Roger Scruton kaller det oikofobi, skrekken for sitt eget. Han mener eget land, det nasjonale. Men det gjelder også nasjonal identitet, herunder religion.

Den europeiske elite har abonnert på en universalisme som forviser det nasjonale til skammekroken. Men dermed skjærer de også over sine egne røtter. Hvordan det vil påvirke sammenhengskraften i samfunnet har de visst ikke tenkt over. Skulle ikke det nasjonale fellesskap og tradisjonen være det man trengte mest når landene tar inn fremmede kulturer i et omfang som ikke har vært sett unntatt ved invasjoner?

Men denne universalisme har satt seg som en dyp overbevisning. Den fører til det merkelige fenomen at eliten rygger tilbake hver gang den konfronteres med fenomener som utfordrer denne universalisme – dvs at alle kulturer hører hjemme i samme fellesskap, og kan forenes under samme paraply.

Et slikt forstyrrende og ubehagelig element er forfølgelsen av kristne i muslimske land.

Revolusjonen i land som Egypt og Tunisia gjør at utviklingen der får større oppmerksomhet. Det gjelder også angrep på kristne.

Ministerrådet i EU har vært nødt for å beskjeftige seg med saken, og da kom det frem at landene er splittet. Det er flere land som nekter å konkretisere at kristne er forfulgt. De vil snakke i generelle termer, og inkludere andre grupper, og ikke snakke om kristne spesielt.

Blant dem som ikke ønsker å trekke frem de kristne er utenriksansvarlig Catherine Ashton.

Kristeligt Dagblads Paris-korrespondent, Birthe B. Pedersen, hadde en skarp artikkel om temaet 18. mai:

.. lady Ashton.EU’s Høje Repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedpolitik ville nok fordømme vold mod religiøse mindretal.
Men uden at nævne de kristne, endsige de syriske og koptiske mindretal, som var blevet ofre for attentater i Irak og Egypten før og lige efter årsskiftet, og som var den egentlige anledning til, at EU’s udenrigsministre tog spørgsmålet op.
Først efter intense forhandlinger, kritik fra Italien og Frankrig og pres fra især Europas katolske kirker lykkedes det en måned senere Det Europæiske Råd at blive enig om en såkaldt konklusion, der fordømmer » terrorhandlinger i flere lande mod kristne og deres kirker, mod muslimske pilgrimme og andre trossamfund.» De europæiske lande og særligt de nordeuropæiske føler sig ikke på hjemmebane i forsvaret for religionsfriheden.
Og da slet ikke i forsvaret for kristne mindretal.

EU-eliten oppfatter seg selv som hevet over religiøse preferanser. Dette er en ideologi som gjelder europeiske elite generelt: det er reaksjonært å være religiøs i den forstand at man forsvarer sin religion. Det gjør man ikke i det flerkulturelle Europa.

«Min fornemmelse er, at de europæiske institutioner opfatter sig selv som sekulære organer, der ikke beskæftiger sig med religion.

Og samtidig er der et ønske om at fremstå som upartiske institutioner, der ikke beskytter én befolkningsgruppe frem for en anden,» siger Vincent Legrand, islamolog ved Leuvens Katolske Universitet i Belgien og tidligere en af hovedkræfterne bag det memorandum om kristenforfølgelser, som den katolske bispeorganisation Comece har udarbejdet til EU’ institutioner.

Hvis man føler at man er hevet over «partikularisme», dvs at man ikke skal ta stilling for en spesiell gruppe, og særlig ikke den man selv tilhører kulturelt, kan det føre til at man er mindre villig til å ta opp kristnes kår. En slik holdning ser ut til å gjelde EU sentralt og mange EU-land, herunder Storbritannia.

Man må spørre om ikke Storbritannia i den grad er preget av det flerkulturelle at man ikke evner å forsvare de kristne, fordi det oppleves som utdatert, og favorisering.

Det gir seg underlige utslag. David Cameron lover økt bistand til Pakistan, til tross for at landet talibaniseres i galopperende fart.

«At øge hjælpen til den pakistanske regering, når religionsfriheden undertrykkes, og de, der forsvarer den, skydes ned, er topmålet af anti-kristen udenrigspolitik,» har lederen af Skotlands katolske kirke, kardinal Keith O’Brien, erklæret for nylig med henvisning til blandt andet drabet på den kristne minister Shahbaz Bhatti.

Udenrigsminister William Hague forblev tavs og overlod det til sin statssekretær Alistair Burt at forsikre om, at forsvaret for religionsfriheden indgår i den britiske udenrigspolitik » Det er ikke alle europæiske lande, som er lige villige til at tage spørgsmålet om religionsfrihed op i internationale eller bilaterale forhandlinger. Andre hensyn, herunder handelsinteresser og strategiske interesser i for eksempel terrorbekæmpelsen og krigen i Afghanistan, indgår i en afvejning i forhold til religionsfriheden, og hvert land definerer sin egen balance,» påpeger Arie de Pater, som følger religionsfrihedens plads i internationale forhandlinger for en række kirkelige organisationer, herunder Open Doors, Hjælp til Kirken i Nød og Evangelisk Verdensalliance.

