Sakset/Fra hofta

Pofessor Mehdi Mozaffari flyktet til Danmark fra Iran da Khomeinis islamske revolusjon bredte seg i landet. Siden har han forsøkt å kartlegge islamismen, som han mener berøvet ham hans hjemland.

Inntil 1981 underviste han ved Sorbonne-universitetet i Frankrike, men ble deretter ansatt som islamforsker ved Institutt for Statskunnskap ved Aarhus Universitet. Mozaffari har også vært leder for Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser, og er nå aktuell med boken ”Islamisme – en orientalsk totalitarisme”.

I et intervju med Jyllands-Postens Rikke Gustavsen forteller den 73 år gamle professoren om sitt oppgjør med troen generelt og islamismen spesielt:

Mehdi Mozaffari var alene med sig selv i Paris. Helt trukket ind i sine egne tanker. Alene med sin tro på Allah den almægtige og med sine studier. I hans bagage lå minderne fra koranskolen i hans barndomsby, Teheran. Hans dybt religiøse storebror havde tvunget ham til koranversene. Bogen med de religiøse vers var brun og tung, og han var den eneste af vennerne, der blev presset til at læse vers. Han passerede vennerne på vej til koranskolen. De legede. Han slæbte på den store, brune bog og hadede det.

Efter koranskolen begyndte han på universitetet i Teheran og fik religiøse venner. Det var før den islamiske revolution. Og han tror, at han kunne være blevet en af de ledende figurer i omvæltningen, for han havde en høj uddannelse og venner på høje poster.

Under studietiden ved Sorbonne snek imidlertid tvilen seg inn. Mozaffari fikk ikke det han leste til å stemme med sin tro på at mennesket har rettigheter og må være fritt. Langsomt begynte han å bevege seg vekk fra sin religiøse tro. Han sluttet å tro på Allah. Da Mozaffari dro tilbake til Iran, viste det seg at hans gamle venner fra universitetet i Teheran hadde vanskelig for å akseptere fraværet av tro. Han ble kalt en vantro og en forræder av sine venner:

Deres ord gør stadig indtryk, her et levet liv senere i en solfyldt lejlighed i København mellem persiske puder, Ikea-møbler og en krydret duft af cigar.

Mehdi Mozaffari lukker øjnene og gestikulerer videre med hænderne foran sit ansigt. Han må presse øjenlågene ned for rigtigt at kunne huske, for han er 73 år, og det er længe siden, at han var nødt til at sige farvel til Iran og til sine religiøse venner, som ikke længere ville vide af ham.

I et land der religiøsitet i stadig større grad ble målet for et menneskes verdi, var det ikke lenger plass til Mehdi Mozaffari. Han ble nødt til å flykte:

»Jeg ved ikke, hvad der vil ske, hvis jeg tager tilbage. Men der vil ske noget. De vil ikke bare lade mig komme. Tidligere er folk, der er vendt tilbage, forsvundet. Det er vist meget almindeligt.«

Alvoren og savnet af Iran presser hans skuldre nedad og får hans fortællende hænder til at stoppe deres bevægelser og finde hinanden. Han er stille. Hans krop er stille.

»Det er, som om det Teheran, jeg elsker, er i et fængsel eller dødt. Det skal jeg leve med,« siger han langsomt.

Det er islamismen, der er skurken – som har buret Iran inde og ham ude, siger han.

Siden har hans mål som forsker vært å finne svar på hva islamisme er og hvorfor det finnes terrorister. Det siste bidraget til forståelse av fenomenet er boken ”Islamisme – en orientalsk totalitarisme”. Tittelen henspeiler på bokens konklusjon:

»Islamismen kan ikke eksistere uden islam, så der er unægtelig en forbindelse mellem islam og islamisme, men hvor islam eksisterer i forskellige versioner og kan praktiseres moderat, antager islamismen den samme form, uanset hvilket land og hvilken kultur den kommer til udtryk i. Det betyder, at man kan definere islamisme som et samlet fænomen. Det er en totalitær, religiøs ideologi med det formål at erobre verden med alle midler – både fredelige og ikkefredelige. Terroranslag tydeliggør, at det ultimative mål er at styre verden,« opsummerer han sit forskningsresultat.

Han er kritisk. Men han har selv været der, inde i troen, og han er overbevist om, at den kan praktiseres moderat, og at det sker mange steder.

Det er en anden sag med islamismen, siger han.

Som eksempler på totalitære systemer nevner Mozaffari Det muslimske brorskap, den somaliske terrororganisasjonen Al-Shabaab, Iran og Saudi-Arabia. Disses mål er definere hvordan andre skal leve, som hva de kan spise, ha på seg og tenke. Frihetsrettigheter er et fremmedord.

Mozaffari er også bekymret for islamismen fordi den har vingeklippet de vestlige frihetsrettighetene:

– Truslen fra islamismen er at den indirekte kan endre våre verdier og livsform, sier han. – De er allerede igang, mener Mozaffari og viser til overvåkning av e-poster og kroppsskanning på flyplasser.

Han mener imidlertid at islamistene ikke er i stand til å endre samfunnet fundamentalt. – De tror de kan erobre verden, men det er en utopi, for islamistene kommer ofte fra underutviklede land, forklarer han.

73-åringen forteller om sitt første møte med den avdøde imamen og islamisten Abu Laban, som var blant dem som iverksatte rundturen i den muslimske verden – med både ekte og uekte karikaturtegninger i reisevesken – for å reise en opinion mot Jyllands-Posten og Danmark.

Men i begyndelsen af 1990’erne var han sprællevende og tog imod Mehdi Mozaffari i sin lejlighed i Valby og bød på dadler, te og forståelse.

»I begyndelsen handlede det ikke om at islamisere Danmark. Man ville opbygge små islamiske bastioner i Vesten. Det var formålet,« siger Mehdi Mozaffari.

Men hvor det var muligt at tale med Abu Laban, var det sværere at indgå i dialog med Hizb ut-Tahrir, da det blev en spiller på den islamistiske hjemmebane.

Hizb ut-Tahrir er en av de mest markante antidemokratiske og islamistiske gruppene i Danmark, mener Mozaffari. Men det er samfunnets reaksjon er avgjørende for hvor stor trussel den kan bli. Den vil ikke forsvinne av seg selv, så den må få motstand, forklarer han. Gruppen er godt organisert og hvis det omgivende samfunn faller i søvn, vil den få mer innflytelse på skoler, på kommunalt nivå og med parallelle domstoler.

Mozaffari mener at det er å lukke øynene hvis man i toleransens navn aksepterer at en skole bare kan servere halalmat. Det er å fortrenge den opprinnelige danske verdi. Man skal selvfølgelig ta hensyn til muslimsk matkultur, men den må ikke dominere, avslutter han.

Jyllands-Posten: En vantro forræders opgør ble publisert 10. november 2013, og er sub only.