Medlem av styret for Den danske Forfatterforening, og leder av den skjønnlitterære avdeling, Jo Hammer, analyserer i en kronikk grensene for ytringsfrihet. Sensur handler om noe langt mer enn Muhammed-tegningene, sier hun og gir flere eksempler. Men kan barneporno sies å handle om ytringsfrihet?

Ytringsfriheden er også blevet angrebet fra en helt anden kant de seneste uger. Det er nemlig kommet frem, at børneporno stadig er tilladt, hvis bare der ikke er tale om fotografier, men om tegninger. Nu ønsker nogle, at børneporno skal forbydes helt. Det er en klokkeklar indskrænkning af ytringsfriheden. Det er bare en indskrænkning, de fleste nok vil synes er en rigtig god idé.

Men set fra et kunstnerisk synspunkt er det ikke uden problemer. Børneporno på skrift er indtil videre ikke forbudt. Men skulle det ske, kan vi risikere at stå i en situation, hvor Nabokovs Lolita ikke vil kunne udgives på dansk.

Når det handler om at beskytte børn, kan vi godt bøje principperne. Vi har jo fx filmcensur, selv om grundloven forbyder censur. Men hvor langt vil vi gå i vores hang til forbud? Og hvem skal vurdere, hvornår grænsen er nået?

Hele debatten står om retten til at krænke andre. Ytringsfriheden er nemlig kun noget værd, hvis man kan bruge den til at sige noget, som andre ikke har lyst til at høre. Og når man går til grænsen, kan det virke krænkende.

De fleste normale mennesker vil instinktivt reagere og si at barneporno ikke har noe med kunstnerisk frihet å gjøre. Men Hammers poeng er ikke tatt helt ut av luften: det finnes en fascinasjon med seksuelle avvik blant kultureliten, jfr. den voldsomme interessen for Bjarne Melgaards kunst. Hans pedofile tendenser synes ikke å avskrekke hverken tilskuerne eller kjøperne som flokket til utstillingen i Astrup Fearnley-museet. Bare det at han fikk stille ut i Norges mest prestisjefylte private museum, er en stor anerkjennelse.

Men merkelig nok har debatten om hans kunst uteblitt. Aftenposten og Dagbladet ville vært opplagte arenaer, og når man vet at redaksjonene i dag selv initierer slike debatter, så er svikten dobbel: både fra kultureliten og avisene.

Det er et interessant fenomen: kunst med pedofile motiv fascinerer, der er grensene vidåpne, mens politisk-satirisk kunst har fått innsnevret sitt område kraftig i forhold til det flerkulturelle.

Hammer later til å være del av dette venstreliberale sentrum som mener forbud mot barneporno handler om sensur og ytringsfrihet.

Hennes tenkning tør være representativ for mange i de bærende kulturelle sjikt: Siden alt er tillatt blir grensene et spørsmål om smak og følelser.

Men det betyder også, at debatten om ytringsfrihed meget nemt kommer til at handle om følelser. Nogle føler sig krænkede, og andre føler sig truede af dem, der føler sig krænkede. Derfor handler en del af debatten om, hvorvidt det er rimeligt at føle sig krænket – er muslimerne for sensitive over for afbildninger af Muhammed, og er de kristne for sarte, når de klager til Coop over sandaler med et billede af Jesus i bunden? Vi bør tilsvarende diskutere, hvornår det er rimeligt at nære frygt.

Hvor meget civilcourage bør man have – som politiker, som kunstner, som journalist eller debattør? Og skal man gå lidt længere end ellers bare for at vise, at man godt tør?

Det åpner for en relativistisk forståelse av hva som er tillatt: hvor mange føler seg krenket, hvor dypt? hva betyr de?

Hammer legger seg på den gahr-størske linje: ytringsfrihet er en rett, men ikke en plikt.

Men det er samtidig vigtigt at huske, at provokationen kun er ét udtryk blandt mange, og at et kunstværk ikke automatisk bliver godt, bare fordi det provokerer. Derfor er selvcensur ikke nødvendigvis et onde. Det kan være et frivilligt valg, som bunder i etiske eller kunstneriske overvejelser. Ytringsfriheden er en ret til at tale, ikke en pligt til at provokere.

At krænke andre bør ikke være noget mål i sig selv. Det er først, når selvcensuren er ufrivillig og bunder i frygt, vi har at gøre med et demokratisk problem.

Det spissborgerlige og det relativistiske-grenseløse går utmerket hånd i hånd: barneporno brukes som rekvisitt for å vise at man ikke tillater alt, at all provokasjon ikke er av det gode.

Setningen: Selvsensur er ikke nødvendigvis av det onde, gjenspeiler et samfunn som har gått i oppløsning, som mangler karakter, og man skjuler underkastelsen og knefallet for frykten ved å kalle det «hensyn». Da er vi tilbake i de verste sider ved det gamle borgerskapet: hykleriet og fasaden. Det viktigste blir å forsvare fasaden.

Hvad truer ytringsfriheden?

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.