Kommentar

Tese: Europa har i løbet af de sene- ste hundrede år mistet sit åndelige fundament og derved sin vilje til at overleve. Mistet viljen til såvel materielt som åndeligt at reprodu- cere sig selv.
Og det ubændige, irrationelle og skingre had til USA, der i disse år cementeres i Europas eliter, og efterhånden også i de til åndløshed og defaitisme opdragne europæi- ske befolkninger, skyldes for det første, at USA fortsat har mod og livskraft og derved minder Europa om, hvad vi engang var, minder os om det, som gennem tusind år gjorde Europa til den største, mest kraftfulde og mest komplekse kul- tur, verden endnu har set. For det andet skyldes hadet, at USA ikke lader os dø i fred, men insisterer på at ville redde Europa fra det selv. Om et årti eller to vil tiden formentlig endegyldigt være for- passet. Men Europas død vil ikke være kristenhedens død. Ånden blæser, hvorhen den vil.
*
Der findes fra opdagelsesrejsernes epoke talrige eksempler på sam- fund, som, efter at have mistet deres åndelige fundament, i løbet af ganske kort tid bogstaveligt talt uddøde. Man kan sige, at hovedstolen forsvandt og der- med også dens åndelige og materielle afkast. Eller man kan sige, at stammen blev savet over, og grenene derfor efter kort tid holdt op med at bære frugt.
De så deres egne guder overvundet af de nye guder, der kom rejsende over havet, og mistede derved også selv evnen til at leve videre. Lige- som det kan ske, at en ellers sund og rask mand eller hustru til en nylig afdød ægtefælle i løbet af få uger mister livskraften og dør, så- ledes satte disse samfunds indbyg- gere, ved deres guders død, sig tavse og passive ned og uddøde i løbet af få år. Andre steder brød samfundene sammen i blodige hævndramaer, der fortsatte, indtil sidste mand lukkede og slukkede. De gik til grunde i almindelig druk og råhed, eller de holdt – såvel ån- deligt som rent fysisk – ganske en- kelt næsten op med reproducere sig selv og forsvandt i løbet af en generation eller to.
Noget lignende kan ske med sam- fund, der på andre måde oplever indre kriser i deres åndsliv. Meget tyder således på, at de hedenske nordiske samfund var i en sådan indre krise omkring den tid, da kristendommen kom hertil. Kri- stendommen erstattede så at sige en religion, der allerede havde un-dergravet sig selv, på samme måde, som kristendommen i det senro- merske rige ikke var problemet, men tværtimod forlængede livet en smule for den antikke kulturkreds, der allerede havde opbrugt sin in- dre åndelige kraft.
Man kan uden overdrivelse sige, at en kultur, der mister sin tro, eller hvis åndelige fundament begynder at vakle, let kan rammes af en indre dødsdrift. Og tilsyneladende er det sådan, at jo stærkere og mere livskraftig kulturen har været, des større voldsomhed udfolder den også i sine bestræbelser på at udslette sig selv.
Aldrig har verden set en så vital, livskraftig og varmblodig kultur som den vesterlandske kristenhed, og aldrig har verden set en kultur, som så massivt, netop da den i det ydre var i sin fulde blomst, pludse- lig imploderede, mistede sin evne og vilje til fysisk og åndeligt at re- producere sig selv, og som så med åbne øjne stræbte direkte mod sin egen undergang.
Og her tænker jeg ikke på den sto- re europæiske krig, der var varm fra 1914 til 45 og kold fra 45 til 89. Det var en stor krig, og den udmarvede Europa, men den var i det ydre mindre ødelæggende end f.eks. pesten i det 14. århundrede, de voldsomme omvæltninger, der fulgte i kølvandet på 30-årskrigen fra 1618 til 1648, 1600-tallets lille istid og de forsatte pestepidemier. Dengang ramte ødelæggelserne blot en livskraftig kulturkreds, som blev hærdet og udviklet af modgan- gen, mens den i det 20. århundrede ramte en kultur, som havde mistet sin livskraft. Det tyvende århund- redes katastrofer var ikke årsager, men en virkninger.
