Sakset/Fra hofta

Av Mikael Jalving

Hvis man går rundt og keder sig over dansk politik, skal man bare rejse en tur til Italien. For hold da kaje, hvor kan de spille teater dernede!

Den forløbne uge var en stjernespækket forestilling. Sjældent har jeg grint så højlydt ved cafebordet, som ved synet af oberst Gadaffi i Rom i anledning af fejringen af en venskabspagt mellem Italien og Libyen.

Nå, ja, venskabspagt og venskabspagt. Det er vist mere noget med, at det libyske regime har lovet at levere tilpas mange tønder olie, mod at den italienske stat – repræsenteret ved mesterskuespilleren Silvio Berlusconi – siger undskyld for den italienske besættelse af Libyen 1913-43 og Mussolinis brutale tilstedeværelse ved at restaurere nogle fortidsminder og oprette et hospital for “kolonialismens ofre”, som det hedder – til en samlet pris af 250 mio. dollars over de næste 20 år. En slat moneter, skulle man mene.

Gadaffi den Grusomme, hvem Berlunsconi ifølge Milano-avisen Corriere della Sera kender fra før sin tid som politiker, fremstod pludselig som Gadaffi den Generøse, Gadaffi den Glade.

Jeg må indrømme, jeg nær havde fået min caffé normale galt i halsen, da jeg så tyrannen stige ud af flyet omgivet af sine to kvindelige bodyguards iført camouflagetøj, men nåede ved overvejelse frem til, at den stil nok snart bliver højeste mode i Milano. Magt og penge rimer på kvinder, lækre kvinder, sådan er det bare, især i Italien.

Avisen kan tilsyneladende sin Gadaffi-imagologi og opgjorde med mageløs præcision oberstens fire foretrukne uniformer:

* No global-tunikaen i spraglede farver, som skal symbolisere uafhængighed i forhold til Vesten
* Den overdrevne uniform med medaljer, kors, bånd og stjerner sovjet-style, som skal symbolisere militær magt
* Den talende skjorte med påtrykte kontrafejer af panarabiske helte, som skal symbolisere revolutionær bevidsthed
* Og endelig pioner-pelshuen, David Crockett-style, der skal fremhæve diktatorens rustikke og folkelige natur.

Intet er overladt til tilfældighederne, når Muammar Gadaffi klæder sig på. Det var således heller ikke en fejl, at hans fly indeholdt 27 guldbelagte berberheste, der snart skulle luftes i Rom ved et stort anlagt hesteshow, ligesom han kort forinden skulle mødes med tre kvindelige italienske konvertitter og have 500 i forvejen hyrede kvindelige modeller til korantime. Alt sammen for at orkestrere sin entré i Rom, engang Vestens hovedstad, i dag en scene for det mest groteske politiske teater, der kan opdrives i hele Europa, og det siger ikke så lidt.

Vantro fulgte jeg det hele fra anden række. Det var kanon underholdning.

“Europa bør blive et islamisk kontinent”, mente obersten.

“Giv mig fem milliarder euro om året, og jeg skal stoppe den illegale indvandring fra Afrika”, fortsatte han. “Ellers bliver Europa snart et sort kontinent“.

“Libyske kvinder er mere frigjorte end italienske kvinder”. Osv. Osv.

Gadaffi førte sig frem. Og Berlusconi, ja, han slugte det hele råt for at få sin olie, og fordi den politiske kultur i Italien for længst er degenereret til et slags Disneyland. Derfor bortforklarede den italienske statsleder oberstens ord og performance som “folklore”. Og deltog selv i den, stående side om side med den kriminelle oberst i en militærjeep ved en parade på Salvo D’Acquisto-kasernen, pompøs og komisk som en overdimensioneret tinsoldat.

Folklore?

Vel er det ej folklore. Det er Gadaffi classic. Sådan har han altid talt og ført sig frem, siden har greb magten ved et kup tilbage i 1969. I FN, i Tripoli, det spiller ingen rolle. Før Lockerbie, efter Lockerbie. Før Durban, efter Durban. Før venskabspagten. Efter venskabspagten. For sådan taler en folkloristisk folkemorder. Og sådan vil han blive ved med at tale, indtil han er en færdig mand, og hans søn nummer et, to eller tre overtager styringen af et land, hvis eneste livline til den politiske virkelighed er den forbandede olie.

Gid den snart slipper op. Derfor: Spar ikke på den, brug den, fyr den af. Når olien slipper op, er Gadaffi – og hans slags – historie, mens vi andre – syv-ni-tretten – forhåbentlig har fundet nye energikilder.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. I 2007 utga han boken Magt og ret. Et opgjør med Godheden, og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Italiensk for viderekomne ble første gang publisert i Jyllands-Posten 2. september 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også