Kommentar

Danskene må være tryggere på seg selv enn vi er. De har våget å forske på de negative sidene ved innvandring. Men det kostet. De første forskerne fikk en meget ublid velkomst. Norge befinner seg omtrent der Danmark var for ti år siden. Spørsmålet er såvidt satt på dagsorden.

Ole Jørgen Anfindsen, en av personene bak honestthinking.org, fikk først en kronikk i VG, og tema ble så tatt opp i NRK radio, hvor han møtte en representant for Statistisk Sentralbyrå. De svarte også i VG, og lover en ny rapport i desember, visstnok.

The gatekeepers er blitt oppmerksom på tema, men trenger å pushes.

En artikkel i siste Weekendavisen beskriver en historie som til forveksling ligner vår, bare at vi befinner oss på 90-tallet en gang, etter dansk tidsregning.

En dag i 1990 ringer kommunaldirektøren i Ishøj til kultursosiolog Eyvind Vesselbo, ansatt i Dansk Statistikk, hvor han arbeidet med miljødata. Det var kommet direktøren for øre at Vesselbo drev med forskning på innvandrere på fritiden. Slik begynte det første forskningsprosjekt i Danmark på den demografiske utviklingen til en bestemt innvandrergruppe.

»Vil du hjælpe os med at undersøge konsekvenserne af familiesam-menføringerne blandt tyrkerne,« lød opfordringen.

Det ville Eyvind Vesselbo gerne. Han gik i gang med at opspore slægtninge til 145 tyrkiske mænd, der var kommet til Danmark som gæstearbejdere i tiden omkring 1970, og som alle var flyttet til Ishøj.
….

At gøre den største indvandrer-gruppes familiesammenføringsmønstre og fødselsfrekvens op i mandtal, var et studie, der aldrig tidligere var gjort herhjemme.
……
Undervejs i arbejdet var kultursociologen ganske vist blevet overrasket over, at de unge fra anden generation altid giftede sig med en ægtefælle, som boede i Tyrkiet. Han havde troet, at unge, der var opvokset herhjemme, var blevet så integrerede, at de også havde blik for jævnaldrende i Danmark som potentielle partnere.
….
I oktober 1990 offentliggjorde han sin undersøgelse. I løbet af blot tyve år, mens Danmark officielt havde haft indvandrer-stop, var de 145 stamfædres familier vokset til at omfatte 1.824 personer, som alle boede i Danmark.
….
Eyvind Vesselbo havde simpelthen stukket hånden i en hvepserede. Hvad der særligt kom bag på ham var, at kollegerne i Danmarks Statistik og hele det akademiske miljø i øvrigt også distancerede sig voldsomt fra undersøgelsen, skønt ingen havde konkrete faglige indvendinger mod optællingen.

Norge

Det pussige med Norge er at avisene leverer stoff som bekrefter at det er meget bekymringsfulle sider ved innvandringen, f.eks. Aftenpostens story om at av 522 innmeldte barnemishandlinger i Oslo gjaldt 400 innvandrerbarn. Det er tall som gjør inntrykk. Men Aftenposten har ikke rørt temaet demografisk utvikling. Å sette enkeltforhold i sammenheng og stille noen mer vidtfavnende spørsmål, ser det ikke ut til at man våger. Det gjorde man ikke i Danmark heller for ti år siden. Men har vi råd til å vente så lenge?

Det er påtagelig å registrere hvor utvungent Weekendavisen beskriver situasjonen for innvandrere. Usminket. Det er ikke morsom lesning. Men skulle avisen derfor la være?

I dag er det dokumenteret i talrige rapporter, at indvandringen gennem de seneste knap fire årtier har haft markante følgevirkninger på samfundet:

Indvandrerne fra de ikke-vestlige lande vil udgøre en stadigt voksende del af befolkningen. Børnene klarer sig markant ringere i folkeskolen, og som unge får de ikke en uddannelse. Som voksne får de ikke et arbejde, men er tværtimod overrepræsenterede i gruppen af passivt forsørgede. Samfundsøkonomisk er de en byrde. De er mere afvisende over for blandede ægteskaber end gammeldanskerne. Og de er mere kriminelle, selv når man tager de sociale baggrundsfaktorer i betragtning.

Men det er alt sammen viden, som er af forbløffende ny dato.

Fra et kunnskapskritisk synspunkt er det interessant at man dyrket holdninger som bryter med hevdvunne vitenskapelige prinsipper. Det fantes forskning på innvandrere, men den behandlet dem utelukkende som ofre. Det var institusjonene og samfunnet som behandlet dem dårlig. Hvordan kunne de hjelpes? Det er fortsatt gjennomgangstonen i det offisielle Norge?

