Kommentar

Sveriges innvandrerproblemer vokser med rekordfart. Samtidig har den svenske eliten – medier og politikere i skjønn forening – innført en omskrivning av virkeligheten, som forbyr å nevne problemene ved deres riktige navn. Da et forskningsprosjekt skulle begi seg inn i dette minefelt, grep integrasjonsminister Mona Sahlin inn, og avsatte lederen. Istedet kom en tredjerangs forsker, dessverre av utenlandsk bakgrunn, som fører alle problemer tilbake til Sverige som et rasistisk samfunn.

Det er Weekedavisen som igjen gir oss et nødvendig korrektiv. Avisen forteller oss hva som skjer i våre naboland, og vi vet: dette kan også komme til å skje her.

Det er store forskjeller på tilnærmingsmåten til innvandrere i de tre nordiske land: Danmark representerer en ytterfløy, Sverige den andre. Norge står et sted i midten, men har definitivt mest til felles med Sverige. I det minste det offisielle Norge.

Dessverre må vi konstatere at AP og SV står for den samme tildekkende politikken som de svenske partiene. De får langt på vei støtte av Venstre, KrF og Sp, selv om grasrota i KrF og Sp mener noe annet.

Det skremmende med historien er at Sahlin står for en type opportunisme som gjør hva som helst for å redde sitt og partiets skinn. Det gjelder ikke bare i hennes private økonomi at hun mangler grenser. Et oppgjør med manglende integrering vil utvilsomt ramme Sossarna. I stedet inngår hun en allianse med forskere som legger all skyld på den strukturelle diskriminering. Europeere er født rasister. Det er en type sirkelargumentasjon. Den rene renneløkken som kan brukes til å henge hvem som helst.

Bortom vi och dom er en forskerantologi redigeret af sociologiprofessor Masoud Kamali og en økonomisk historiker, Paulina de los Reyes, fra det svenske Arbejdslivsinstitut. Specielt den udredning har affødt voldsomme diskussioner i det svenske samfundsvidenskabelige miljø.

Den iransk-fødte Masoud Kamali er kontroversiel i samfundsforskningen i Sverige, og hans vej til ledelsen af udredningen sidste forår var tilsvarende kontroversiel.

Da Mona Sahlin avsatte Anders Westholm og innsatte Masoud Kamali vakte det sterke reaksjoner i det svenske forskermiljøet. De opplevde at forskningens frihet sto i fare.

Mona Sahlins indgreb i arbejdet fik de resterende medlemmer af ekspertgruppen – deriblandt professor Lise Togeby fra Aarhus Universitet – til at protestere. De udsendte en erklæring under overskriften »Mona Sahlin politiserer forskningen«.

Erklæringen sluttede: »Ifølge vores opfattelse var det en meget bedre ordning, at regeringen gav forskningsrådene til opgave at fordele forskningsmidler til den slags specialopgaver. Forskere kan da søge i konkurrence. Den politisering af forskningen, som Mona Sahlins beslutninger indebærer, er meget urovækkende og kan komme til at skade troværdigheden for både etnicitets- og IMER-forskningen (IMER står for international migration og etniske relationer, red.) samt for svensk udredningsvæsen i lang tid fremover.«

Efterfølgende protesterede stort set hele den svenske statskundskabselite mod integrationsminister Mona Sahlins udpegning af Kamali, i alt omkring 70 forskere. I deres erklæring slås der tilsvarende på, at politiseringen går ud over troværdigheden: »…beslutningen om at udpege Kamali til formand opfatter vi som, at regeringen bestiller de forskningsresultater, som man af politiske grunde gerne vil have. Det vil i lang tid fremover skade ikke bare legitimiteten af denne forskning, men også hele udredningsvæsenet.«

Men fikk det Sahlin til å rygge? Langtifra. Hun slo tilbake, og nå brukte hun det tautologiske rasismeargumentet mot forskerne selv. Det har noe stalinistisk over seg, både i sin uangripelighet, og aggressivitet.

