Hvis de elektroniske medier havde eksisteret for 150 år siden, havde de uden tvivl udråbt de store svenske masser, der drog til Amerika, som flygtninge. Bønderne forlod jo deres land, fordi de var fattige og ønskede sig en bedre tilværelse. Det, der ifølge danske medier er nok til at få tildelt status af flygtning.

Havde TV 2 Nyhederne haft en reporter og en kameramand på pletten i New York, da de svenske ”flygtninge” steg i land, ville billederne af de forhutlede, vadmelsklædte kvinder og børn, der måtte ligge på jorden på deres egne slidte, medbragte tæpper, have både rørt og forarget mindst tre fjerdedele af Folketinget.

For hvor var alle tæpperne, vandflaskerne og madvarerne, som man bør stå klar med, når flygtninge ankommer?

Hvor var alle de hurtige og magelige transportmidler, som gratis fragtede ”flygtningene” til den ende af landet, de ville til – der hvor deres slægtninge i forvejen havde slået sig ned?

ANNONSE

De var der ikke. Amerikanerne var kolde som kontanter og overlod det til immigranterne at klare sig selv.

FN ville have protesteret og Mediedanmark ville have udgydt forargelse i metermål over det ondsindede, ukristelige Nordamerika, der behandlede de svenske flygtninge brutalt og hjerteløst.

Og immigranterne selv?

De ville ikke have deltaget i protesten. De svenske bønder var fredelige og lovlydige. I modsætning til de immigranter, der for tiden prøver at mase sig ind i Ungarn og Tjekkiet, ville de ikke drømme om at gå til angreb på betjente eller forsøge at vælte hegn for at krydse grænsen til det forjættede land.

De gik bare i gang med at klare sig selv i det nye land uden så meget brok. Velfærdsydelser kunne de, i modsætning til masserne, der strømmer ind over Europa i dag, se i vejviseren efter. De fik lov til at gå i gang med at dyrke et stykke vildnis, og når de havde slidt sig igennem på jordlodden et par år, kunne de købe jorden af den amerikanske stat.

Bønderne hungrede efter frugtbar muld, der i modsætning til den stenede jord derhjemme kunne brødføde deres familie; og den amerikanske stat havde brug for at få et stykke uberørt landbrugsland opdyrket, gerne af folk med en høj arbejdsmoral og en solid protestantisk etik som den Amerika selv er grundlagt på.

Svenskerne og de andre skandinaviske immigranter levede op til begge forventninger. Der var med andre ord ikke tale om godgørenhed, men om at begge parter havde nytte af hinanden.

Historien om 1800-tallets svenske immigrantbølge er lykkelig, men den er også oplysende.

Læser man Vilhelm Mobergs udvandrersaga, forstår man, hvilken gigantisk forskel der er på dem dengang og dem, der kommer til Europa i dag. Og man forstår hvilket sprogligt fusk vi udsættes for i de elektroniske medier.

Vi får for det første bundet på ærmet, at immigranter er flygtninge.

For det andet, at det er vores etiske pligt at åbne vores land for menneskemasserne, der søger en bedre fremtid her – og at give dem del i vores velfærdsgoder.

For det tredje, at de lande, der aktivt forsøger at bremse den ustyrlige strøm over grænsen er umenneskelige og hjerteløse.

For det fjerde, at de unge aggressive mænd, der stormer grænsehegnet i bl.a. Ungarn er uskyldige ofre, og ikke aggressive ballademagere.

Først og fremmest fornægtes det, at der er noget, der hedder et land. En suveræn nation med dertilhørende grænse og grænsekontrol. Et hjem, som man kan savne et helt liv, hvis man mister det, sådan som udvandrersagaens ene hovedperson, Kristina, livet igennem længes efter det gamle, fortabte land, som hun aldrig genser.

Læren er, at hjemlandet er uerstatteligt og at også vi hurtigt kan miste vores, hvis vi ikke drager omsorg for det – og holder styr på, hvem der kommer herind.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629