Der er nu engang noget særligt over disse politikerfamilier, der avler den ene arving efter den anden.
Mens adelen formelt set blev afskaffet i Danmark for længe siden, lever disse prominente familiers indflydelse videre inden for et bestemt kredsløb med postnummer 1218 København K.
Du kender dem på efternavnet og ser dem jævnligt trille rundt i ministerbiler, på christianiacykler og i tv: Auken, Helveg-Petersen, Hækkerup, Ellemann m. fl. Dygtige folk, bestemt. Nogle af dem endda intelligente, og de fleste udstyret med en imponerende intakt selvopfattelse til trods for tidernes skiften og de uundgåelige knubs, som den politiske og sociale virkelighed giver alle dødelige over tid, herunder erfaringen med, at det går op, og det går ned, før lyset slukkes til sidst.
Det er måske mere end noget andet selvopfattelsen, der går i arv, herunder indbildskheden. Tag nu f. eks. den estimerede juraprofessor Eva Smith, der blev interviewet til Politiken dagen før folketingsvalget.
Eva Smith blev som den første kvinde udnævnt til professor i retsvidenskab i 1990 og har en lang universitetskarriere bag sig, ligesom hun løbende har blandet sig i samfundsdebatten.
Engagementet kommer ikke fra fremmede. Som datter af den socialdemokratiske justits-og indenrigsminister Hans Hækkerup (1907-74), bror til Per Hækkerup (1915-79), er hun født ind i det socialdemokratiske kleresi, selv om hun bevidst valgte at give afkald på sit berømte efternavn, da hun blev gift med sin første mand i 1964.
Interviewet handler om den forandring, som Eva Smith mener, at Danmark har undergået fra at være et rummeligt bondesamfund, der hjalp jøderne til Sverige under krigen og siden tog imod flygtninge fra bl. a. Bosnien til et blive et egoistisk samfund af kræmmere.
I stedet fremhæver hun Sverige som et humanistisk foregangsland.
På spørgsmålet om, hvad nu hvis Sverige tager imod flere indvandrere, end økonomien og den svenske kultur i realiteten kan bære, svarer Hækkerups datter: »Jeg vil ikke afvise, at der kan opstå meget store problemer i Sverige.
For der er en murrende utilfredshed blandt folk () Svenskerne har måske været naive, men de har i hvert fald ikke givet køb på solidaritet og medmenneskelighed.
Hvis Sverige ender med problemer, får de det i hvert fald med selvforståelsen i behold«. Det er den sidste del af citatet, der er interessant. Når Sverige får meget store problemer på grund af den ulyksalige cocktail af indvandring og velfærdsstat, så sket det ifølge Eva Smith »med selvforståelsen i behold«. Jeg har ledt med lys og lygte, men har ikke kunnet hitte en mere ærlig og selvafslørende metafor for den socialdemokratisk-humanistiske moral end netop denne.
Eva Smiths udtalelse er, undskyld udtrykket, smittende, oplysende, fældende og må tjene som en knaldrød advarselslampe for såvel socialdemokrater som den nye regering. Her har vi den: Indrømmelsen af at humanisme slet ikke er politik, men metapolitik.
Humanisme, sådan som Eva Smith forstår begrebet, er moral, ren og skær moral, løsrevet fra sammenhængen og den jordiske virkelighed, magten og afmagten.
Selvforståelsen er ikke blot det primære, men altafgørende. Virkeligheden, selv den grumme af slagsen, må vige for det indre adelsmærke, Eva Smith mener at finde i, hvad hun endda erkender som naivitet.
Det er ærligt talt ærlig snak. Virkeligheden kan strækkes som gummi. Selvopfattelsen er varig, godheden evig. Fuck dit fædreland, fuck din næste – så længe du har selvforståelsen i behold.
Det er indlysende, at såvel Hitler som Stalin og Mao har tænkt det samme. De var i ekstrem grad egoistiske mennesker, besatte af en idé og i mere håndgribelig forstand, end Eva Smith villige til at kræve det tungeste offer af andre. Det er et både informativt og skræmmende ekko af renhedens primat, vi hører fra præmiejuristen.
Det er selvopfattelsens apoteose, den konsekvensløse godhed gjort til morallære. Eva Smith, dette intelligente og erfarne menneske, som tilmed har født og opdraget seks børn og levet et langt og succesfuldt liv, véd ikke bedre end en fantast i mødet med den skinbarlige verden, herunder det galopperende multikulturelle Vesteuropa.
Hendes moral er hinsides alt fast, og vi skal være glade for, at hun ikke også blev politiker ligesom alle de andre i den familie.
Mikael Jalving er forfatter, samfundsdebattør og blogger.
Jyllands-Posten 26. juni 2015

 

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629