, og de finner sammen i en underlig allianse av nazister, venstreorienterte og muslimer.

Det er snart Landdagen, som skal brukes til å agitere for boikott av Israel.

Jeppe Juhl skriver i Berlingske:

Efter socialismens fallit er Israel i dag gået hen og blevet symbolet på alt, hvad der er ondt i denne verden for den såkaldt værdipolitiske venstrefløj. Hvorfor forholder det sig sådan? Hvad er det dog med staten Israel, der får så mange folk op på barrikaderne?

Svaret er forstemmende. Israel er blevet en vigtig brik for de »progressive«. Venstrefløjens nye Vietnam. I mangel på et bedre budskab er Israel blevet demarkationslinjen mellem De Gode og De Onde. Hvor De Onde er den xenofobiske højrefløj og De Gode alle andre. Israel er blevet gidsel i kampen for og imod multikulturalismen i den vestlige verden.

Men disse mennesker – Israel-haderne – er spændt for en vogn. De er nyttige idioter, der flirter med uhyggelige kræfter, som intet godt ønsker for Europa og europæerne. Hver eneste gang såkaldt ansvarlige politikere, intellektuelle eller meningsdannere dæmoniserer Israel på et uberettiget grundlag, forstærker de en i forvejen nærmest uløselig konflikt. De skader dem, de så gerne vil gavne!

Den ubekvemme, uigendrivelige sandhed er jo den, at den arabiske verden hader Israel på grund af jøder, og ikke jøder på grund af Israel. Længere er den ulykkeligvis ikke. Skulle der herske tvivl om dette postulat henviser jeg til, at man bruger et par timer på at undersøge, hvad de ulykkelige unge arabere bliver undervist i, eller hvordan den muslimske verden omtalte jøder længe før både Holocaust og den lovlige etablering af staten Israel i 1948.

Et minimum af intellektuel nysgerrighed fra de mennesker, der støtter boykot-kampagnen, ville være ønskeligt.

Boykot boykot-kampagnen mod Israel

Les også

-
-
-
-
-
-