Sakset/Fra hofta

Vår tid er tiltrukket av mennesker som havnet i moralsk uføre og begikk de mest forferdelige handlinger. Grethe Bartram er en slik skikkelse. Kun to kvinner ble dømt til døden i Danmark etter krigen. Bartram var en av dem.

Da hun ble benådet av justisministeren N. Busch-Jensen i 1956 skjedde det med henvisning til hennes unge alder, hennes økonomisk prekære situasjon, og kuriøst nok, at hun vokste opp i en »antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd«,

Samtidens forhold til ordet fattigdom er dobbelttydig: vi bruker det som forklaring og til dels unnskyldning, men kan fattigdom forklare forræderi? Skyldes det ikke en moralsk brist? Forfatteren Ann Sofie Oxenvad (56) har skrevet et teaterstykke om en skjebne som har alle ingredienser til å fascinere dagens mennesker. Men alle sider ved denne interessen er kanskje ikke sunne?

Grethe Bartram voksede op i en fattig arbejderfamilie. Faderen var sønderjyde og havde under Første Verdenskrig deltaget på tysk side. Allerede som 13-årig forlod Grethe Bartram skolen, skriver historikeren Anette Warring i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, og fik først arbejde som barnepige og så fabriksarbejder. Som 17-årig blev hun gravid og gift med en ung kommunistisk maskinarbejder, men ægteskabet blev kortvarigt. Barnet, en søn, sattes i pleje.

Grethe Bartram, hvis øgenavne bl.a. var «Kaptajn Satan» og «Det onde udyr», tog forskellige pladser og sad en overgang model for kunstnere. Hendes angiverier begyndte i efteråret 1942. Dansk politi havde lovet en dusør på 1.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaring af en formodet sabotagebrand i Århus. Gennem sin kommunistiske bror fik hun kendskab til flere af deltagerne og videregav sine informationer til det danske politi, der anholdt sabotørerne. Derpå overtog tysk politi sagen.

På skrømt var hun indblandet i illegalt arbejde og fik i foråret 1944 kontakt til Gestapo i Århus. Vederlaget for angiveriet var 500-700 kr. om måneden, et betydeligt højere beløb, end en arbejder fik på den tid, og den komfortable aflønning viser, at hun repræsenterede et aktiv for besættelsesmagtens forhadte hemmelige politi.

Hendes kontakter i det illegale miljø gjorde hende værdsat hos tyskerne. I en periode, konstaterer Anette Warring, modtog hun penge fra såvel DKP og Gestapo, og efterhånden fik modstandsbevægelsen mistanke til hendes dobbeltspil. Modstandsbevægelsen forsøgte forgæves at likvidere hende. Hun ramtes i hovedet af et skud, men hun overlevede. Under indlæggelsen på et lazaret virkede hun som angiver.

Efterfølgende spionerede hun mod tyske marinere i Flensborg, fordi nazisterne frygtede, at de ville gøre oprør. Fra marts 1945 til Befrielsen hed arbejdspladsen Gestapo i Kolding, hvor hun bl.a. fungerede som cellestikker.

Oxenvad ser paralleller mellom okkupasjonstiden og dagens kulturkamp. Hun virker skeptisk til dem som mener de tilhører en ny motstandsbegelse, og tror alle kan havne på det moralske skråplan. Hun mener folk flest betraktet motstandsbevegelsen som forbrytere og terrorister. Var det gode dansker?

Scenen i den kommende forestilling udspiller sig i Grethe Bartrams varetægtscelle, mens hun venter på sin dom. Der er krydsklip skiftevis fra 1942 til 1946, og mange af replikkerne er citater fra retssagsreferaterne.

Den aktuelle kulturkamp

»Jeg mener, at Grethe Bartrams historie er almen og har et aktuelt perspektiv. Den aktuelle kulturkamp har hentet rødder i Besættelsen og modstandskampen. Mange i dag påberåber sig i kulturkampen de valg, mennesker stod over for, da tyskerne havde besat Danmark. Der var frihedskæmpere fra forskellige politiske lejre, og mange vil i dag tage patent på modstandskampen og fordreje historien i bagklogskabens lys,« fortsætter Ann Sofie Oxenvad.

»Jeg er født i 1950’erne og vokset op i den tro, at de fleste i den danske befolkning enten var passive eller aktive modstandskæmpere, men da jeg dykkede ned i besættelsestidens historie, observerede jeg, at modstandsbevægelsens deltagere generelt blev betragtet som forbrydere og terrorister, og at den danske regering direkte opfordrede folk til at angive dem.«

Ann Sofie Oxenvad synes, det er vigtigt, at retsopgøret – med udgangspunkt i Grethe Bartrams sag – bliver betragtet med kritiske øjne, selv om det er pinefuldt for ofrene, deres familier og hendes pårørende.

