Jeg vidste ikke, jeg var sådan en optimist

Jeg havde et ærinde på Vesterbro midt på dagen og besluttede mig til at gå hjem over Hovedbanen og Strøget. Civillisationens fernis er tynd, og jeg tænkte på de tre bøger, Robert Redeker igår anbefalede at genlæse. Eller Edgar Allan Poes samme historie efter pesten i 1300 tallet Den Røde Døds Maske. Temaet er ældgammelt.

Hvad vi oplever nu, og mange overraskes af, er menneskets ældste da capo, der går som en bundstolpe ned gennem verdenslitteraturen. At det kommer bag på os, skyldes kun at vi har fået skåret vores litterære rødder over af en revolutionær tankegang. Alle revolutionære hader fortiden, de vil møblere om på den. Islam er klassisk revolutionær – og det svenske samfundbyggeri. Konservative vil ikke vende tilbage til den, de vil blot erindre den.

Banaliteten og ansjoserne

Da jeg nærmede mig hjemmet, så jeg at Gasoline Grill havde åbent (og kunder), og at Netto havde rigeligt med Løgismoses Beaujolais og billige ansjoser, og så tænkte jeg, at selvom jeg har det ene ben i nogle risikogrupper, har jeg endnu ikke gået Min Sidste Tur Gennem Byen, som Dan Turell digtede. Og gjorde.

Det er ikke så slemt, som det muligvis bliver, der er endnu nogle Dejlige Dage,  (A perfect Day, 1909)som Tony Landy sang til tekst af Otto Leisner, en sang der kunne det hele lige fra Dansktoppen til Det Kongelige Teater. Four Jacks lavede den også i 1957. Det høje og det lave mødes, banaliteten har over- og undertoner, man skal ikke afsige forhastede domme.

Jeg vidste ikke, jeg var sådan en optimist. Det er det, der sker, hvis det er for lang tid siden, ens pessimisme er blevet udfordret af virkeligheden (et ord lover ikke at bruge igen før om ti år.) Over kørestolens hoved ser man Søren Kierkegaards fødehjem på Nytorv 2, ser jeg hjemkommet. Der er baggrundstoner, der forfølger en. Fotos © Snaphanen.dk. Klik for helskærm.