Sakset/Fra hofta

LEST: Det mener Ralf Pittelkow i Den korte avis.

Danske kommentatorer, noen av dem, er mer realitetsorientert, mer kyniske om man vil, enn det som er vanlig i Norge. I Norge vil vi gjerne beholde forestillingen om den arabiske vår, og at det nok skal gå godt. På tross av Syria.

Pittelkow og en mann som Kasper Støvring, minner om at Vestens makt er synkende, og at det vil ha enorme omkostninger å intervenere i Syria.

Et annet spørsmål er: hva vil bli resultatet? Utviklingen i Libya og Egypt er ikke oppløftende. Denne diskusjonen, hva befolkningen egentlig vil, tar vi ugjerne. Da må vi konfrontere muligheten for at alle andre ikke nødvendigvis vil kopiere Vesten. Men spørsmålet er i hvilken grad feks. Norge og Sverige selv representerer Vesten? Og om det også i våre land er et oppbrudd og en oppløsning som gjør veien fremover usikker.

Spørsmålene er mange. Det er ingen enkle svar.

Syrien er blot det seneste udtryk for Vestens mindskede magt. Det samme er blevet gjort klart af Kina, finanskrisen, Afghanistan og Irak.

”Det arabiske forår”
Men tanken om fordums styrke, specielt hos USA, er svær at slippe. Ønsket om at kunne gribe ind, når der er brug for det, lever. Troen på, at de andre bare gerne vil være som os, er stærk.

Det sidste har præget reaktionerne på ”det arabiske forår”.

Hvem husker ikke de hæsblæsende tv-reportager´fra Cairo for et år siden, hvor journalisterne fortalte seerne, at nu krævede egypterne demokrati som i Vesten? Det var hul i hovedet.

En samtidig undersøgelse viste, at et massivt flertal af egypterne ønskede et samfund styret efter islams regler, shariaen. (Pew Research Center)

Ved Egyptens parlamentsvalg fik islamisterne da også omkring to tredjedele af stemmerne.

Militser og sharia i Libyen
Senere gentog Vestens selvbedrag sig i Libyen. Oprørerne blev hyldet som demokrater i vores forstand.

Men det ny Libyen er et land, hvor militser dominerer, hvor befolkningsgrupper deporteres, hvor tortur anvendes – og hvor shariaen skal indføres.

Som et medlem af den libyske ledelse forleden understregede over for Berlingske: Man skal have pluralisme og menneskerettigheder, men kun, hvis det ikke strider mod shariaen.

Manden skal således have ret til flere koner, kvinden skal have pligt til at gå med tørklæde, og hun skal underkaste sig kønsdiskriminerende regler for skilsmisse.

I øvrigt er der grund til at tro, at anskuelser som disse også trives blandt oprørerne i Syrien.