Gjesteskribent

Bent Blüdnikow er en uavhengig journalist. Han har sine meningers mot. Han kan feks. godt ta et oppgjør med danske historiefremstilling av annen verdenskrig (i Weekendavisen). Han har mao integritet og likevel skriver han i borgerlige Berlingske Tidende. Kanskje fordi Berlingeren har forblitt borgerlig i uttrykkets gode betydning? I det norske motstykket, Aftenposten, er det knapt noen igjen av hans støpning, hvis det ikke dreier seg om uvesentligheter.

Ulf Andenæs er et eksempel på det fenomen Blüdnikow skisserer: den konsekvente antiamerikanske, forkledt som Bush-kritikk. Et særkjenne er at man i alle sammenhenger kjører frem USAs feil og mangler, uansett hva sammenhengen måtte være. Et intervju med Samantha Power lørdag, i anledning boken om FN-sendebudet Sergio Vieira de Meello, åpner derfor med at «USA glemte å opprette den beredskap i Irak som kreves av en okkupant». I teksten heter det at «men likevel hadde de ikke forberedt seg mot terror. Den forsømmelsen kostet de Mello livet. Terroren gjorde sin entré med dem.»

Bush-administrasjonens mange feilgrep og forsømmelser gjør at en propagandist har nok å øse av. Men i tilfelle Hotel Canal 19. august 2003 var det FN og Sergio Vieira de Mello selv som hadde avslått USAs tilbud om betongsperrer foran hotellet. Akkurat som utenriksminister Jonas Gahr Støre i Kabul ønsket de Mello å vise sin uavhengighet og sivile profil. Det kostet ham livet.

Andenæs toner ubeskjemmet flagg når han skal fortelle hva Powers forrige bok handlet om, den som het «A problem from hell», han sier den er «om hvordan myndighetene i Washington unnlot å stanse folkemord». Boken omhandler folkemord i det 20. århundre, fra det armenske. Tvertom handler boken om at USA som oftest bidro til å stanse folkemord. De administrasjonene som viser størst avstand mellom prinsipper og handlemåte er faktisk demokraten Bill Clinton og hans utenriksminister Madeleine Albright, som ignorerte Bosnia til det eksploderte i ansiktet deres, og som aktivt motarbeidet at FN skulle gripe inn i Rwanda. Men dette er informasjon som er vanskelig å fordøye/få til å passe inn i det forførte verdensbildet.

Andenæs gir et forbløffende eksempel på den langsomme penetrering som ser ut til å foregå i hodene på folk som ser på seg selv som konservative eller liberale.

Blüdnikow tar utgangspunkt i et intervju Spiegel gjorde med Henry Kissinger.

For et par måneder siden bragte det tyske tidsskrift Spiegel et opsigtsvækkende interview med den gamle amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger. Heri betegnede han den nuværende præsident George Bush som en præsident, der havde vist sjælsstyrke i mødet med islamismen og hvis eftermæle i eftertiden vil blive meget mere positivt end nu. Hov, stop lige lidt. Er det den samme præsident Bush, som i europæiske medier systematisk bliver betegnet som dum, en katastrofe og er alment foragtet? Kissingers ros var ikke en selvfølge, for han tilhører en helt anden retning i amerikansk udenrigspolitik.

Kissinger var repræsentant for udenrigspolitisk realisme, hvor USAs ledelse var parat til at forhandle med stort set hvem som helst – også morderne i Kina. Bush er derimod kommet til at stå som repræsentant for idealismen, der lægger vægt på at hjælpe demokratiet frem og ikke vil forhandle med hvem som helst. Bushs omdømme i Europa har dog historiske fortilfælde. Tænk blot på Ronald Reagan, der af danskere blev kaldt dum og skydegal og nu regnes for en af århundredets største præsidenter. Men sandt er det, at Bush er omstridt og at der i amerikansk presse, ikke mindst i den oppositionelle østkystpresse som New York Times og Washington Post, er skrap kritik af ham, og det er der såmænd også i den konservative presse. Men sagen er, at præsident Bushs regeringstid både indeholder rigtige og forkerte beslutninger, men vi hører blot ikke om de beslutninger, der gav et godt resultat. Lad os nævne nogle stykker:

1. EN NYLIG RAPPORT fra CIA fastslog, at Iran ikke synes at have intentioner eller evner til at omskabe deres atomprogram til nukleare våben. Opgivelsen af dette projekt skete i 2003. I europæiske medier blev det udlagt som endnu en Bush-dumhed. Men hvad europæiske medier ikke rapporterede var, at Irans opgivelse sandsynligvis hang sammen med invasionen i Irak og at denne altså frelste os fra, at Irans atomtrussel blev realiseret.

2. En Senatsundersøgelse slog også fornylig fast, at Saddam Hussein ikke samarbejdede med al-Qaeda. Stor nyhed i Europa. Atter havde Bush løjet for europæerne. Hvad medierne ikke fortalte, var, at samme udvalgsrapport slog fast, at Saddam Hussein havde et bredt samarbejde med en andre terror organisationer og at redegørelsen derved styrkede Bush-regeringens skarpe holdning til Saddam Hussein regimet.

3. Bush har måtte høre meget for de ikke fundne masseødelæggelsesvåben, som var en af krigens begrundelser. Men europæisk presse har aldrig fortalt, at Saddam Hussein regimet arbejdede seriøst med et atomvåbenprojekt, og at lederen af dette projekt har skrevet i International Herald Tribune, at det ville være blevet virkeliggjort, hvis ikke invasionen var kommet.

HVOR BUSH SKILDRES som en håbløs idiot og europæiske journalister hæmningsløst klipper fra amerikansk oppositionsaviser for at formidle dette indtryk, så skildres demokraterne som fine folk. Blot et eksempel: Da Barack Obama blev kritiseret for sin nære relation til den fanatiske præst Wright, holdt han en tale om forholdet mellem sorte og hvide. I europæisk presse blev det fremstillet som atter en sejr for Obama og en avis fremhævede, at alle amerikanske kommentatorer havde rost talen som historisk og fremragende. Det var misinformation. Mange amerikanske kommentatorer mente, at det var en svag og problematisk tale. Men den europæiske offentlighed fik det ikke at vide.

DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED har et alvorligt problem. Den kan ikke stole på de europæiske mediers virkelighedsbillede. Det skæve billede er resultatet af forudindtagede journalister, der forlæser sig på amerikansk oppositionspresse og manglende redaktørmod. Men det skyldes også et generelt fænomen. Europa er i defensiven og kan ikke klare sig selv.

Et vaklende kontinent. Som Henry Kissinger sagde i samme interview i Spiegel: »Jeg kender ikke mange europæere, der vil benægte, at hvis radikal islam sejrer i Baghdad, Beirut eller Saudi Arabien, så vil det have omfattende konsekvenser for Vesten. Men europæerne er imidlertid ikke villige til at kæmpe for at forhindre det.« I dets afmagt projiceres alle frustrationer og elendighed over på det USA, som på trods af alle svagheder og fejl er en godartet stormagt. Derfor bliver mediernes virkelighedsbillede så skævt. Der er kun én ting at gøre for de stakkels europæiske læsere, der ikke vil misinformeres.

De må selv opsøge amerikanske aviser og magasiner, der giver et andet og mere nuanceret billede af virkeligheden. Læs på nettet Wall Street Journal, World Affairs, National Review eller andre websider, for europæisk presse er en katastrofe.

Trykket i Berlingske 21. april