Da Thomas Mann i Troldfjeldet la- der Hans Castorp forlade sanatori- et, hvor han som en anden Mikkel Thøgersen, en anden Hamsunsk sultekunster eller som Dostojevskis filosofiske selvmorder havde siddet i årevis og funderet over årsagen til sin egen manglende lyst til at leve, da er det, fordi krigen giver ham en mulighed for at komme fra ånd- og livløsheden og ind i den ægte vare: Døden selv. Han kaster sig i granat-hullets mudder i et skrig af fryd. Liebestod. Og dette jubelskrig lød over hele Europa hin sommer i 1914. Begej- stringsskriget over at bevæge sig mod mørket. På torvet i München stod den unge intellektuelle Adolf Hitler og smed sin stråhat op i luften. Og med ham jublede mil- lionerne. Hitlers drøm var aldrig sejr, det var aldrig opbygning. De eneste bygninger, der fascinerede ham, var mausolæer, den eneste kult, han indstiftede, var dødekul- ten for de faldne krigere. Drøm- men om sejr var drømmen om at sidde i mausolæet bygget på rui- nerne af det udslettede Europa, høre ouverturen til Tristan og Iso- lde og så til sidst udslette sig selv. Liebestod.
Mens Hitler jublede i München, gjorde Lenin sig klar i Wien. Og socialismens drøm var den samme som Hitlers. Heller ikke den inde- holdt andet en udslettelse og had. Et uophørligt fadermord på den kultur, der har fostret én. Det er jo det eneste, den intellektuelle ven- strefløj har været god til: At hade. At hade alt og alle, som stadig har de mindste rødder tilbage til euro- pæisk kultur. Hade Gud, konge og fædreland. Derfor var det vig- tigste venstreintellektuelle projekt magten over børneopdragelsen og magten over uddannelsesvæsenet. Og i Nordeuropa lykkedes denne magtovertagelse bedre end noget andet sted. Bedre end i Rusland. Intet sted i verden er børnene så historieløse som i Danmark. Pro- jektet er lykkedes i en grad, så man ikke længere ved, at der er noget, man ikke ved. Forældrene ved ikke mere, hvad børnene ikke lærer. Til gengæld er det lykkedes at få dem til at elske sig selv og hade Ame- rika. Utallige danske forældre har det seneste par uger set deres børn komme hjem fra skole med skræk i øjnene over den frygtelige onde og krigsgale diktator ovre i Ame- rika. Læreren taler lidt om frem- medhad, lidt om kristne galninge, lidt om Hitler, lidt om krig og lidt om Bush, og da eleverne ingen hi- storisk viden har, vil de senere, hvis de bliver spurgt om, hvem Hitler var, med overordentlig stor selvtil-
lid forklare, at han var en skydegal kristen galning ligesom Bush. At man så samtidig for første gang i Danmarkshistorien har skabt gene- rationer af unge, som er væsentligt dårligere til at læse, skrive og regne end deres forældre og bedsteforæl- dre, er en mindre væsentlig bivirk- ning. Kulturrevolutionen er det væsentligste.
*
I USA har den samme kulturrevo- lution og de samme intellektuelle og pædagogiske eliter hærget som her. Og også i USA fik de i 60erne magten over statsadministrationen. Selv den amerikanske udenrigspo- litik fik i 70erne europæiske defai- tistiske træk. Og samtidig med, at Europa iværksatte den massive mus- limske indvandring, holdt man for første gang i USAs historie op med at styre indvandrernes kulturelle og religiøse sammensætning. Selv den katolske europæiske indvandring havde hidtil været styret således, at der ikke kom flere, end der kunne assimileres i det grundlæggende protestantiske USA. Men nu blev sluserne åbnet, og det er foreløbig blevet til 40-50 millioner hispanics fra hovedsagelig Mexico. Ifølge sta- tistikkerne vil Caucaserne(de hvide europæere) fra 2050 være et min- dretal i USA.
