Sakset/Fra hofta

Al Azhar-universitetet i Kairo har et ry over hele den muslimske verden og fremstilles ofte som moderat. Men institusjonen spiller en dobbeltrolle, som statsbærende og vokter av islams priviligerte posisjon. I konkurranse med wahhabismen og Brorskapet har islamismen og dens xenophobi sneket seg inn.

I Danmark er det utgitt et trebindsverk om Al Azhar. Dyktige Tina Maagaard tar for seg verket i Jyllands-Posten. Første bind handler om arkitektur, det andre er et opptrykk av en bok fra 1922 om Al Azhars rolle som læresete. Magaard: det var i den tid man kunne gi en beskrivelse av den islamske verden uten å pådra seg skjeve blikk. Forfatteren Johannes Pedersen skriver nemlig at Al Azhar er som hentet ut av middelalderen. Det kan man ikke skrive idag.

Tredje bind er av Jakob Skovgaard Petersen, som er leder for det Dansk-Egyptiske Dialogcenter i Kairo. Han har således flere hatter: forsker og instituttleder. De to flyter over i hverandre på en uheldig måte.

På 1920-tallet gikk diskusjonen blant ulema, de skriftlærde, om kalifatet, som nettopp var oppløst. Al Azhar var nede i en bølgedal og hadde mistet innflytelse: hvordan skulle man gjenvinne tapte posisjoner? Man kunne ikke drømme om kalifatet for det truet statens autoritet. Men man kunne gjøre en hestehandel.

En anden rigtig god grund til at have arkiveret kalifat-drømmen er al-Azhars tætte forbindelse til den egyptiske stat. Hvor ulema blev marginaliseret i årtierne efter kalifatets opløsning i 1923, har de langsomt, men sikkert kæmpet sig tilbage i en officiel magtposition. Skovgaard-Petersen fortæller, hvordan Shaykh al-Azhar, dvs. al-Azhars rektor, »er sidestillet med statsministeren finansielt og i protokollen.« Det egyptiske regime havde behov for at få sin politiske legitimitet bekræftet af al-Azhar, men »til gengæld for tjenesterne måtte staten støtte al-Azhars ekspansion i grundskolen og universitetet, i medierne og i kulturlivet.« Politikerne indså for sent, at når man prøver at instrumentalisere islamiske lærde, ender man gerne med selv at blive underlagt deres dagsorden.

Al Azhar har dermed inntatt en tvetydig posisjon og har mange hensyn å ta. Ett av dem er konkurransen med Medina-universitetet i Saudi-Arabia om teologisk innflytelse. En annen utfordring kommer fra Det Muslimske Brorskap. Når makt, politikk og religion blandes oppstår mange kryssende interesser, som forklarer hvorfor Al Azhar er blitt arnested for islamisme. Det moderate imaget i Vesten er like mye uttrykk for hva eliter i Vesten ønsker å tro.

Fortier

Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «.

Artikkelen Lærdom og diskrimination sto på trykk 24. januar.

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også