Feature

Jeg genså forleden noget ved et tilfælde Thomas Manns-Viscontis “Døden i Venedig“, den der med ét slag gjorde Adagiettoen fra Mahlers 5 symfoni berømt i 1971. Jeg blev hængende, som det sker. Det er stadig en flot film, men var er først da jeg læste Mann’s tynde bog, at historiens mere højtsvunge kulturelle temaer delvist gik op for mig. I filmen medvirker forresten en svensker, Bjørn Andrésen, der spiller den purunge polske Adonis og adelsmand Tadzio, som forfatteren Aschenbach (modelleret over Mahlers udseende) er tiltagende besat af. (Björn Andrésen ser iøvrigt sådan her ud idag 40 år efter.)

At bogens historie også bygger på Thomas Manns eget ophold på Grand Hôtel des Bains på Lidoen i Venedig i 1911, hans sorg over Mahlers død, der indtraf mens han var der, og hans egen betagelse af en ung “gudeskøn” polsk adelsmand, Wladyslaw Moes, skal med for fuldstændigheden skyld. Der er de, der hæfter sig ved at Thomas Mann var i al fald delvist homoseksuel – ligesom iøvrigt den udsøgte skuespiller Sir Dirk Bogarde, der spiller Aschenbach i filmen, men det er uvæsentligt i denne forbindelse. Vi vender tilbage til det pt yderst prosaiske Malmø og kulturredaktør Per Svensson i videoen ovenfor.

Der sker nemlig det i Manns bog, at en svær koleraepedemi kommer til Venedig sydfra og østfra, først ganske umærkeligt, men snart aner Aschenbach uråd. Han spørger den ene og den anden, men nej “det er sciroccoen, der gør folk syge, den går over om ti dage, turister skal bare blive og slappe af.” Ingen vil sige sandheden, men Aschenbach bliver dårligere og dårligere. Tilsidst dør han i en stol på Lidoen, men ligbålene brænder i Venedigs gader, og det er her bortforklareren og snakkegøjen Per Svensson kommer ind i billedet,…… “billedet.”

“Billedet af Malmø er en dystopi, det er slet ikke virkeligheden, det kan skræmme folk, og det er helt uretfærdigt,” siger Svensson der bor i den pæne Rörsjöstaden. Læg mærke til minut 2:25, hvor Svensson kunne bide tungen af sig selv i et millisekund: “Billedet kan bidrage til, at byen falder yderligere fra hinanden.” “Yderligere”, en mikroskopisk krakellering i “billedets” fernis. Det er den samme remse man kan læse i Politiken i dag i Kristina Olssons “Det er så nemt at få fat i en pistol i Malmø” (ikke online). “Vi har dårlige sociale forhold, dårlige skoler, “rockerbander”, intet udover det vanlige.” Det er nok bare sciroccoen der blæser ind fra Danmark. Det bliver ikke Politiken, der tager broen over og ridser i Svenssons lak.

Den senest myrdede 48-rige på Kantatgatan Charles Limerius boede forresten også i Rörsjöstaden, og var efter alt hvad der endnu kan dømmes en forebilledlig samfundsborger, “der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,” som klichéen har lydt om de døde i nu årtier. At dømme efter nogle af hans sidste ord, var han også ved at få et helt forkert billede af Malmø: ”Är du orolig över Malmös brottsstatistik? Är denna stad på väg att bli ett Nordens Juárez? ” skrev han på sin Facebook den 26 december med otte dage tilbage i dette liv. Malmø er i angst og uro uanset: Familjer tvingas fly av rädsla. Og Svensson mener ditten og datten, det er han ansat til. “Political speech and writing are largely the defense of the indefensible,” skrev Geroge Orwell om hans slags i essayet “Politics and the English Language,” (1946), som jeg har henvist til mere end en gang. Er Svensonnerne ved at være lidt makabre at høre på, mens Malmøboer flygter og ligbålene brænder i form af fakler og fyrfadslys?

snaphanen.dk