Gjesteskribent

Nietzsche er på trapperne, og man bliver helt opstemt til trods for, at regeringen agter at genoptage importen af mennesker fra Mellemøsten via familiesammenføringligesom i de gode, gamle dage – naturligvis til venstrefløjens og Liberal Alliances store begejstring.Hvorfor stemte jeg dog på dette latterlige parti – vil nogen spørge.

Fordi de sagde, at de ønskede en markant mindre offentlig sektor, og dengang ikke lød helt lamme i forhold til indvandring, kultur og sammenhængskraft. Jeg tog fejl. Det var bare snak. Luftmadrassen er piftet.

Jeg tænker, det må være den gamle rest af Det Radikale Venstre i Liberal Alliance, som fører an, formentlig sekunderet af Ole Birk Olesen, et kløgtigt, veltalende og velskrivende menneske med en karakteristisk uvidenhed om alt, hvad der har med indvandringsrelateret kultur og økonomi at gøre. Åbne grænser? Hurra, vi kapitulerer! En skønne dag er kasserne vel tømte.

Åbne grænser, tomme kasser, vær så god, her er helt nyt slogan for tidens munkeliberalister.

Nå, men vi kom fra Nietzsche, og han er værd at vente på. Jeg tænker naturligvis på Friedrich Nietzsche (1844-1900), den unge professor i oldgræsk, der var vild med antikken før Sokrates, og meget mindre vild med sin egen samtid, som han fandt livløs, bornert, positivistisk og barn af netop Sokrates, oplysningstid og revolution.

Men hvad var det, vi kunne lære af antikken, særligt førsokratikerne?

Det kan man få svar på i tre af digterfilosoffens ungdomstekster, der for første gang kommer på dansk oversat af litteraten Lars Christiansen og udgives af Informations Forlag om 14 dage. Det drejer sig om teksterne Homer og den klassiske filologi fra 1869, Fem fortaler til fem uskrevne bøger fra 1872 og Filosofien i grækernes tragiske tidsalder fra 1873. Samlet på dansk i Friedrich Nietzsche og antikken.

Det er en lille perle. Som blandt flere andre ting peger på grænserne for liberalisme – dengang som i dag.

Disse grænser er ifølge Nietzsche ikke af økonomisk karakter. Den tyske misantrop og lyriker var på intet tidspunkt af sit relativt korte og komprimerede liv perleven med begreber som “social retfærdighed” og “økonomisk lighed”. I stedet mente han, at vi måtte forstå sådanne begreber genealogisk, dvs. som overjordiske idealer med rod i langt mere grumsede og konkrete interesser. Alle nietzscheanere skulle interessere sig for bagsiden af medaljen og konsekvent mistro alle blankpolerede overflader og masker.

På samme måde mente Nietzsche, at den dengang gældende opfattelse af antikken som et sorgløst paradis beboet af ædle skønånder i togaer til evig inspiration for os andre dødelige spassere, var en fejlopfattelse. Skønhed kommer ikke uden gru, orden ikke uden uorden, drøm ikke uden rus, fred ikke uden krig, Apollon ikke uden Dionysos.

Apollon og Dionysos tjener som metaforer for en central konflikt i såvel menneske som kultur. Apollon er for Nietzsche repræsentant for den glatte og rolige overflade, for optimismen, idealerne – også de politiske – lige fra “kommunister, socialister og til deres blege afkom, den hvide race af liberale”. Dionysos er derimod alt det, vi vender ryggen til, fordi det lyder forkert, herunder menneskets iboende ondskab og latente storhed, dvs. vores tragiske ophav, at vi engang måtte kæmpe eller dø.

“Mennesket er helt igennem natur”, skrev den unge mand omkring de tredive, “og det bærer naturens uhyggelige dobbeltkarakter i sig. Dets frygtelige og såkaldt umenneskelige anlæg er måske endda den eneste frugtbare jord, hvor humanitetens følelser, gerninger og værker kan spire og gro.”

Verden er kompleks, og forestillingen om den klassiske antik i ren, hvid og uskyldig marmor var et glansbillede, en kulisse, et slør.

Med sideblik på den arkaiske græske stat i Sparta snarere end i Athen afviste Nietzsche, at staten blot skulle være et middel til opretholdelse af god ro og orden, sådan at individerne ubesværet kunne forfølge deres egne interesser og lyster. Staten var mere og andet. Staten som idé rummer muligheden af en dannelse, en målestok eller en kerne, der udskiller det, der er værd at vide, gøre og slås for – fra alt muligt andet. Det er derfor, at stat og kultur hænger sammen. En stat kan ikke være neutral, men må tjene et formål, der er større end individernes private nyttemaksimering, hævder Nietzsche og priser, hvad han ser som en rodfæstet græsk ånd, der kender sin egen stil og sit eget ståsted.

Modsætningen hertil var Alexander den Stores imperium, der undergravede bystaternes betydning og indebar en relativistisk, “alexandrinsk”, eklektisk forfaldskultur, som med oversætterens ord i bogens efterskrift “kompenserer for sin identitetsløshed ved at dyrke det fremmede”. Den nye, imperiale og multikulturelle stat var i Nietzsche en bastard og dømt til at mislykkes.

Nietzsches vægring ved den multikulturelle monstrøsitet taler ret ind i vor tid og handler indirekte om liberalisme uden kulturforståelse. Dem, der har set filmatiseringen af Frank Millers grafiske roman 300 uden at vide, hvem de skulle holde med, kan begynde her. Hvis det ikke er for sent. Åbne grænser. Og tomme kasser.

Friedrich Nietzsche og antikken. Tre ungdomstekster, oversat og med efterskrift af Lars Christiansen, Informations Forlag; 179 sider, 229 kr. udkommer den 16. maj.

Opprinnelig i Jyllands-Postens blogg. Document.no takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.

Les også

-
-
-