Men USA er samtidig et frit land, hvor eliten aldrig fik magten over sjælene. Derfor blev der allerede i tresserne skabt en modbevægelse. Og den modbevægelse har siden Reagan været den dominerende kulturelle kraft i USA. Den kultur- revolutionære elite tabte slaget og er nu stort set reduceret til et skin- gert råbende levn fra fortiden. Ingen politiker kan i USA i dag blive valgt uden at bekende sin tro- skab mod det første bud på hver af Moses’s stentavler: Gud og familie/ konge/ fædreland.
Selv konservative europæiske parti- er slår syv kors for sig, når de hører ordene Gud, konge(familie/øvrig- hed) og fædreland, men ingen amerikansk politiker kan vælges uden at bekende sin tro på netop disse ord. Kerry vidste dette, og iføl- ge hans officielle udtalelser påstod han under valgkampen, at han på langt de fleste områder var lige så meget eller mere konservativ end Bush og f.eks. i endnu højere grad ligeglad med det gamle Europa. Kerry erklærede f.eks. frejdigt, at han om nødvendigt ville føre krig mod Iran uden at tage hensyn til europæisk modstand. «Frankrig eller FN skal ikke stå i vejen for amerikanske interesser», erklæ- rede han. Kerry lå i værdispørgs- mål klart til højre for den netop vragede italienske EU-kommissær. Forskellen var blot, at såvel medi- erne som vælgerne så alt dette som hovedsagelig taktik. Bag Kerry var der stadig fyldt med kulturliberale genfærd.
Men hvad så med de 40-50 mil- lioner hispanics? Vil de ikke de- mografisk undergrave det konser- vative Amerika? Nej, ikke nødven- digvis, thi for det første er man i USA begyndt at tage problemet alvorligt; for det andet er der tale om katolikker med grundlæggen- de gammeleuropæiske og konser- vative værdier, og for det tredie er kulturen i USA stadig så stærk, at man for det meste bliver nødt til at lade sig kulturelt assimilere for at klare sig. Samtidig er der et mas- sivt protestantisk missionsarbejde i såvel USA som i Sydamerika. Selv i det ærkekatolske Brasilien er der om søndagen flere protestantiske end katolske kirkegængere, og al- lerede nu er 26% af de indvandre- de hispanics i USA protestanter.
81% af alle hvide amerikanske mænd er villige til at gå i krig og dø for USA, men blandt hispanics er tallet allerede over 50%. Det er ganske godt klaret af førstegenera- tionsindvandrere.
*
Omvendt har en fransk rege- ringsundersøgelse vist, at ca. 2 millioner af Frankrigs officielt 5 millioner muslimer vedgår, at de betragter Frankrig som en fjende, det er legitimt at bekæmpe. Og ligefrem loyalitet kan man godt glemme alt om.
Indvandringen synes på læn- gere sigt ligefrem at styrke den konservative og patriotiske bølge i USA, mens f.eks. Frankrig alle- rede er ved at passere det punkt, hvor der kan drives politik uden hensyn til de muslimske ca. 8% af befolkningen. Og med de muslim- ske befolkningsgruppers fertilitet vil de muslimske stemmer i løbet af få år få magt, som de har agt. Først i storbyerne. Det er givet, at Ritt Bjerregaard, ligesom Brixtofte gjorde i Farum, vil spille det mus- limske kort under kommunalval- get i Købehavn. Der vil falde nogle velvalgte ord om krigen i Irak, om Israel, om regler for familiesam- menføring o.s.v. I Danmark udgør muslimer efterhånden ca. 4% af befolkningen, men de udgør over 10% af eleverne i første klasse og en væsentlig større del af fødsels- årgangene. Så selv med et utopisk totalstop for nyindvandring nær- mer vi os hastigt en kritisk masse, ligesom Frankrig.
