Sakset/Fra hofta

Billedet: Den 29. august 1526 stødte sultan Suleiman den Prægtiges tyrkiske hær på flere hundrede tusinde mand sammen med en betydeligt mindre ungarsk styrke i slaget ved Mohacs

Statsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede 500-årsdagen for Martin Luthers reformatoriske 95 teser, som sidstnævnte slog op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, til at skælde ud på – ja netop – Martin Luther. Reformatoren havde sagt frygtelige ting om muslimer, fremgik det af statsministerens redegørelse. Faktisk var de så frygtelige, at Løkke ikke ville tage dem i sin mund, så vi ved ikke, hvad han havde i tankerne.

Men vi får måske et indtryk af Løkkes tanker ved at studere Den Augsburgske Bekendelse, som Tysklands protestantiske fyrster forelagde for kejser Karl 5. den 25. juni 1530. Den Augsburgske Bekendelse har lige siden været fundamentet for den evangelisk-lutherske kirke – altså også den danske folkekirke.

Her læser vi i den første artikel, at ”[menighederne] fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, så som … muhamedanerne og alle deres lige.” Og for at der ikke skal herske tvivl, roses kejseren i artikel 21, hvis han efterligner kong Davids eksempel, ”når han fører krig for at forjage tyrkerne fra fædrelandet”.

Der er en efterklang af denne forsvarsvilje i det danske præsteløfte: Vil man være præst i folkekirken, skal man love “efter evne [at] bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Det må altså indebære et løfte om at bekæmpe “muhamedanerne og alle deres lige”.

Lars Løkke tilhører det segment, der mener, at alle religioner er lige gode, og at det derfor kan være ligegyldigt, om Danmarks bebos af kristne eller muslimer. Og han vil ikke høre et ondt ord om muhamedanere, som han med glæde importerer i stort tal.

Når vi læser om Den Augsburgske Bekendelses baggrund, bliver vi normalt gjort bekendt med teologiske uenigheder mellem paven og Luther, med visse fyrsters lyst til at bemægtige sig kirkegodset og forskellige interne magtkampe i det kristne Europa. Det er sandt alt sammen.

Men der er også en storpolitisk vinkel, som må have gjort indtryk på de tyske fyrster og Bekendelsens forfatter, Philipp Melanchton. Især noget, der var sket uden for den tysk-romerske kejsers hovedstad, Wien, trekvart år før offentliggørelsen af Den Augsburgske Bekendelse, og i Ungarn fire år forinden.

Den 29. august 1526 stødte sultan Suleiman den Prægtiges tyrkiske hær på flere hundrede tusinde mand sammen med en betydeligt mindre ungarsk styrke i slaget ved Mohacs, der fuldstændig knuste den ungarske hær. Suleimans plan var at “erobre verden”, som en samtidig iagttager skrev. Det lykkedes ham i hvert fald at erobre det meste af Ungarn, ligesom tyrkerne tidligere havde erobret bl.a. Konstantinopel, hele Balkan og øerne i det østlige Middelhav.

I løbet af to timer døde 16.000 ungarere under slaget ved Mohacs, heriblandt syv biskopper og den ungarske konge. 2000 ungarske fanger blev halshugget og deres hoveder sat på stager rundt om sultanens telt. To måneder senere marcherede Suleiman tilbage til Istanbul med 100.000 ungarske mænd, kvinder og børn, der blev solgt på de muhamedanske slavemarkeder i sultanens vidtstrakte rige. Men det var kun begyndelsen. Det anslås, at op mod tre millioner ungarere blev taget som slaver i løbet af de to hundrede år, da Ungarn var under tyrkisk kontrol, og Ungarns befolkning blev omtrent halveret.

Efter disse oplevelser med muhamedansk kulturberigelse forstår man jo godt, at ungarerne ikke er indstillet på at rette ind efter Angela Merkels planer om at oversvømme landet med nye muslimer.

Men Suleiman den Prægtige var langt fra færdig. Den 10. maj 1529 sendte han en hær på 250.000 mand og med 300 tunge kanoner mod Wien. Hærens beredne avantgarde ankom til byens mure den 23. september, hvor de red rundt og råbte, at indbyggerne snart ville blive dræbt. Hver rytter bar en lanse med et afskåret hoved af østrigere, som de havde dræbt på vejen. Wien blev kun forsvaret af 16.000 mand og måtte forberede sig på en lang belejring. Men forsvarerne blev kyndigt anført af den erfarne tyske general Nicolas von Salm, og den 16. oktober måtte tyrkerne pakke sammen og drage hjem til Istanbul. Forinden havde de naturligvis massakreret alle deres kristne fanger.

De tyske fyrster og reformatorer, der advarede mod den tyrkiske og muhamedanske svøbe, havde altså deres gode grunde.

Og det var ikke kun den rene teologi, der var på spil, men den simple overlevelse.

Man forstår godt, at Lars Løkke Rasmussen gyser over den antimuslimske tone, der var så udbredt i kristenheden i århundrederne efter Konstantinopels fald i 1453.

Tyrkere og andre muhamedanere kan til gengæld glæde sig over, at de har så stålsatte talsmænd som den danske statsminister, der tilmed gør det gratis.

 

Kjøp Lars Hedegaards bok her