EU er delt

Det gir en god målestokk på hvor mye Europa har forandret seg på kort tid, at landene er uenige om man skal ta opp kristenforfølgelser spesielt.

En gruppe land maner at EU ikke skal forsvare kristne spesielt. Det er et talende vitnesbyrd om avkristning, og mest om en slags bevisstløshet om hva det er som holder samfunnet sammen. Man tror man kan klare seg uten historie og kultur.

Men de europæiske lande er fortsat uenige om, hvorvidt de som kristne lande har en særlig forpligtelse til at forsvare kristne.

Eller om de hellere skal forsvare religionsfriheden for alle mindretal som en generel menneskerettighed.

Det første synspunkt forsvares især af Frankrig, Italien og Polen, med støtte fra de baltiske lande samt Malta, Østrig, Bulgarien, Rumænien og Ungarn.

Heroverfor står Spanien, som sammen med Portugal, Cypern, Irland og Luxembourg modsatte sig Det Europæiske Råds udtrykkelige henvisning til de kristne i januar-resolutionen. De støttes af de nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen.

Her fortrækker man at forsvare religionsfriheden bredt som et universelt princip uden specifik henvisning til forfølgelser af kristne mindretal.

Man kan spørre seg hvorfor landene lander som de gjør. Er det folk og kultur, eller er det den rådende elite som er utslagsgivende? Man kan kanskje forvente at disse regjeringene ikke vil innta samme nøytrale posisjon, hvis det virkelig skulle hardne til.

Det eliten ser bort fra er parallelliten mellom Midtøsten og Europa, at kontinentene er koblet til hverandre. Det gjelder ikke bare muslimer, men også innfødte europeere. De reagerer, slik muslimer reagerer, men hva de reagerer på vil ikke eliten innse eller ta inn over seg.

Jaglands kurs

I stedet fører eliten en stråmannsargumentasjon. Man må ikke være partiske, for det vil være å gi ekstremistene i den muslimske verden vann på mølla. Det vil være å falle inn i rollen som «korsfarer».

Men dermed lar eliten seg utpresse. For en muslimsk opinion vil kunne hevde at denne eller hin utenrikspolitikk er aggressiv, en krenkelse, og et uttrykk for kolonial mentalitet og korsfarerholdning.

Det er det samme som å gi en annen part veto over egne forhold. Men slik fungerer jo allerede den flerkulturelle kulturen!

Som Catherine Ashton, EU’s britiske udenrigsrepræsentant, har formuleret det: «Det bedste svar på ekstremisme er en international, samlet front baseret på universelle standarder for trosfrihed.» Ifølge diplomatiske kilder, der blandt andet har udtalt sig til det franske nyhedsbureau AFP, skyldes berøringsangsten for at nævne de kristne mindretal en frygt for at puste til » civilisationernes sammenstød» og gøre religionsfriheden til en kamp mellem Vesten og især den muslimske verden.

De samme mennesker som er opptatt av ikke å provosere ekstremister, er også opptatt av ikke å provosere i andre henseender. De er mot karikaturtegninger, mot provoserende kulturuttrykk som krenker islam. De har prisgitt både de kristne i muslimske land og ytringsfriheten.

Det er vanskelig å se det som annet enn en kapitulasjonslinje.

Men det gjør selvsagt ikke eliten selv. FN-systemet er besatt av mennesker i nøkkelstillinger som fører kulturkrigen, og som godtar og benytter begreper som islamofobi.

De hevder de er mot sivilisasjonenes sammenstøt, men benytter selv en terminologi som er et uttrykk for en verdikamp.

En av dem er FNs særlige representant for religionsfrihet.

Men kampen er ikke slut, og OIC vil fremsætte en ny resolution, denne gang i FN’s Generalforsamling.
FN’s særlige repræsentant for religionsfrihed, Heiner Bielefeldt, mener, at religionsfriheden bedst forsvares inden for en generel ramme af universelle menneskerettigheder.

«Kristne udgør den største gruppe af forfulgte, og det skal man ikke fortie. Men vi skal heller ikke gøre enhver kritik til et spørgsmål om islamofobi og kun interessere os for én slags religiøs forfølgelse,» siger Heiner Bielefeldt og tilføjer, at det samtidig kan skade de kristne mindretal, man ønsker at beskytte.

«Hvis Vesten signalerer, at det kun er kristne mindretal, man interesserer sig for, kan det forstærke den farlige og voksende tendens til at betragte kristne som en slags femtekolonne for Vesten, der ikke hører til i Mellemøsten,» påpeger Heiner Bielefeldt.

Blindhet

Folk som Bielefeldt og Jagland lider av en høyt utviklet blindhet. De forstår ikke at deres argumentasjon også kan anvendes den andre veien: hvis man bøyer seg for argumentet om at kristne ikke bør forsvares for kraftig fordi det kan gi inntrykk av at kristne er femtekolonnister, så kan vel argumentet også benyttes overfor muslimer i Europa: da vil vel de også fremstå som femtekolonnister?

Flerkulturalistene som skyr sivilisasjonenes sammenstøt opptrer på en måte som resulterer i nettopp det de vil unngå.