I løbet af få år vil de muslim- ske stemmer også blive afgørende, når der skal skabes arbejdsduelige regeringskonstellationer i euro- pæiske enkeltlande. Hver gang skal der gives et par indrømmel- ser. Det er allerede nu utænkeligt, at f.eks. Frankrig skulle kunne gå i krig mod et muslimsk land. Det siger man åbent med henvisning til befolkningssammensætningen. I Europas såkaldte hovedstad, Bru- xelles, er over 50% af alle nyfødte indvandrerbørn. Og samtidig får europæiske kvinder færre og færre børn. Uden indvandring og med de nuværende fødselstal vil Spani- ens befolkning i 2050 være faldet fra 40 til 31 millioner. O.s.v. O.s.v.
I en sådan potentiel krisesitua- tion er det naturligvis tilladt at bruge ekstraordinære midler og ekstraordinær lovgivning for i en periode helt at stoppe tilstrømnin- gen fra bestemte lande og bestem- te religioner.
At bruge abstrakte begreber, som f.eks. religionsfrihed og for- bud mod diskrimination, som begrundelse for ikke at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at forhindre den kommende krise, som et to-kulturelt og polariseret muslimsk-kristent samfund, ud fra al såvel historisk som nutidig erfaring, vil bringe med sig, er at bruge ellers udmærkede princip- per som undskyldning for ikke at følge samvittighedens og nødven- dighedens lov og derved beskytte såvel værter som gæster mod kata- strofen. Det er at gemme sig bag loven, som muslimen gemmer sig bag shariaen. Men i kristenheden gælder det, at loven er til for men- neskelivets skyld og ikke menne- sket for lovens. Derfor må loven indrette sig efter virkeligheden. Der er intet, som tyder på, at de europæiske lande er ved at blive multikulturelle; de er tværtimod ved at blive polariserede to-kultu- relle samfund. Og al erfaring viser, at noget sådant ikke holder længe. Senest, når samfundets sammen- hængskraft bliver presset af store økonomiske kriser eller det, der er værre, vil spændingerne mellem kulturelt vidt forskellige befolk- ningsgrupper frembringe vold og kaos. Det er historisk set sket alle andre steder. At tro, at verden er blevet anderledes, eller at menne- skene er det, er lige så forbryderisk dumt og farligt i dag, som det var i 1913, 1937 og 1989.
Men hvad gør man så i Europa i denne situation? Ja, reaktionen er næsten komisk. Man laver en forfatningstraktat, der umuliggør, at enkeltlande selv kan tage skridt til at værge sig, og som taler om et fælles forsvar, der skal bruges til at kæmpe for de fælles udenrigs- politiske mål og være en modvægt til USA. Og man beslutter nøjag- tigt samtidig at optage Tyrkiet som medlem. Tyrkiet, som om tyve år vil være det befolkningsmæssigt stør- ste land i EU, og som har det suve- rænt største militær. Hvilke «fælles mål» er det mon, en sådan hær skal kæmpe for?
Kan det kaldes andet end døds- drift? Måske er det deri, den «ube- vidste» europæiske støtte til al-Qai- da, som Bernard Lewis taler om, består.
Verdens førende Islamekspert, Bernard Lewis, som i modsætning til Vestens samlede efterretnings- tjenester forudså f.eks. den islami- ske revolution i Iran i 1979, blev 28. juli i år interviewet i Die Zeit. På journalistens spørgsmål svarer han, at der da er en klar mulighed
for, at al-Qaida kan vinde terror- krigen. USAs håndfaste reaktion på 11. september havde man ikke forventet, og tabet af Afghanistan var et klart tilbageslag, men deres held med at trække Europa væk fra USA har givet dem en følelse af suc- ces. «Frankrigs og Tysklands politik hjælper ikke ligefrem», bemærker han. «Man må indkalkulere mulig- heden af, at al-Qaida kan vinde. De har mange forbundsfæller i Vesten, bevidste og ubevidste».
