Gjesteskribent

Svenske medier har tilsynelatende oppklart skyteepisodene i Malmø på egenhånd, og både politikere og aviskommentatorer gjør allerede nå oppmerksom på at rasistisk vold følger av samfunnsklimaet. Det dreier seg naturligvis om Sverigedemokraterna, og mens Sydsvenskans Per Svensson mener at nedskytningen av tilfeldige personer med (hovedsakelig) innvandrerbakgrunn skyldes SDs retorikk, fastslår Folkpartist Avni Dervishi at det ikke er noen tilfeldighet at gjerningspersonen(e) herjer i Skåne, hvor SD står sterkest, og stiller spørsmål om partiet tar avstand fra nedskytningene.

Disse analysene skyldes nåtidens populære konstruktivisme som tilsier at ordene skaper det de beskriver, mener Michael Jalving, som på sin side lurer på hvorfor det i så fall ikke er noen (eventuell) lasermann i København:

I Danmark har vi muligvis en hård retorik, det er der i hvert fald mange, der mener – også i Danmark. Men vi har ingen lasermand, vi har ingen Malmö-morder. Vi har Pia Kjærsgaard, vi har Dansk Folkeparti sammen med alle de øvrige partier, legitime politiske aktører, der fungerer i en legitim politisk sammenhæng, men vi har ikke brug for et oversigtskort over skudepisoder i København. Hvorfor?

Når man betragter kortet over skudepisoder i Malmö i 2010, giver det mindelser om Palermo, Chicago, Johannesburg eller andre eksotiske destinationer i forne tider. Dengang hvor man gik rundt og skød folk ned på åben gade. Vist sker det stadig de nævnte steder, men nu sker det også i Malmö. Byen, der ligger så fredeligt ud til Øresund, hvortil man som københavner kan rejse på et øjeblik, nyde den historiske stemning i den gamle bykerne og købe billigt ind, er kommet på voldens verdenskort.

Lad mig slå én ting fast med det samme: Det kan aldrig være samfundets skyld, at en enkelt galning går amok med et oversavet jagtgevær. Det er hans ansvar, hans skyld, ligesom han naturligvis skal straffes hårdt for sin udåd, hvis politiet finder ham.

Men det er alligevel iøjnefaldende, hvad der sker med Malmö i disse år. Mens byen segregeres i stadig flere bydele med etnisk opdeling som i en mild slags apartheid, og jøder i stor stil forlader byen til fordel for andre steder og lande, hvor de kan være i fred, og kunstneren Lars Vilks må sove med en økse ved sin side, fordi han – efter hvad han og andre Muhammed-tegnere hidtil har været udsat for – ikke kan vide sig sikker, går en mand tilsyneladende tilfældigt rundt i Malmö og skyder efter personer med muslimsk udseende. Det ligner unægtelig begyndelsen til noget endnu værre. Spol filmen 10-15 år frem, og borgerkrigslignende tilstande i Malmö er slet ikke utænkelige.

Fra de svenske mainstreammedier lyder straks de sædvanlige tirader og fordømmelser. Jeg orker ikke at gennemgå dem en for en og vil nøjes med at fremhæve Sydsvenskans Per Svensson, der i bedste svenske tradition gør opmærksom på, at racistisk vold følger af samfundsklimaet. Problemet er Sverigedemokraterna, deres retorik, deres verdensbillede. Det er retorikken, ordene; det, de siger, der er problemets kerne. Hvis blot Jimmie Åkesson ikke fandtes, fandtes den nye lasermand i Malmö heller ikke.

Per Svenssons analyse hviler på tidens mondæne konstruktivisme. At ordene skaber det, de nævner. At virkeligheden konstrueres, ja, at der slet ikke er noget, der hedder virkelighed. Derfor denne ensidige fokus på ordenes magt.

For alle disse Svensson’er er det aldrig virkeligheden, der er problemet. Derfor kan det heller aldrig være den massive indvandring til Sverige fra ikke-vestlige lande i løbet af den seneste generation, som er den mest afgørende strukturelle forklaring på de problemer, der dukker op med stadig større alvor i Sverige i disse år. Kulturelle problemer. Politiske problemer. Sociale problemer. Og på længere sigt: økonomiske problemer. Alle disse problemer reduceres i stedet til, hvordan svenskerne taler sammen. Til ord.

Av samme grunn er det svenske etablissementet innenfor politikk og medier manisk opptatt av å skjelle ut Danmark, for tonen, for debatten, fortsetter Jalving, som stiller spørsmålet: Hvorfor skjer ikke slikt som det vi opplever i Malmø i København? Det «burde» det jo ha gjort, dersom Per Svenssons konstruktivisme holdt stikk:

Hvorfor er det i Sverige, mønsterlandet, stedet, hvor alle, eller næsten alle, har lært at tale ordentligt og sobert til hinanden – og især til såkaldt marginaliserede minoriteter – at en hvid mand tilsyneladende går rundt og skyder personer med muslimsk udseende?

I Danmark har vi muligvis en hård retorik, det er der i hvert fald mange, der mener – også i Danmark. Men vi har ingen lasermand, vi har ingen Malmö-morder. Vi har Pia Kjærsgaard, vi har Dansk Folkeparti sammen med alle de øvrige partier, legitime politiske aktører, der fungerer i en legitim politisk sammenhæng, men vi har ikke brug for et oversigtskort over skudepisoder i København. Hvorfor?

Fordi Malmö er en by i krise. Fordi Sverige er et land ledet af ekstremister. Fordi svenskerne i stor stil lader som om, virkeligheden ikke eksisterer.

Newsmill: Hvorfor er der ingen lasermand i København?

Via Politisk inkorrekt

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også