Aftenposten har skrevet om det nye introduksjonsprogrammet, og holdt frem Bærum. Vel og bra. Men avisen gjør ikke noe forsøk på å bygge bro over de negative sakene og de positive. Leseren sitter igjen som et spørsmålstegn.

På Dansk Statistikk fantes det en forsker som gjorde nettopp det SSB kvier seg for å gjøre. Han kategoriserte annengenerasjons innvandrere som utlendinger, fordi de oppfører seg som det. Det ble ramaskrik.

NOGLE år senere fik en anden mand ørerne i maskinen. Poul Chr. Matthiessen, professor i demografi, har i mange år været den førende ekspert i befolkningsudvikling. Som konsulent for Danmarks Statistik og deltager i en særligt udpeget arbejdsgruppe var han i begyndelsen af 1990erne med til at indføre et nyt begreb i institutionens befolkningsprognoser. Andengenerationsindvandrere skulle nu, uanset om de var danske statsborgere, tælles med i samme kategori som deres mor og far. Antagelsen var, at de unge efterkommere var kulturelt påvirkede af deres forældre, og at det under alle omstændigheder ikke gav mening blot at inddele befolkningen efter statsborgerskab

Flere politikere protesterede over den ny type fremskrivninger af befolkningen. De gavnede ingen, og det udstillede blot de etniske minoriteter, lød kritikken.

»Jeg blev ærlig talt meget overrasket. Er der særlige problemer med en befolkningsgruppe, med hensyn til beskæftigelse, bosætning, kriminalitet og andet, er befolkningsfremskrivninger et nyttigt værktøj. Og det er jo netop et af forskningens hovedformål; at give politikerne et værktøj,« siger Poul Chr. Matthiessen.

I 1991 kom den første befolkningsprognose, og i 1997 kom den næste. Den forudså, at antallet af indvandrere og efterkommere ville være 762.000 i år 2020. Til den tid ville de udgøre knap 14 procent af hele befolkningen.

Det kom en ny statistikk fra DS onsdag denne uken. I parentes bemerket er det ikke spesielt konstruktivt å kaste bort tiden på om det kan bli et muslimsk flertall i Norge. Et antall på 300-400.000 muslimer er mer enn stor nok til å sette dagsorden. Det er ut fra den krisen islam befinner seg i, betimelig å spørre: ønsker vi det? Vi bør i det minste drøfte åpent de alvorlige bivirkningene.

Diskrimineringsmyte

Danskene stakk også hull på en annen myte: at innvandrernes lave andel på arbeidsmarkedet skyldes diskriminering. Det var det frittstående Rockwool-fondet som satte i gang denne forskningen.

AT arbejdsmarkedet faktisk ikke diskriminerer de etniske minoriteter i nævneværdigt omfang, var én af de myter, som Rockwool Fondens Forskningsenhed senere punkterede. Den store arbejdsløshed blandt indvandrerne skyldes først og fremmest deres dårlige danskkundskaber, ringe uddannelse samt manglende medbragte kompetencer fra lavteknologiske samfund i hjemlandene, som ikke matcher det højteknologiske Danmark, konstaterede den privatfinansierede institution.

Fondet utarbeidet en rapport i år 2000. Finnes noen lignende på norsk?

Det mest skelsættende blev publikationen »Mislykket integration? Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet«, der udkom i 2000 med Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen som hovedansvarlige.

Her blev det blandt andet dokumenteret, at:

* Kun 39 procent af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande var i arbejde.

* 38 procent af al kontanthjælp gik til de fem procent af befolkningen, der kommer fra ikke-vestlige lande.

* 21 procent af de beskæftigede a-kassemedlemmer blandt indvandrere og efterkommere ville have flere penge til rådighed ved at gå på dagpenge fremfor på arbejde.

* Indvandrere og efterkommere kostede netto samfundet omkring ti milliarder kroner årligt.

PUBLIKATIONEN blev en øjeåbner for mange politikere, og den var en af hovedårsagerne til, at debatten om de fremmede pludselig kom til at basere sig mere på fakta end på politisk korrekte forestillinger.

Det har rent mye vann i havet siden debatten om innvandrerregnskap. Måten FrP brukte saken på gjorde at den ble uantagelig for de andre partiene. I dag er det sprekker i systemet, men de er foreløpig små. Men hvordan er det mulig at forskere og medier kan late som om situasjonen i Danmark ikke eksisterer?

Dette må være langt viktigere enn dill om 1905.

Mest lest

Les også