Den ægte europæiske journalist spørger så, om EU ikke kan blive en global modvægt til USA? Lewis svarer, at fremtidens globale spil- lere ud over USA vil være Kina og Indien og måske et sundt Rusland. «Europa vil blive en del af det ara- biske Vest, Maghreb-landene. Det viser den demografiske og migra- tionsmæssige udvikling. Europæ- erne gifter sig sent og får få børn, men der er den store immigration: tyrker i Tyskland, arabere i Frank- rig og pakistanere i England. Disse gifter sig tidligt og får mange børn. Ifølge den aktuelle udvikling vil Europa senest ved slutningen af det 21. århundrede have muslim- ske flertal i befolkningerne.»
*
Og for så vidt, som europæerne rent fysisk stadig delvist reprodu- cerer sig selv, så sørges der for, at kulturen i det mindste ikke gør det. Opdragelsen er til kulturelt selv- had. Opdragelse til fadermord. So- cialismens og kulturradikalismens altoverskyggende projekt er ikke, som Hitlers, nødvendigvis den fy- siske udslettelse, nej, det er den åndelige udslettelse. Først udslet- telsen af alt, hvad Europa har stået for gennem tusind år, og derefter udslettelsen af mennesket som menneske. Menneskets forvand- ling til biologisk maskine. Orwell så det klart i «1984»: Målet er ikke legemets, men sjælens udslettelse. Selv den allerede dødsdømte Win- ston skal have udslettet sin sjæl og sin menneskelighed, før han får nådeskuddet. Og til dette formål har den moderne pædagogik været en ganske genial opfindelse. The abolition of man.

I 1939 havde England i modsæt- ning til Frankrig stadig en smule modstandsvilje og livskraft tilbage, men det var alligevel kun det unge Amerikas indgriben, som hindrede Europa i allerede dengang at begå det endelige effektfulde selvmord og dele sig mellem to konkurre- rende dødskulter. Det har vi aldrig tilgivet dem. Vi hader Amerika, som den døende patient kan hade lægen, der forlænger patientens li- delser ved at holde ham kunstigt i live.
Frem til 1989 var det fortsat USA, der måtte forsvare Europa mod dets egen dødsdrift. Snesevis af russiske atomvåben pegede di- rekte mod Danmark. Få kilometer fra de danske strande stod store troppestyrker klar til angreb. Men alligevel afviste selv borgerlige dan- ske politikere, at det kunne komme på tale f.eks. at opstille missiler i Danmark, der kunne afskrække fjenden. Ja, de amerikanske skibe, som USA sendte for at forsvare os, måtte ikke engang lægge til i dan- ske havne.
At USA under den kolde krig var indstillet på at bruge flere gange så stor en del af sit bruttonationalpro- dukt som Europa med det formål at frelse Europa fra dets egen døds- drift, frembragte et rent ud hyste- risk had til Amerika i intellektuelle europæiske miljøer. Et had, der nåede sin første kulmination med Reagan. Mod de europæiske eliters vilje gennemførte USA i 80erne en oprustning, der tvang Sovjetunio- nen i knæ og førte til afslutningen på den totale og verdensomspæn- dende europæiske krig, der star- tede i 1914. Og det kunne de euro- pæiske eliter naturligvis ikke tilgive ham. Han blev firserne igennem af ledende danske intellektuelle og politikere beskrevet som værre end Djengis Khan og Josef Stalin tilsammen. Hvad ligner det også at befri Europa fra kommunismen! Hvad ligner det at kalde Lenins og Stalins rige ved dets rette navn: Ondskabens imperium! Nej, der er ikke noget at sige til, at såvel Svend Auken som Mogens Lykketoft gen- nem hele deres karriere har haft USA som deres primære hadeob- jekt.

Og den europæiske reaktion på murens fald? Taknemmelighed? Nej, det var, at nu måtte vi for alvor til at skabe en modvægt til det fæle Amerika!
