Hans Rustad Et symptom på utviklingen i Russland under president Putin: De to som forhandlet fram fredsavtalen mellom Russland og Tsjetsjenia i 1996, er begge døde, den ene omkom i en dramatisk ulykke, den andre ble likvidert. Anna Libak kommenterer i Weekendavisen at attentatet på Maskhadov letter presset på Russland til å prøve en forhandlingsløsning på krigen som ble restartet i Tsjetsjenia i 1999. Russland ville under ingen omstendigheter ha gått med på selvstyre, som Maskhadov ville krevd. Russland er kompromissløs under Putin, og press fra Vesten, i den grad det har vært, irriterer. Russland skaffer seg billett til fortsatt krig: -Nu kæmper de virkelig mod international islamisk terror i Nordkaukasus, skriver Libak.
I samme avis går André Glücksmann lenger: han påstår at vestlige politiske ledere i realiteten stilletiende har gitt sitt samtykke til at han ble tatt av dage. Libak mener det var presset om forhandlinger som førte til attentatet, Glücksmann påstår det motsatte: At Vesten gjorde så lite for å støtte Maskhadovs invitasjoner til forhandlinger at man direkte bidro til hans død.
Aslan Maskhadov havde lige dekreteret en ensidig våbenhvile og proklameret, at han repræsenterede vestlige værdier og ikke radikale islamistiske værdier. Denne månedlange våbenhvile var blevet respekteret af de tjetjenske kæmpende som helhed. Maskhadov havde vist sin styrke. Det var det rette øjeblik at dræbe ham. For at forhindre at ånden fra de »permanente revolutioner«, som vores ven Zaren afskyr, ikke skal nå til Nord-Kaukasus.
Ikke én vestlig politisk leder har turdet opfordre Kreml til at forhandle med dette heroiske, martrerede folks eneste legitime leder.
Demokratiene svikter, mener Glücksmann:
Prøv at tænke på kommandant Massoud i Afghanistan. Han holdt stand over for russerne og senere over for islamisterne, han blev forladt af demokratierne og dræbt – til bin Ladens fordel. Endnu en gang: ikke en af vores ledere modsagde Vladimir Putin, da han sidestillede de tjetjenske uafhængighedskæmperes militære modstandskamp med international terrorisme.
Vores politiske ledere er ikke bare blottet for moral, de lægger oven i købet en bemærkelsesværdig politisk dumhed for dagen. Hvilken politisk leder vil nu kunne neddysse disse tusindvis af plagede mennesker, der kun drømmer om at få hævn?
Den døende Yassir Arafat fik ret til diverse æresbevisninger fra Frankrig og Europa. Den tjetjenske præsident, der aldrig har opfordret til mord på civile, døde til gengæld lige så alene, som han kæmpede. Forladt af verden, isoleret i sine rebelske bjerge kunne han se sit folk blive massakreret i almindelig ligegyldighed.
Aslan Maskhadov er også død som følge af vores leksikalske uduelighed. Vi taler med brask og bram om folkedrab, undtagen når der virkelig er tale om det som i Rwanda i 1994. Salafisterne og saddamisterne, som slår valgobservatørerne og de almindelige valgdeltagere i Irak ihjel, kalder vi »frihedskæmpere«.
Men vi nægter at overføre denne betegnelse til disse mennesker, der kæmper for deres frihed og ikke vil lade deres folk uddø. Ved at nægte at kalde ham det, han var, nemlig præsident og patriot, gav de vestlige politiske ledere på forhånd deres samtykke til, at han blev myrdet.
I slutningen af sin sidste novelle, Khadzji-Murat, skildrer Tolstoj i form af et litterært og politisk testamente en sær, forstyrret scene: En veg zar får overbragt et afhugget hoved af en adelig tjetjensk leder på et fad. Aslan Maskhadov døde i går i den lille by Tolstoj-Jurt.
Tak d’herrer Chirac, Bush og Schröder
(Libaks artikkel i Weekendavisen krever abbonnement.)
Maskhadovs motpart i 1996, Aleksandr Lebed, omkom i et helikopterhavari for nesten tre år siden. General Lebed utfordret Boris Jeltsin i presidentvalget i 1996, men gjorde en deal med Jeltsin og støttet ham i andre runde. Lebed ble sikkerhetsrådgiver og fikk avsluttet krigen Jeltsin hadde startet i Tsjetsjenia to år før.
Lebed var ingen demokrat. Om han mot alle odds hadde blitt president i 1996, er det langt fra sikkert at ikke krigen hadde startet igjen i Tsjetsjenia, bortsett fra at det ville vært et prestisjenederlag for en mann som hadde fått fredsavtalen på plass, og det er ganske sikkert at russerne ikke hadde fått Putin. Som noe av det første han gjorde som statsminister i 1999, var å starte krigen igjen i Tsjetsjenia.
