Sakset/Fra hofta

Medienes omtale av attentatet på Lars Hedegaard 5. februar i fjor viste at også offeret kan ha skyld i at det ble forsøkt skutt utenfor sin stuedør av en mann i postjakke.

Graden av påstått skyld varierte, men retningen og holdningen på artiklene var den samme: Hedegaard hadde med sin islam-kritikk pådratt seg en voldelig reaksjon.

De samme journalister og kommentatorer unnlot å stille seg selv de logiske oppfølgingsspørsmål: Skal man så holde kjeft? Hvilke konsekvenser vil det få for ytringsfriheten?

Svaret mange ga på dette spørsmål, i Danmark som i Norge, har vært: Den gode tone. Man må passe på å snakke på en bestemt måte.

Også dette premiss krever et oppfølgingsspørsmål. Nemlig: Hvem skal bestemme hva som er den gode tone? Hvem skal avgjøre om man har holdt seg innenfor?

Svaret ga seg selv: Det var de som stilte «tone» som krav som skulle bestemme. Derav navnet «smaksdommere». Det er ikke fullt så uskyldig som det høre ut som.

I Danmark og Sverige var det noen som gikk enda lenger: De antydet at Hedegaard hadde fingert attentatet selv.

Etter at en mistenkt er pågrepet i Tyrkia, som politiet sier de er sikre på er gjerningsmannen, er det blitt stille.

Hedegaard kommer med noen refleksjoner i Berlingske. En av dem er at det er forskjell på ofre.

Undergraving av pressefriheten/ytringsfriheten

Pressen er den fjerde statsmakt. Den benytter seg av pressefriheten, og det er en intim forbindelse mellom denne frihet og vanlige borgeres ytringsfrihet. Hvis pressen begynner å anfekte og angripe bestemte borgeres bruk av ytringsfriheten, er det i virkeligheten deres egen pressefrihet de undergraver. Både på den måte at borgerne mister tilliten til pressen, og fordi pressen dermed signaliserer til de som bruker vold, at det nytter å true.

Den leksen burde være ganske klar etter karikaturstrid, Ahmed Akkaris avhopp og oppklaringen av Hedegaard-attentatet.

Men likevel fortsetter noen journalister med å svine til Hedegaard for på en måte å sannsynliggjøre eller rettferdiggjøre at han ble utsatt for et attentat.

Det er ingen ringere enn Weekendavisen som bringer disse smørerier til torgs.

Her kan de hente hjælp hos Weekendavisen, der i sit seneste nummer har pustet nyt liv i en gammel vandrehistorie om, at jeg plejer forbindelser med terrorister.

Det drejer sig om, at jeg for nogle år siden skulle tale i Toronto efter invitation af International Free Press Society. Som det ofte sker overalt, hvor der har været en vis muslimsk indvandring, viste det sig umuligt at leje et lokale, fordi ingen turde lægge sig ud med de langskæggede. Men så tilbød den canadiske Jewish Defence League at huse arrangementet, og arrangørerne sagde tak.

Problemet, som Weekendavisens medarbejder finder påfaldende, er, at der også havde været en amerikansk Jewish Defense League, der for længst var gået i opløsning, men som havde haft et par ledere, der havde været indblandet i forberedelse til terror. Organisationen stod også på FBIs terrorliste. Det gjorde den canadiske organisation ikke, og ingen af dens ledere eller medlemmer havde været arresteret eller anklaget for noget.

Arrangørerne syntes altså ikke, at der var noget at betænke sig på, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg holdt en tale, der ikke rummede ringeste opfordring til terror eller andre ulovligheder.

Lederen af delstaten Ontarios konservative parti mente åbenbart heller ikke, at det ville skade hans agtelse at befinde sig i JDLs lokaler, for han var der og blev iagttaget i venskabelig samtale med mig. Til stede var også en journalist fra Canadas største jødiske avis, som på stedet gennemførte et længere interview med mig uden at skrive, at det var for galt, at jeg talte i netop dette lokale.

Alt det har jeg omhyggeligt forklaret for flere år siden, men hvem kan huske det? Weekendavisens gravende medarbejder kan formentlig, men håber at læserne aldrig har fået kendsgerningerne præsenteret

Når innsatsen høynes som ved et politisk attentat, burde Weekendavisen være klar over at fallhøyden øker, også for pressen. Den slags påstander bør helst holde vann, og ikke være resirkulerte rykter fra flere år tilbake. I så fall rettes blikket mot Weekendavisen. Hva er deres motiv?

Hvis det hadde vært noe å utsette på Hedegaards forbindelser hadde trolig politiet funnet spor av dem. De endevendte all hans korrespondanse.

Jeg anbefalede i en mail Weekendavisens medarbejder at forhøre sig hos Københavns Politi, der i flere uger havde beslaglagt mine papirer, min computer, min mobiltelefon og alle mine ejendele, som de naturligvis nøje har gransket, mens jeg var under jorden. Hvis der var belæg for at beskylde mig for terrorforbindelser, ville de vide det inde på Politigården. Og det var jo vigtigt at finde ud af det, for hvis jeg var terrorist, kunne det måske forklare, hvorfor et medlem af en konkurrerende terrororganisation var blevet sur på mig. Men jeg tror ikke, at Weekendavisens skribent fulgte min opfordring.

I stedet har pressen forsøkt å finne forklaringer som unnskylder, relativiserer eller bortforklarer hvordan en tilsynelatende veltilpasset muslim kan bli en politisk drapsmann.

Andre i pressen har blameret sig ved at spørge den formodede attentatmands venner og familie, om de tror, at han kan have fundet på det. Det kan de slet ikke forestille sig, meddelte TV 2 News for nogle dage siden. Det ville have været en mere opsigtsvækkende historie, hvis attentatmandens mor havde sagt, at hendes søn altid har været en slem dreng, og at hans pistolføring ikke kommer bag på hende.

Attentatmanden er slet ikke religiøs, hører vi fra flere journalister.
..
Attentatmanden var velintegreret. Han havde en højere uddannelse, var tydeligvis dygtig og havde alle chancer for at få en fremgangsrig karriere som ingeniør. Men han valgte altså at blive morder.

Det er aldeles uforståeligt for journalisterne, som ikke kan forestille sig, at der findes mennesker med andre prioriteringer end de selv.

Mannen var dansk statsborger, men jeg kan ikke anerkjenne ham som min landsmann. Dansker slår ikke sine politiske motstandere ihjel, skriver Hedegaard.

Uanset hvor velbarberet, flittig og dygtig mit postbud var, kan jeg ikke betegne ham som integreret. Jeg kan ikke acceptere, at han skulle være dansker, selv om Folketinget har tildelt ham dansk statsborgerskab. En dansker slår ikke sin politiske modstander ihjel. Ser vi bort fra besættelsestiden, der var en krigssituation, kan jeg kun komme på et enkelt eksempel på, at en dansker i nyere tid har prøvet at tage livet af en anden dansker af politiske grunde. Det skete 21. oktober 1885, da typograf Julius Rasmussen prøvede at dræbe konseilspræsident Estrup.

Dette er den klemmen mediene befinner seg i. Hvis en utad velintegrert er en religiøs-politisk drapsmann. Hvilke kritierer har vi da for å bestemme hvem som er dansk?

Da er det lettere å spa opp noe ufordelaktig om offeret.

Til de som antyder selvarrangert attentat kan Hedegaard forsikre:

Jeg kan imidlertid berolige disse spekulanter med, at glæden ved at blive skudt er stærkt overvurderet. Der er heller ingen penge i det.

 

http://www.b.dk/kronikker/vaerdige-og-uvaerdige-ofre