Man kan spørge, om Det kongelige Biblioteks direktør ikke er en slags opdateret udgave af Biedermann, når han i en atmosfære af kapitulation og protest insisterede på at stille den fornemme bygning til rådighed for fundamentalismens formørkede aggressioner.

Jeg mødte Max Frisch første gang på Sønderborg Statsskole i begyndelsen af 1980’erne, da vi i tyskundervisningen skulle læse Biedermann og Brandstifterne. Midt i søvndyssende terperi af tyske verber blev læsningen af hans skuespil en slags åbenbaring for mig, som omvurderede mange forhold og satte flere på plads. Max Frisch havde skrevet sit stykke i 1958, da erfaringerne med det tredje riges totalitarisme var i frisk erindring. Biedermann og Brandstifterne handler nemlig om en kun alt for forståelig afværgereaktion på en uhyggelig sandhed, man ikke magter at se i øjnene.

Med et genialt greb skildrer Frisch den magelige og selvtilfredse Biedermann, der nok er blevet advaret om brandstifterne, men som lader sig besnære af deres indladende væsen og troværdige tonefald.

Han gennemskuer dem heller ikke, da de efterhånden overtager kommandoen i huset og låner de tændstikker af ham, som hans hus bliver antændt af. Max Frisch spurgte med sit stykke, hvor naiv man havde lov til at være, når det indiskutabelt farlige dog aftegnede sig på ubønhørlig vis.

Det samme var vi også et mindretal af elever, der spurgte os selv, når vi oplevede, hvordan de grasserende fredsbevægelser oplevede medgang i deres synspunkter på vores gymnasium. Fredsbevægelsens adfærd mindede jo umiskendeligt om Biedermann, der gik i ydmygende selvforhandling med egne lunkne principper og overså, at troen på det gode meget vel kan befordre det onde.

I morgen, den 15. maj, er det 100 år siden, at Max Frisch blev født. I den anledning har jeg genlæst Biedermann og Brandstifterne, og det har slået mig, hvilken aktualitet denne klassiker ejer.

Den kolde krig er nu historie, men den problemstilling, som Max Frisch rejste med sit stykke, er det ikke. Her kan man tænke på Hizb-ut-Tahrirs møde på Den Sorte Diamant i begyndelsen af året, hvor man i en kønsopdelt sal slet skjult opfordrede til at bekæmpe de danske soldater i Afghanistan. Man kan spørge, om Det kongelige Biblioteks direktør ikke er en slags opdateret udgave af Biedermann, når han i en atmosfære af kapitulation og protest insisterede på at stille den fornemme bygning til rådighed for fundamentalismens formørkede aggressioner.

Jo, Biedermann og Brandstifterne er ikke blot en dristig, polemisk og velanbragt udlægning af det 20. århundrede, men såvist også af tendenser i det 21.århundrede.

Max Frisch reflekterer i sine dagbøger over et af de 10 bud: ”Du må ikke gøre dig noget billede af Gud, står der skrevet. Det burde også gælde i betydningen: Gud som det levende, det ufattelige i hvert menneske.”

Frisch hævder nemlig, at det er farligt, hvis vi gør os færdige billeder af hinanden, fordi billedet fikserer den anden, og så kan man gå meget forkert af hinanden.

Med sit teaterstykke Andorra giver han en lektion i, hvor problematisk det kan være, for stykket handler om Andri, som får at vide, at han er jøde, og som følge deraf bliver han behandlet på en firkantet og fordomsfuld måde. Mod slutningen af stykket bliver det klart, at Andri slet ikke er jøde, men da har han for længst internaliseret omverdenens billede af ham.

Også her er Max Frischs’ aktualitet uafviselig. I alt for mange år har vi herhjemme lidt af en frygt for at blive beskyldt for diskrimination, hvorfor vi har påduttet indvandrere den anskuelse, at de i grunden helst vil være fri for det lands kultur, som de selv har opsøgt.

Derfor falbyder man ”modersmålsundervisning” i indvandrernes oprindelige sprog i stedet for at satse helhjertet på det sprog, som de har brug i deres nye hjemland.

Jo, Andorra kan nok stemme en og anden til eftertanke i 2011.

