Hans Rustad Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord. Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min Verden sig stor. Under de grønlige Spidsbueporte standser jeg. Her vil jeg staa. Tør ej gaa vild i det lysende Mørke! Tør ej gaa vild mellem Straa! Inde i Straaenes dæmrende Haller er […]
Logg inn for å lese videre (abonnenter).
Støtt uavhengige nyheter!
Bli abonnentPluss-artikler blir åpnet 24 timer etter publisering. Artikler som er eldre enn to år er forbeholdt abonnenter.
