«Susan Sontag var gennem et halvt århundrede en intens alvorsstemme midt i støjen, hvad enten hun kaldte sig selv en «forgabet æstet», eller hun som «tvangsmoralist» dukkede op i Hanoi under Vietnamkrigen, satte Vi venter på Godot op i Sarajevo under belejringen eller samlede underskrifter som protest mod fatwaen rettet mod De sataniske vers (af Salman Rushdie, red.). Hvis medfølelse ikke var hendes stærke side, havde hun som alle store narcissister en udviklet evne for medskyld.

Susan Sontag var jo, hvad franskmændene kalder un monstre sacre. Jeg kommer til at savne inspirationen fra denne tænkende drage, der vogtede over kulturen som den amerikanske samvittigheds stemme. Men det var, som om hun i stigende grad gik alene på hængebroen til Europa. Hun inkarnerede i egen person den europæiske kultur i amerikansk gradbøjning og var i idiosynkratisk smag tændt på de smallest tænkelige europæiske forfatterskaber, ligesom hun excellerede i det Roland Barthes-inspirerede essay på sin egen overraskende måde. (…)

Hun havde altid talt med den autoritet, der kommer af at bære på døden og insistere på livet. Hendes skrift var – selv når den var mest moralsk indigneret – erotisk i sin trang til at forbinde sig med alverdens livsformer og udtryk. Det var denne megaamerikanske livsintensitet, der smittede. Hendes begær efter at sætte sig ind i anderledes, kulturelle sammenhænge, nye tænkemåder og -moder, hendes enorme appetit på storhed, mad, opmærksomhed, den sjældne oplevelse, mesterværket, ja, hendes livsbegær og nydelse ved at være levende tilførte nyt liv til læseren.»

ANNONSE

(Fra Suzanne Brøgger ‘s bog SZ – side 162-163)

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629