Hvis man vil gøre sig begreb om, hvad nomos betyder, skal man tage til Japan. Som ordbogen oplyser, er nomos græsk og betyder social norm, konvention, orden med betydningen »det tildelte«. På græsk modstilles nomos med physis, altså naturen, alt det, mennesket ikke har kontrol over. Så vidt, så godt. Det er dog først i Tokyo, Kanasawa, Takayama, Nagoya, Kyoto og Osakas gader, at jeg forstår begrebet kropsligt.

Det går som en rytmisk puls gennem japansk kultur, at japanerne gerne vil have kontrol over tilværelsen. Deres ordenssans og perfektionstrang er ritualiseret via konventioner, disciplin, vaner og respekt for læring. Nomos er ankeret i deres liv, herunder en stærk kodeks og konsensus. Formalia er i orden. Gaderne er pinligt rene. Frekvente højhastighedstoge og metrosystemer snurrer punktligt til tiden i et land med 127 mio. arbejdsomme sjæle, der nøjes med korte ferier. Folk er høflige, slanke, hjælpsomme og forbløffende tillidsfulde. Man gør sig i det hele taget umage med det, man laver, og aldrig har jeg været et sted, hvor så få skammer sig over at gøre deres bedste.

Den slappe vesterlandske ironiske distance, ladhed og kunstnerattitude er ganske fraværende. Ikke blot når det gælder hightech, men også hvad angår nomos, kan europæerne godt gå hjem og lægge sig.

ANNONSE

Japanerne kalder det kata. Det betyder form. For japanerne er form ikke mekanik, det er noget højere, mere ædelt. Form udtrykker både åndelige og fysiske kvaliteter, form kan gestaltes såvel ubevidst som via symbolske og institutionelle kanaler. Indimellem bliver det for japanerne vigtigere at gøre ting korrekt end at gøre det rigtige, for der er ikke så mange grader af gråt i Japan som i resten af den vestlige verden til at huse det individuelle og idiosynkratiske. Til gengæld hersker der en unik social orden. Formlæren formår ideelt set at knytte japanernes indre orden sammen med en større naturlig orden. Formlæren siger på den ene side: Kend dig selv! Og på den anden: Lær og praktisér den adfærd, som harmonerer bedst med samfundets orden.

Det er klart, at et sådant normsystem næppe kan etableres i Vesten, hvor form i umindelige tider er blevet afskrevet som diktatur og sindelagskontrol, hvis ikke ligefrem som en neurose. Det interessante er imidlertid, at Japan i høj grad er et vestligt land med alle de materielle goder, det indebærer. Til forskel fra særligt Vesteuropa er landet også sit eget, ligesom det ikke kaster opholdstilladelser og statsborgerskaber i grams til mennesker og kulturer, der nok ønsker underholdet, men ikke at blive assimileret, endsige opgive deres lovreligion.

Det er en af flere grunde til, at jeg er vild med Japan og forundret over, at landet ikke får bedre presse eller større opmærksomhed, end tilfældet er.

Der findes ikke andre steder som Japan, hvor jeg har gået rundt med en sådan – måske naiv – følelse af tryghed og sorgløst har rejst med mine børn. Vi taler om et land, hvor befolkningen tilsyneladende er helt på det rene med, at orden og konventioner er forudsætningen for deres frihed og lighed, og hvor religionen er en naturlig og udogmatisk del af tilværelsen. Det er værd at tilføje, at den ildhu og omhu, som bl.a. har drevet landets industrikonglomerater og eksportsuccesser i det 19. og 20. århundreder, har religiøse snarere end økonomiske rødder.

Se på flaget, bemærker min bedre halvdel, da vi sidder i en behagelig taxa med chauffør iført uniform, kasket og hvide handsker: en ø midt i en hvidt hav. Flaget rummer ingen åbninger, ingen fjollede stjerner, striber eller krumme sabler. Flaget inviterer dig ikke indenfor, men stiller sig heller ikke an. Japan er et sådant flag, en sådan ø. En distinkt kerne i et uendeligt hav af hvid periferi.

Det er kommunitære snarere end individuelle værdier, der skiller sig ud. Herunder en høj grad af social tillid og en fornemmelse af, at japanerne er bundet sammen i en basal solidaritetsfølelse, accentueret af etniske, sproglige, historiske og værdimæssige forhold. Japanerne forekommer – modsat moderne amerikanere og europæere – at have affundet sig udmærket med at være historiske væsener. De har vundet og tabt krige – især den sidste – men de er kommet igen og har ikke solgt deres sjæl til globaliseringens universalisme og humanisme.

I Kyoto køber jeg mit første Seiko-ur, som har stået på en hemmelig ønskeseddel siden teenagealderen. Batteriet kører på sollys. Samme dag fortsætte vi sydpå og skærer os igennem et tætbefolket og urbaniseret område, fascinerende grimt og eventyrligt. Det er først, da vi nærmer os Osaka med en kuglerund sol i forestående nedgang, at naturen får dagens sidste bemærkning. To døgn senere må vi sige farvel til dette anderledes moderne land præget af en kernekulturs allerfineste dyder.

At vende tilbage til det gamle kontinent føles som at dumpe ned i et dybt hul af politisk og kulturel afmægtighed.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 30. oktober 2015.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629