Så kom 11. september 2001. Mange kunne ikke skjule deres glæde. Der fik USA endelig, hvad det fortjente. Men der var nu også mange, som for en kort stund våg- nede op og forstod skæbnefælles- skabet mellem Europa og USA i denne nye krig mellem kristenhe- den og islam. En krig, som fra mus- limsk side startede med den store religiøse vækkelse i tresserne og halvfjerdserne. Det er ikke en krig mod terrorisme, det er kulturernes sammenstød. Man kan i muslimske lande og i de muslimske befolknin- ger i Europa diskutere, om Osamas taktik er klog, men der er ingen grundlæggende uenighed. På sam- me måde kan man diskutere, hvor mange vidner der skal til for, at en kvinde kan stenes, man kan disku- tere, om man skal gå med tørklæde eller burka, man kan diskutere, om det er en god gerning at voldtage en udfordrende klædt ung kvinde, men at stening er en guddomme- ligt sanktioneret straf, at kvinder er halvt så meget værd som mænd, og at muslimer i længden kun kan leve i et muslimsk land under mus- limsk lov, kan stort set ikke disku- teres. Det er fortsat ikke lykkedes danske medier at finde en eneste imam, der tager entydigt afstand fra stening, som tager entydigt afstand fra bin Laden, som tager entydigt afstand fra den tidligere Guantanamo-fange, som mener, at Israel må eksistere som stat, som tager entydigt afstand fra mordet på van Gogh o.s.v.
Muslimer kan aldrig blive loyale borgere i et ikke-muslimsk land. Det har aldrig været tilfældet. Islam har altid, hvad Samuel Huntingt- on kalder «Bloody Borders». Såvel mod andre befolkningsgrupper inden for et land som mod andre lande. Det er et faktum, som ikke kan bestrides. Se bare på et atlas og læs avisen. Der er krig eller bor- gerkrigslignde tilstande i alle lande tværs over Afrika, hvor islam græn- ser op, der er på Balkan, hele vejen langs Ruslands sydflanke, i Indien, i Indonesien, i Filippinerne o.s.v. Osama bin Ladens syn på Vester- landet deles af stort set alle. Mange europæere vågnede op ef- ter 11. september. Men det var kun for en kort stund. Skulle man tro europæiske aviser og fjernsynssta- tioner, og i vid udstrækning også europæiske politikere, så er Euro- pas helt afgørende fjende ikke Is- lam, men det afskyelige USA.
Over for Islams terrorbølge er Europa derimod kun defaitistisk og undskyldende, og modparten véd at udnytte det. Osama bin La- den har officielt tilbudt europæi- ske lande våbenhvile, hvis vi holder op med at støtte USA. På samme måde lovede han, at de amerikan- ske stater, hvor Bush ikke fik flertal, ville slippe for fremtidig terror. Det fik gudhjælpemig dagbladet Infor- mation til 1/11 at skrive, at Osa- mas «forsonlige tone og budskab på båndet påkræver en justering af krigsstrategien mod terrorismen.» I USA hjalp truslerne kun Bush, men i Europa ser det ud til, at man har taget imod Osamas fremstrakte hånd. Selv den danske statsmini- ster har kædet terrorbekæmpelsen sammen med en løsning af Palæ- stinaproblemet. Noget åbenbart sludder, der kun giver terroristerne blod på tanden og endnu mere sta- tus blandt muslimer.
Som redaktøren af det engelske tidsskrift «The Spectator» bemær- kede, så havde USA tre måneder efter 11. september 2001 besat Af- ghanistan, erobret alle al-Qaidas træningslejre og startet en ganske succesrig global krig mod terroris- men. I Europa, derimod, resulte- rede terroren i Madrid 11. marts 2004 i, at den spanske regering blev væltet, de spanske tropper trukket ud af Irak og forståelsen for de stak- kels terrorister voksede. Det ene land efter det andet trækker nu si- ne tropper ud af Irak, skønt den le- gitime irakiske regering beder dem blive. Terroraktionen i Madrid fik ovenikøbet den tidligere engelske minister Mo Mowlam til at foreslå, at Tony Blair skal forhandle per- sonligt med bin Laden. «Hvis det ikke er et succesfuldt ti minutters blodbad, så ved jeg ikke, hvad der er det», slutter redaktøren.
