Nytt

Tyrkias nye utenrikspolitiske linje fortjener større oppmerksomet: Det kan være Iran vil bli demokratisk, men Tyrkia vil bli det nye Iran, skal Bernard Lewis ha spådd. Han er ekspert på det moderne Tyrkia og det ottomanske rike.

Under Erdogan og AKP har Tyrkia gjenopplivet stormaktsdrømmer og orientert seg østover, mot muslimske trosfeller. Forholdet til Israel har kjølnet tilsvarende.

Jyllands-Posten påpeker betydningen denne reorientering har for freden i Midtøsten og den geopolitiske balansen.

Tyrkiet har under Erdogan ændret sin udenrigspolitik. Det har indgået nye alliancer med en række lande, som Vesten traditionelt ser negativt på. Det har forbedret sit forhold til Iran, Irak, Libanon, Libyen og Sudan, og tilnærmelsen til de arabiske stater understreger det egentlige mål.

Tyrkiet vil øge sin vægt og indflydelse i Mellemøsten. Dets aktive Mellemøst-politik efterlader kun ringe tvivl om, at Tyrkiet ønsker at genvinde sin historiske position som en vigtig del af den arabiske og muslimske verden.

Siden Retfærdigheds- og Udviklingspartiet AKP med Erdogan som leder kom til magten, har Tyrkiet arbejdet målbevidst med denne nye udenrigspolitik. Det har søgt at få Hamas og Fatah til at enes, det har været vært for samtaler mellem Syrien og Israel, og det har først og fremmest søgt en rolle som mægler mellem Iran og den arabiske verden.

Men Tyrkiet har sideløbende skærpet sin holdning til den gamle allierede Israel, som især er på vagt over for Tyrkiets forhold til Iran, hvis atomprogram står øverst på den israelske dagsorden. Tyrkiske beskyldninger mod Israel for at have brudt en lang række FN-resolutioner og dets krav om, at FN’s sikkerhedsråd skulle behandle de israelske atomvåben på samme måde som Irans, har ikke bedret stemningen mellem Israel og Tyrkiet.

Det skumle er at Erdogan også har nærmet seg Hizbollah. Det kan gjøre en ny krig med Israel langt mer farlig. Iran er langt borte, men Tyrkia grenser til Libanon. Hvilke dumdristigheter kan det forlede Hizbollah til?

Hvordan det israelsk-tyrkiske forhold vil udvikle sig, er for tidligt at sige. Men det er svært beskadiget, og især det gode forhold mellem Libanon og Tyrkiet kan udvikle sig til et problem, for med Tyrkiet på Libanons side har det islamisk orienterede libanesiske parti Hizbollah fået kærkommen opbakning. Israel har gentagne gange søgt at knuse Hizbollah, som blev dannet med støtte fra Iran, og som støtter den palæstinensiske modstandskamp mod Israel. Hvis Hizbollah, som står på USA’s terrorliste, og som Tyrkiet indirekte har støttet, igen griber til våben mod Israel, kan det blive det endelige dødsstød for den israelsk-tyrkiske forbindelse og skabe nye problemer i Mellemøsten.

Erdogan og AKP har stimulert en nasjonal-religiøs sjåvinisme som ellers i Europa omtales som høyreekstremisme. Den er også sterkt antiamerikansk og antisionistisk-semittisk: TV-serien som viser israelske soldater som dreper palestinske barn med kaldt blod, representerer noe mer enn en enkelt film.

NRKs Sidsel Wold omtalte dette som at Israel påsto den var fiendtlig mot jødene. Omfanget og giftigheten i den nye antisemittismen kommer ikke frem.

Tyrkiet og Israel