Gjesteskribent

Til formiddag (30.8. red), ved afslutningen af den muslimske fastemåned, blev en ung mand dræbt og to andre mænd kvæstet foran en pakistansk moské på Vesterbro i København.
Et øjenvidne beskriver den panik, der opstod under episoden, og bliver så spurgt, om han véd, hvad skuddramaet gik ud på. En glød tændes i mandens øjne (se klip), og han svarer skælmsk:

Selvom jeg vidste det, ville jeg ikke offentliggøre det. Men nej, det ved jeg ikke…

Se, her undrer jeg mig en lille smule. Hvorfor vil man f.eks. ikke hjælpe politiet med opklaringen af denne forbrydelse, hvis man vel at mærke véd noget? Tja, svaret giver næsten sig selv: På grund af frygt – uanset om mordet er banderelateret eller ej. Men det er jo netop denne frygt, der er så sigende ved mandens svar: Den er en indgroet del af hans reaktionsmønster.

Eller som en anden deltager i morgenbønnen udtrykte det:

Det er helt vanvittigt, at der skydes på sådan en dag.

Nu véd jeg ikke helt, hvilke dage det så er ok at skyde løs. Den kalender kender jeg ikke.
Det brutale drab på åben gade i København er slemt nok i sig selv. Men ulykken bliver ikke mindre af, at frygten integreres af de øvrige moské-gængere.
Hvis fredelige muslimer, der ikke tolererer den slags metoder, ikke stiller sig på myndighedernes side i sådan en situation, er det ikke noget mysterium, hvis flere og flere københavnere og danskere i øvrigt bliver stadig mere skeptiske ved tanken om flere moskéer i Danmark.

Mikael Jalving er en av Danmarks mest profilerte skribenter. Document takker for tillatelse til å gjengi hans blogginnlegg i Jyllands-Posten.

Mikael Jalving går i kødet på høj som lav, unge som gamle, blå som røde, levende som døde, imamer, kyllinger, kulturpaver og andre skabninger i Danmark og den omkringliggende verden

Baggrund:
Historiker og kommunikationsrådgiver

Andet:
Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)

Les også

-
-
-
-
-
-
-