Og fra Chirac, der aldrig er veget tilbage for at omfavne verdens vær- ste diktatorer, og som lige nu lader terrorens godfather og Saddam Husseins mest trofaste ven og alli- erede, Arafat, blive behandlet som en anden statsleder på sit dødsleje, denne Chirac nægter at mødes med Iraks premierminister, Allawi, den eneste arabiske statsleder, som planlægger at afholde demokrati- ske valg inden for et par måneder, og som tilmed forsøger at opbygge et retssamfund efter vestligt forbil- lede.
*
Der er i dag et magtskifte på vej i verden. Vi lever ved starten af et globalt tidehverv. Ved slutningen af den epoke, der begyndte med op- dagelsesrejserne, og som i det ydre kulminerede sammen med det bri- tiske imperium.
I 1750 foregik 18,2% af verdens samlede produktion i det kristne vesterland. I 1928 toppede domi- nansen med 84%. Samtidig var 49% af jordens territorium og 48% af jordens befolkning under vestlig kontrol.
1980 var vores andel af verdens produktion faldet til 57,8%, og al- lerede i 2013 vil vi være nede på ca. 30% med stadig faldende kurve. Vores territorium er nede på 24% og befolkningen på ca. 10%, sam- tidig med, at vi ikke engang kan reproducere os selv.
Det vil således snart ikke længe- re stå i vores magt at tvinge vores vilje igennem i verden. Det, man i dag kalder ’det internationale samfund’, og som i virkeligheden ikke er andet end en eufemisme for Vesten, vil i løbet af den kom- mende generation miste sin magt. Også på denne vis bliver vi tvunget til at erkende, at vores kultur ikke er overlegen, men blot en blandt andre. Vi ser den forhåbentlig sta- dig som den rigtige og sande, men den vil ikke længer have materiel og militær overlegenhed. Om vi overhovedet midlertidigt vil kunne sikre vores basale interesser, som f.eks. kontrol over olieforsyningen, afhænger af, om Amerika og Euro- pa fortsat betragter sig som stående på samme side. Hvis det altså over- hovedet fortsat giver fuld mening at betragte Europa som en del af Vesten. Det bestemmer vi stadig selv. Og vi har vel stadig en 10-20 år til at træffe beslutningen. Man kan også forestille sig kristne en- keltlande i Nordeuropa allierede med USA. Det lutherske Finland har f.eks. næsten ingen muslimer.
Men alt dette betyder ikke, at kri- stendommen er en religion på vej ud af historien. Også Europa kan vise sig blot at være et af kirkens be- kendtskaber under dens vandring på jorden. Kristendommen var op- rindelig en mellemøstlig religion, og lige frem til Muhammed var det fortsat dér, den havde sit tyngde- punkt. Så forskubbedes den mod nord, men i dag er det andre ste- der, den er ved at få sit centrum.
Mange tror, at Islam er den voksende religion i verden, mens kristendommen er på vej tilbage. Det er ikke tilfældet. Kristendom- men og Islam vokser lige meget, men medens Islam så godt som udelukkende vokser gennem høje fødselstal blandt muslimer, så vok- ser kristendommen gennem nyom- vendelser. Og især er det den prote- stantiske kristendom, som vokser. I såvel Afrika som Asien. I f.eks. Syd- korea var ca. 1% af befolkningen kristen for 40 år siden. I dag er det over 30%.
Sociologer siger, at det skyldes, at kristendommen passer godt til stor- byens ensomme livsform. Og det skal nok passe. Det var også i stor- byproletariatet, kristendommen først slog rod i Romerriget. Således kan Helligånden bruge mange for- skellige midler, når den leder sin kirke på pilgrimsvandringen gen- nem denne verdens riger og frem mod opstandelsen til det evige liv. Og hvem ved: Måske er Korea blot døren til Kina. Måske er Kina om 2 generationer et kristent land. Måske – men det er noget mindre sandsynligt – er Danmark det også. Ånden blæser, hvorhen den vil. Og vi hører dens susen.