Max Frisch var i en årrække succesrig arkitekt, indtil han valgte at satse på sit forfatterskab helt og fuldt. Han har selv fortalt, at Søren Kierkegaard blev en væsentlig inspirationskilde for ham, efter at han havde brugt et helt år på at læse ham. I romanen Homo Faber fra 1957 skinner inspirationen tydeligt igennem. Walter Faber hedder hovedpersonen, og hele hans liv er anlagt på den fremgangsmåde, som Kierkegaard kaldte at ”kvantitere sig ind i det kvalitative” – dvs. Walter Faber lader tal og beregninger dirigere hele sin eksistens. Så selv om Walter Faber håner religion som overtro, så tilbeder han selv en afgud, der er hul i ryggen – nemlig statistik. »Jeg stoler kun på en statistik, jeg selv har forfalsket,« sagde Churchill. Homo Faber viser, at også dette kan være risikabelt at sætte sin lid til.

Vi møder Walter Faber, da han er 50 år, og vi erfarer, at han for 25 år siden gjorde en jødisk kvinde ved navn Hanna gravid og anbefalede hende at få en abort. Nu træffer Faber en ung kvinde på en atlanterhavsdamper. Hendes fulde navn er Elisabeth Piper. Efternavnet er det samme som Hannas. Og Faber aktiverer den indre lommeregner. Kunne det være hans egen datter?

Et af filosofihistoriens store og tilbagevendende temaer er, hvorvidt det er erkendelsen eller viljen, der styrer vores adfærd. Faber er ikke i tvivl om, hvad der styrer ham: »Matematik er nok for mig.« Elisabeth kan ikke være hans datter. Faber indleder derfor en affære med hende. Men Max Frisch viser med sin roman, at det kan være farligt at basere sin tro på sandsynlighedsberegning, for ubevidst har Faber regnet forkert, så det er altså alligevel viljen og ikke erkendelsen, der styrer hans liv. Det får tragiske konsekvenser, for da Elisabeth ser den midaldrende Walter Faber i badebukser, træder hun forskrækket et skridt tilbage og bliver bidt af en giftslange. Hun kommer på hospitalet, og Faber møder Hanna på ny. Nu er han klar over, at Elisabeth er hans datter, og at han er på vej til at blive indhentet af den virkelighed, han altid har fornægtet og forfalsket. Alligevel giver Fabers sandsynlighedsreligion fortsat anledning til skæve ræsonnementer, for han skynder sig at forsikre moren om, at der kun er 3-10 % sandsynlighed for at dø af den type slangebid, hvortil Hanna svarer, at det jo ville være meget godt, hvis hun havde 100 døtre, for mistede hun 3 eller 10 af dem, så ville det jo være forbavsende få. Men hun har kun et eneste barn. Og Elisabeth dør, fordi hun i forbindelse med slangebiddet slog sit hoved mod en sten.

Romanen viser, at videnskab for Faber ikke er et redskab for den menneskelige interesse, men i stedet er blevet til et slags åndløshedens manifestation, hvorfor Hanna da også siger til ham, at alting bliver så underligt småt, når han åbner munden.

Kierkegaard kaldte et af sine skrifter for ”Afsluttende uvidenskabelig efterskrift” – for at pointere, at man ikke skal forholde sig videnskabeligt, men lidenskabeligt til sin eksistens, og Max Frisch søgte med Homo Faber at fremdrage og udtrykke modsætningsforholdet mellem livet forstået som et eksistentielt foretagende og som et statistisk foretagende. Her har romanen mere end 50 år efter sin fremkomst bevaret en stor del af sin relevans ved at pege på de perspektiver, der gør menneskelivet goldt og tomt. Således har visse videnskabsfolk i dag travlt med at reducere bøn til at være en kemisk proces, og kærlighed til at være resultatet af en forøget blodgennemstrømning i højre frontallap. Her tænker man lige så bornert og fladbundet som Walter Faber gjorde det. Uden varme og meddelagtighed. Uden tro, håb og kærlighed.

I oktober 1967 rejste de to schweiziske forfattere Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt sammen til Venedig, og den dag, Nobelprisen i litteratur blev offentliggjort, sneg begge forfattere sig om morgenen ud fra hotellet for at erhverve sig de seneste aviser. Men de måtte sande, at de var blevet forbigået. I 1991 døde Max Frisch uden at have opnået Nobelprisen, selv om han uomtvisteligt er Schweiz’ betydeligste forfatter.

100-året for Max Frisch’ fødsel bør dog ikke så meget være anledning til at jamre over Nobelpriskomiteens jugement som til at (gen)læse et forfatterskab, der har mere bud til vor tid end de fleste Nobelprismodtagere har det.

Første gang som kronikk i Jyllands-Posten 14.05.11. Document.no takker Østergaard for generøs tillatelse til gjenbruk.