Gjesteskribent

av MORTEN UHRSKOV JENSEN

Antallet af anti-semitiske overgreb i Europa er kraftigt for opadgående. For nogle år siden opfordrede den daværende israelske premierminister Ariel Sharon de franske jøder til at udvandre til Israel. Det blev den ligeledes daværende franske præsident Jacques Chirac sur over, og han understregede, at der ikke var nævneværdige problemer for de franske jøder.

Nu overvejer svenske jøder særligt i Malmø at udvandre fra Sverige, og gæt selv hvorfor. Er det mon, fordi den ekstreme svenske højrefløj – som er en del større i Sverige end i f.eks. Danmark – er gået amok og nu forsøger at skabe en endelig løsning? Det er ikke tilfældet. Trusler og vold er i alle kendte tilfælde kommet fra muslimer i Malmø. Dette kan man læse om i det seneste nummer af tidsskriftet Judisk Krönika (side 21-28).

Khaybar, Khaybar ya Yahud

Ovenstående blev råbt ved en demonstration i Malmø på grund af Davis Cup-kampen i tennis sammesteds mellem Israel og Sverige for nylig. Sproget er arabisk og henviser til byen Khaybar, hvor yahud – jøderne – i år 629 blev massakreret af Muhammeds krigere. Som Judisk Krönika konstaterer, så er der ikke tale om en solidaritetserklæring med palæstinenserne eller en protest mod Israels krig i Gaza, men om det pureste jødehad og et symbol på, hvad der venter islams fjender.

Eksempler på overgreb mod jøder i Malmø og andre steder i Sverige

1. Flere kædesms´er har været rundsendt med opfordring til boykot af McDonalds med beskeden »spis ikke hos jøder«. Det er svært ikke at komme til at tænke på nazisternes overmaling af tyske jøders butikker, hvor man kunne læse »kauf nicht bei Juden«.

2. To brandattentater mod det jødiske begravelseskapel i Malmø, af politiet betegnet som mordbrand henholdsvis groft forsøg på mordbrand.

3. Den 10. januar i år blev to medlemmer af Liberala Ungdomsförbundet i Borås overfaldet korporligt. Før overfaldet fandt sted, erklærede gerningsmændene, at »alle jøder skal udryddes«.

4. Den 2. og den 5. januar i år udsattes Judiska Samfundets lokaler i Helsingborg for brandattentater.

Der er flere eksempler, men det er trættende og deprimerende at remse dem alle op. Glemte jeg for resten at skrive, at der i 1960´erne og 1970´erne boede mellem 3.000 og 4.000 jøder i Malmø? I dag er der 1.500 tilbage, og tallet ser ikke ud til at være i vækst.

Malmøs stovte borgmester

Nu kunne man håbe på, at Malmø havde en borgmester, der også i den grad ville tage de angrebnes parti mod voldsmændene. En mand/kvinde, som uforfærdet ville gå i gang med at skabe orden i sin by ved at insistere på, at de uskyldige skal beskyttes og de skyldige straffes. Lad os lytte til ham, Ilmar Reepaalu, da han (side 25) bliver fortalt, at jøder i Malmø føler sig utrygge (min oversættelse):

»Jeg har ikke selv fået informationer om det [vold og trusler mod jøder] udover, hvad jeg har modtaget i brevform. Men det er smerteligt, at sådanne hændelser finder sted, og at jøder skal være udsatte for disse trusler fra antizionistiske og højreorienterede grupper såsom Bevara Sverige Svenskt og lignende«. Længere henne fastholder Ilmar Reepalu, at der er tale om ekstreme højrefløjsgrupperinger, og han forsikrer på spørgsmålet, om det påvirker hans beslutninger, at der bor mindst 50.000 muslimer i Malmø, at »Nej, den store gruppe af muslimer ønsker at leve i fred og ro i vores land«.

Det er da en modig mand, der taler her. Er det ikke? Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror, at politikere lyver, når de udtaler, at der ikke er nævneværdige problemer med den hastigt voksende muslimske befolkningsgruppe i de europæiske lande. Det vil jeg fastholde i langt de fleste tilfælde, da jeg hælder mere til dumhed end forbrydelse som forklaring på europæiske politikeres forrykte udtalelser om den muslimske indvandring.

Men i Ilmar Reepalus tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at han ikke er klar over, at det er muslimer, der står bag den aldeles overvældende del af antisemitismen i Malmø (og i Sverige). Jeg tror, at han er fuld af løgn. Det er han, fordi det ville være så nemt at godtgøre gennem interviews med Malmøs jøder, at det forholder sig sådan, som Judiska Krönika beskriver det.

Hvorfor Sverige igen?

Jeg posterer nu for anden gang i træk et indlæg om situationen i vort broderland Sverige. Jeg håber ikke, det virker trættende, idet jeg har tænkt mig at blive ved med at have et betydeligt fokus på Sverige. Jeg er siden min barndom kommet i Skåne, og mine minder fortæller mig, at der var tale om et rigt og fredeligt samfund. Dette skriver jeg ikke for at rose den gennemgribende socialdemokratisme i Sverige, men for at gøre opmærksom på, at Sverige indtil for få årtier siden var et land med en homogen befolkning præget af få konflikter, fordi der blandt borgerne eksisterede en indbyrdes sympati, »a community of strangers«, som den engelske, konservative filosof Roger Scruton har kaldt det.

Sverige er ikke længere et fællesskab af fremmede. Sverige er år for år ved at forvandles til et helvede på jord, hvor grov vold, voldtægt og jødehad sætter dagsordenen. Jeg spår, at det ender galt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår, men at det ender galt, det skal man være blændet for ikke at se.

Svenske jøder i Malmø