Kommentar

Der er dyder, og der er laster. Men det sker, at det er dyderne, der er problemet. Det har Tysklands enfant terrible Thilo Sarrazin, den tidligere socialdemokratiske politiker, skrevet en ny bestseller om til dydsdragonernes store irritation i vores kære naboland.

I tyske mainstreammedier har man kunnet mærke forargelsens suk sitre fra Schwarzwald til Stralsund, og sidste søndag blev et offentligt møde i Berlin mellem forfatteren og to redaktører forhindret på grund af buhende og råbende venstreorienterede tabertyper.

Taberne vinder frem. Det sker, fordi venstrefløjen, der ellers var dømt ude af Murens Fald og Sovjets opløsning, har forstået at skifte de gamle paroler ud med multikulturalisme og dydsterror.

Vognlæs af efterplaprende akademikere, ambitiøse og nyttige idioter og lobbyister, står på perronen og kan ikke vente med at stige på toget. Det kører til et nyt sted, et nyt lykkeland af grænseløs tolerance og happiness.

Igen er det dyderne, der kalder.

Til kamp mod lasterne. Ned med de onde. Op med de gode – og en så simpel anvisning kan sværmere og karrieremagere ikke stå for. De er muligvis fortabte, men skal nok finde vej. De længes efter et nyt paradis. Men nu er alting anderledes.

Hør nu bare, hvor de kan kagle: Man må ikke dæmonisere. Man må ikke generalisere. Man skal tale pænt. Man må ikke krænke. Man må ikke tale nedsættende om minoriteter, ugifte mænd, giraffer og andre truede dyrearter.

I Grundtvigs og Hørups gamle fædreland himler disse eksperter i verbal ordentlighed op, hver eneste gang der har været en almindelig og legitim politisk debat. I den forgangne uge handlede den om børnepenge til vandrende arbejdstagere.

Det er et vigtigt spørgsmål, fordi EU’s kommandoføderalisme forstærker det økonomiske pres mod de i forvejen synkende velfærdsstater.

Men nej, den gik ikke.

I stedet blev debatten til en metadebat om tonen.

«Jordbærplukker», «træsko» og «østarbejder» var lige pludselig diskriminerende ord, og i samme sekund blev politik reduceret til en skønhedskonkurrence, hvor parametrene er stil, form, retorik og æstetik.

Dette er dydsterror i praksis. Der er ingen, der bliver hængt eller skudt. Men der er mange, som vil spærre sproget inde i et bur. Underligt nok er det ofte forfattere, kritikere og redaktører, der marcherer forrest.

Det bur, jeg taler om, er ikke rationalitetens jernbur.

Det er puritanismens jernbur. De mest tyndhudedes jernbur. De helliges jernbur.

Det er KFUM-folk som Uffe Østergård, professor ved Copenhagen Business School, der står og vifter med nøglen til dette bur. Til Kristeligt Dagblad udtalte dette ordentlige menneske: »Jeg mener, at man som politiker skal undgå at udtale sig på den her måde. Det næste bliver, at man kalder dem rotter, skorpioner eller noget værre.«

Al sin godhed til trods var professoren dermed den første, som kaldte østarbejdere netop dét.

Enig; det ville være mere relevant at klandre det EU-system, der gør velfærdsturismen mulig, end de personer, der sådan set bare udnytter systemet. Men politikere er netop sat til at følge deres samvittighed og lufte befolkningens kritik, harme og skepsis i enhver sag, de måtte finde værdig dertil. Her kan de nemt komme til at krænke nogen. Men sådan er det. Selv krænkes jeg dagligt, ikke mindst over, hvad der står i avisen, men har lært at leve med det.

Mens virkeligheden flimrer forbi, får vi at vide, at vi skal tale ordentligt.

Vel skal vi ej. Vi skal tale, som det passer os – og tage balladen. Det andet der – det er dydsterror.

 

Første gang i Jyllands-Posten 9. mars 2014.