Det gjorde dog ikke indtryk på ministeren, og hun vendte i stedet våbnet mod forskerne selv: Mona Sahlin, der i dag ikke længere er integrationsminister, men såkaldt samfundsbygningsminister, anførte, at kritikken af Masoud Kamalis udnævnelse bundede i strukturel racisme i den akademiske verden.

Weekendavisen har intervjuet Kamali, og hans uttalelser bekrefter at svenske skattepenger betaler for en forskning som minner om en totalitær tvangstrøye. Med den kan man sette enhver kritikk ut av spill.

»Om man har intentioner om at diskriminere eller ikke, spiller ingen rolle for, om der sker strukturel/institutionel diskriminering. Konsekvenserne af en organisations eller en persons handling er vigtigere, ikke intentionerne. Diskriminering i den forstand, som vi skriver om i antologien, bygger på en vi-og-dem tænkning. Dette vi-og-dem er noget europæisk, noget som er skabt med moderniteten. Faktisk var den første, som delte menneskeheden i fire forskellige racer, Carl von Linné, som dermed – utilsigtet – tildelte kolonialismen et ideologisk grundlag. Det er vigtigt at huske på, at vi-og-dem-tænkningen er en fælles europæisk arv. Derfor kalder jeg også mit bidrag til antologien et europæisk dilemma med undertitlen strukturel/institutionel diskriminering. Racismen er en integreret del også i den demokratiske udvikling.«

Integrasjonsproblemene er et resultat av den iboende diskrimeringen/rasismen i Europa. Tenkningen er en blanco-fullmakt til demonteringen av det svenske demokratiet: innvandrere er i sin fulle rett til å utvikle parallellsamfunn.

Sensur

Det svenske etablissmentet motarbeider aktivt alle tilløp til å ta opp innvandringsproblemene politisk.

At sætte spørgsmålstegn ved indvandringens størrelse og det multikulturelle samfund ligestilles af politikere og medier med racisme, som det lille parti Sverigedemokraterne erfarede ved riksdagsvalget i 2002. Her fik det blot 1,4 procent af stemmerne – dog øgede det ved det samtidige kommunalvalg antallet af mandater fra otte i fem kommuner til 50 i tredive kommuner, fortrinsvis i Skåne.

Reaktionen blandt de etablerede partier var i Malmø at mindske størrelsen på de kommunale udvalg, så partiet ikke blev berettiget til en plads. Noget tilsvarende synes nu at ske ved valget til Kirkemødet – Svenska Kyrkans højeste besluttende organ. Ved det første direkte valg til Kirkemødet for fire år siden fik Sverigedemokraterne 2 mandater ud af 251, men nu har Kirkemødets ledelse med Socialdemokraterne i spidsen planer om at ændre valgreglerne og genindføre indirekte valg via menighedsrådene for at udelukke Sverigedemokraterne fra Kirkemødet. I forvejen nægtes de adgang til at annoncere i Kyrkans Tidning.

Angreb på møder i partiet får lov at passere uden omtale i medierne, eller uden at riksdagspartierne tager afstand, som tilfældet er i Danmark ved politisk vold.

Mediene

Mediene omtaler ikke etnisitet av prinsipp. Typisk nok er det innvandrere selv som i kraft av sine posisjoner som lærere eller sosialarbeidere henger bjella på katten, innfødte svensker får ikke lov eller våger det ikke.

Medierne er også overordentlig tilbageholdende i deres omtale af problemer, hvis de vedrører indvandrere. Etnicitet omtales helt overvejende ikke, fordi det anses for uvedkommende. Derfor viderebringer medierne heller ikke signalementer i forbindelse med gaderøverier og voldtægter. Danske mediers måde at omtale problemer på, der har relation til indvandrermiljøet, ville være helt utænkelig i Sverige. Hvor danske aviser og tv-aviser som den største selvfølgelighed taler om unge indvandrerbander på Nørrebro, taler svenske medier helt uspecificeret om bander.

Svenske tilstande
av Frede Vestergaard

Les også

-
-
-