En innsikt som de fleste vanlige mennesker intuitivt hadde før revolusjonen i Europa kom ordentlig i gang, var at et samfunn – det være seg lokalt eller nasjonalt – ikke har godt av store og hurtige endringer, fremfor alt ikke demografiske sådanne. Selv forholdsvis stabile samfunn tåler ikke for store diasporaer av innvandrere uten at en fint kalibrert sosial likevekt begynner å gå tapt.

Paul_Collier_World_Economic_Forum_2013

Denne innsikten manifesterer seg så sjelden hos medlemmer av samfunnets såkalte elite, at det oppleves som ren luksus når det forekommer. Og blant de fremste eksemplene er professor i økonomi ved Oxford-universitetet Paul Collier (bildet).

I et nylig intervju i søndagsutgaven av Frankfurter Allgemeine som Kristeligt Dagblad har oversatt til dansk, går han enda kraftigere enn før i rette med den hodeløse innvandringspolitikken til Tysklands statsminister Angela Merkel, som han kaller moralsk forkastelig.

ANNONSE

Tyskerne har ingen plan for hvordan alle menneskene som kommer til landet fra Afrika og Asia, skal bli en del av samfunnet, sier Collier.

Hr. Collier, Tyskland har i det seneste år modtaget mere end en million flygtninge. Måske er lige så mange på vej. Klarer vi det, sådan som forbundskansler Angela Merkel mener?

Det kommer an på, hvad de (tyskerne, red.) agter at gøre – og afhænger af, hvad flygtningene gør. Nemt bliver det ikke.

Ikke bare mangler det en plan. Etter Colliers oppfatning skorter det også på evnen:

Ser De slet ikke integration som en mulighed?

Tyskland har aldrig været særligt god til at integrere indvandrere. De tyrkiske indvandrere var meget længe om at blive en del af flertalssamfundet. Før Angela Merkel begyndte at give den som helgen, kaldte hun Tysklands multikulturelle samfund for fejlslagent. Jeg har svært ved at se, hvordan det lige pludselig skulle være anderledes.

Denne skrikende selvmotsigelsen hos Merkel er hun knapt blitt konfrontert med. Med hvilken troverdighet kan man i det ene øyeblikk si at flerkulturen er «gescheitert», for kort tid etter å si at man skal lykkes med den?

Sett fra en norsk synsvinkel faller det også naturlig å spørre seg om vårt land egentlig er noe særlig bedre på integrering, om enn den manglende evnen er blitt kamuflert av en evne til å betale for å kamuflere problemene – en betalingsevne som ikke ser ut til å vare evig. Nordmenn er gjerne enda mer reserverte enn tyskere. Hva skjer den dagen pengene ikke i samme grad er tilstede som smøremiddel for de i beste fall keitete og i verste fall anstrengte relasjonene?

Intervjueren Lena Schipper spør professoren hvordan integrering kan la seg gjøre. Collier foreskriver statlig detaljstyring:

Det kan godt være, at man bliver nødt til at indføre flygtningekvoter i skoler, på universiteter og til visse jobs. Man må tilbyde flygtningene sprogkurser og forpligte folk til at deltage i dem. Det kan også være, det giver mening at forpligte flygtningene til at bo bestemte steder for at undgå ghettodannelse. Det gør man for eksempel i Schweiz, hvor hver kanton har regler for, hvor mange udlændinge der maksimalt må bo i hver by.

Arbeidsmarkedsprogrammer er ikke tilstrekkelig, hevder Oxford-økonomen, og begrunner hvorfor:

Størstedelen af de syriske flygtninge var ikke produktive nok hjemme i Syrien til at nå den tyske mindsteløns høje tærskel.

Heller ikke en senkning av minstelønnen eller lærlingeprogrammer ser han som noen magisk formel. Grunnen til det er kulturell:

Den tyske arbejdsdisciplin og samarbejdsevne er kulturelle landvindinger, som man først må tilegne sig. Og det kræver, at man virkelig vil det.

Problemet forsterkes av den store veksten i diasporaene, en omstendighet som Collier tillegger stor vekt i sine analyser:

Hvorfor skulle folk ikke gribe chancen?

Jeg vil ikke skræmme Dem, men de fleste undersøgelser viser, at integration er så meget desto sværere, når en gruppe indvandrere er stor og homogen. De fleste mennesker vil helst være sammen med nogen, der ligner dem. Det er ikke racisme – sådan er det i alle samfund. Også selvom det ville være fint, hvis det ikke var sådan. Undtagelsen er de unge, velhavende og veluddannede, som synes, at forskelligartethed er cool, og kan argumentere langt mere begavet for den holdning, end det tavse flertal kan tale for sin sag.