»Men vi skal ikke fortrænge fortiden, men konfrontere os med den for at blive klogere. I mit arbejde har jeg kontaktet flere modstandsfolk, der beredvilligt har fortalt og sendt skriftlige vidnesbyrd. Vi må jo se i øjnene, at det er sidste udkald med førstehåndsvidner. Men selv ikke de er objektive sandhedsvidner. Erindringer er farvede. Opfattelsen af fortiden forandrer sig i takt med udviklingen. Den tolkes og tydes og erindringsforskydes, i forhold til hvordan samfundet ser ud i dag, og i forhold til hvordan man forestiller sig eller drømmer om, at det skal se ud.«

Stykket kommer til at handle om ideologier. Grethe Bartram var opvokset i en kommunistisk familie, der var medlemmer af DKP, og miljøet var aktivt i modstandsbevægelsen. De to store ideologier i det 20. århundrede – nazismen og kommunismen – kom Grethe Bartram til at personificere. Hun er interessant som karakter. Nu løftes hun over den lokale historie i Århus og bliver en almen og universel historie,« fortæller Ann Sofie Oxenvad, hvis stykke er ved at blive oversat til tysk med henblik på opførelse på tyske scener.

Oxenvad hevder at det onde er iboende i oss alle. Men kan det så forklare hvorfor noen ble motstandskjempere og satte livet inn?

Det handler om at forstå og blotlægge, hvad vi mennesker er i stand til under særlige historiske omstændigheder. At «det onde» ikke kan projiceres over på enkelte personer eller nationer, men er iboende i os alle.

Jyllands-Posten har oppsøkt Bartram på hennes adresse i Sverige. Journalisten kommer uanmeldt. Han finner ingen angrende synder. Hun har i det hele tatt liten forståelse for hva hun gjorde, slik tilfellet ofte er. Hun husker dårlig og har forklaringene klar.

Sex ser ut til å ha spilt en rolle i hennes «arbeid». Det var hun ikke alene om under krigen. Det gjorde henne ekstra farlig.

Høsten 1942 oppsøker hun kriminalassistent Rothenberg i Gestapos hovedkvarter i Århus.

Efter krigen er Grethe Bartram blevet beskrevet som en femme fatale, der forførte alle og enhver for at få oplysninger, som hun solgte både til DKP og til Gestapo.

Det omdømme understøttes af et foto, hvor hun sidder model for århusianske tegnere. Et nøgenbillede af Grethe Bartram blev trykt i et illegalt blad i Århus i 1944, da modstandsbevægelsen var blevet klar over, at hun var stikker.

»Jeg havde intet seksuelt at gøre med Rothenberg,« siger hun nu.

Kæreste i cellen
Og hvis det er løgn, er det i hvert fald ikke hendes blufærdighed, der stikker hovedet frem. For hun bekræfter en anden episode.

Da hun sad i arresten i Århus efter Besættelsen, bragte det socialdemokratiske Demokraten i 1946 en artikel med overskriften «Grethe Bartram holdt Kæreste i Cellen» om, at hun havde en affære med en af fangevogterne i Århus.

»Jamen han var snäll. Ham kunne jeg godt lide,« siger hun i dag i den særegne blanding af svensk og dansk, der er blevet hendes sprog.

Bartram hadde den glød som engasjerte mennesker hadde under krigen. Men hennes glød var av et annet slag enn de kommunistiske kamerater. De merket ikke forskjellen.

Hvis det ikke var fordi emnet var så alvorligt, og fordi Grethe Bartram erkender sine forbrydelser, der førte til dødsdommen, mindede det hele om et besøg hos en ganske almindelig gammel kvinde.

Men hun fortæller, stille og roligt, om den glidebane, hun kom ind på efter den første anmeldelse til politiet i 1942.

»Det er sandt, at jeg fortalte Gestapo om århusianske modstandsfolk. Jeg var blevet vævet ind i et spind. Men jeg gjorde heller ikke selv noget for at komme ud af det, for jeg tjente jo penge, som jeg aldrig havde gjort tidligere,« siger hun.

Og hun var ikke blot en, der gik rundt og lyttede i krogene og siden fortalte til Gestapo, hvad hun hørte. Hun var en af Gestapos mest aktive og effektive agenter.

Da kommunistene i Århus kom i krise pga arrestasjoner sendte de Bartram til København for å finne ut av hvem som skulle overta ledelsen!!

I eftersommeren 1944 sendte kommunisterne i Århus Grete Bartram til København, hvor hun skulle forhandle med DKP’s landsledelse om at finde en ny ledelse af den kommunistiske modstandsbevægelse i Århus. Det var nødvendigt at finde nye ledere, fordi hun havde stukket den oprindelige ledelse. Et dobbeltspil på højt plan.

I december 1944 blev modstandsbevægelsen i Århus imidlertid klar over, at Grethe Bartram måtte være stikker. Og den 12. december blev det forsøgt at likvidere hende på Kaserneboulevarden. Hun blev ramt, men såret var ikke dødeligt.

At vi kan bruke så mye oppmerksomhet på en forræder sier kanskje noe vel så interessant om vår egen tid. Det er ikke noe tragisk ved Bertram. Hun lider ikke moralske kvaler. Det er de lavere instinkter som råder. Hvorfor er vi så fascinert av en slik skjebne? Er hun et eksempel på at ondskapen bor i oss alle? Det later heller til at forræderen blir et falsk symbol på moralske dilemmaer. Vi unner oss en moralsk relativisme som minner til forveksling om luksusforbruk. Det var utenkelig under krigen. Ti år senere var klimaet et helt annet.

På den forkerte side af stregen

Den charmerende storstikker

Les også

-
-
-
-
-
-