Avisen spør om ikke den innfødte rasismen, særlig i stadig noenlunde homogene regioner, er en hindring. Collier nøler med å bekrefte.

Er der altid racisme på spil, når det høje antal flygtninge møder kritik?

Nej, sådan er det langtfra altid. Jeg har dog det indtryk, at den offentlige diskurs i Tyskland er tegnet op omkring en modsætning mellem den hellige Merkel og racisterne. Jeg finder det ærekrænkende. Der er gode grunde til at være skeptisk.

Professoren har gjentatte ganger fremholdt at man ikke kan møte folks ofte velbegrunnede skepsis med moralisme. Det virker mot sin hensikt. Folk ser at makthaverne ikke har noen svar.

Oplevelsen af, at det politiske liv ikke har nogen plan, har fået mange mennesker til at gå i panik.

Collier nevner også det viktige klasseperspektivet, som er totalt fraværende hos en såkalt elite hvor de mindre privilegerte nærmest anses som «white trash».

Og så er der gruppen af mindre velhavende, der drives af meget konkrete eksistentielle bekymringer.

Hvad er det for bekymringer?

Der er tydelige tegn på, at solidariteten mindskes meget hurtigt i samfund med en høj indvandrerandel. Min kollega David Rueda har netop for nyligt fastslået på ny, at det er tilfældet i de europæiske lande.

De rige betragter så de fattige som en gruppe, som de intet har tilfælles med, og som de ikke længere ønsker at hjælpe gennem omfordeling. På samme måde som tyskerne ikke følte sig tæt nok på grækerne til at ville overtage deres gæld.

Et adjø til nasjonen er også et adjø til solidariteten:

Det mirakuløse ved nationalstaten er, at den giver os en fælles identitet, hvor solidaritet er mulig. Det arrangement bliver truet af for stor indvandring.

Så kritikerne af flygtningepolitikken anser velfærdsstaten for at være i fare?

Jeg siger blot, at de har rationelle grunde til at være bekymret uden straks at være racister.

De har ikke høje tanker om Tysklands holdning til flygtningekrisen, har De?

Nej, bestemt ikke. Det var en kæmpefejl af Angela Merkel at invitere alle flygtninge til Tyskland. Især da, når hun tydeligvis på forhånd overhovedet ikke havde truffet nogen foranstaltninger til at håndtere det stormløb, der kom ud af det. Men derudover var hendes invitation også moralsk forkastelig.

Forkastelig?

Hun opfordrede jo nærmest folk til at svømme til Europa. Det er ren russisk roulette: Find dig en smugler og sæt din lid til, at din båd ikke synker. Hvordan kan det forsvares?

Collier har tidligere pekt på at denne politikken «drysser velstand over de få, dreper tusener og ignorerer millioner». Og velstanden drysses over dem som var forholdsvis ressurssterke fra før:

Se Dem dog omkring: unge mænd, der er velhavende nok til at betale tusindvis af euro til en smugler. Det er den stærkes ret og ikke noget humanitært behov, der afgør sagen.

Om Merkel ville hjelpe verdens fattige og forfulgte i Tyskland, kunne hun vel bare organisere en luftbro, sier han for å illustrere det absurde ved tanken.

Man kan likevel ikke la nærområdene bli sittende med hele byrden, innvender Schipper. Collier gjentar hva som etter hans oppfatning er de europeiske landenes ansvar:

De er nødt til at sørge for, at disse lande ikke lider økonomisk overlast: De må fordele penge, foretage investeringer, skaffe arbejdspladser og åbne det europæiske marked for disse landes produkter.

Hvis det er så simpelt, hvorfor har så godt som ingen af de syriske flygtninge så fået arbejde i et af nabolandene?

Fordi der ikke bliver gjort nok. Tyskland har ligefrem halveret hjælpen til Jordan for to år siden. Selvfølgelig er de lande bange for at skade deres egne borgere. De er jo selv fattige.

Hvorfor forandrer ikke Merkel kurs, spør avisen avslutningsvis. Colliers svar peker på den kanskje vanligste menneskelige defekten:

De fleste mennesker har svært ved at indrømme, at de har begået en fejl. Det gælder også for Angela Merkel.

Mon tro om den samme defekten gjelder velgerne hennes også?

 

Kristeligt Dagblad

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629