Sakset/Fra hofta

Da journalisten Peter Luthersson blev kulturredaktør ved Svenska Dagbladet for 20 år siden, følte han sig som en del af en århundredegammel tradition. De store morgenaviser udgjorde, hvad han opfattede som en hjørnesten i Sveriges intellektuelle infrastruktur.

I dag mener han, at selv seriøse aviser har bevæget sig langt væk fra refleksionskulturen og i realiteten har overgivet sig til populærkulturen.

I et nyligt foredrag talte han ligefrem om en «kundskabsfobi» på dagbladene og om en omfattende «afintellektualisering» af den offentlige samtale.

Hvor ser du især denne tendens? »Du kan se tendensen på nyhedssiderne, hvor mere og mere stof kommer fra privatsfæren. Voldelig kriminalitet. Terapiproblemer. Stadig flere ansigter. Angiveligt interessante personer. Kendissladder.

Du kan se tendensen i kronikker, blogs og tweets med meninger om alt mellem himmel og jord, overfladisk beskrivelse af problemkomplekser, fravær af argumentation.

Du kan se det på kultursidernes boganmeldelser, hvor færre og færre fagbøger får opmærksomhed.

I stedet får vi et sørgeligt miks af korte tekster og pudsigt formulerede anmeldelser af ny skønlitteratur, bedømt af kritikere, som i enhver rimelig forstand mangler belæsthed.«.

Hvad er konsekvensen?

»En konsekvens er, at dagbladene ikke længere hjælper mennesker fra kulturelt underprivilegerede miljøer med at få adgang til et rigere perspektiv på verden og deres egen tilværelse.

Dagbladene ophører ganske simpelt med at civilisere og danne læserne.

I forlængelse af denne forandring må man forvente, at politisk populisme og ekstremisme vokser i samfundet, dvs. fænomener, som vi i Sverige stort set har været forskånet for – hidtil.« I dag forsøger de skrevne medier at indføre betaling for digitale tjenester, der førhen var gratis? Hvad kommer det til at betyde for avisernes intellektuelle niveau? »For et par uger siden besøgte jeg New York Times, som er kommet på den grønne gren. Ud over papiravisens mere end én million abonnenter har netavisen nu 640.000 abonnenter. Det betyder, at avisen har kunnet tilbagebetale sin gæld til finansfyrsten Carlos Slim, og det seneste kvartal er de kommet ud med et overskud på næsten 200 mio. dollar.

Hvad er fremgangens forudsætning? Jo, man forlod aldrig kvalitetskonceptet.

Ejerfamilien Sulzberger vedblev at være forpligtet af New York Times’ journalistiske mission, dvs. forpligtet af en publicistisk idé, som har med et bredere samfundshensyn at gøre.

Grundlaget for både papir-og onlineudgaven er en bred og autoritativ ekstern rapportering fra 75 egne korrespondenter rundt om i verden. Nyhedsvurderingen er traditionel og sker ud fra relevanskriterier.

Min pointe? Når det på internettet begynder at koste penge, så er New York Times stadig noget, der er værd at betale for. Andre har afskaffet netop det.« New York Times er begunstiget af at skrive på engelsk. Det samme kan ikke ligefrem siges om danske og svenske aviser »New York Times har naturligvis et større marked end en svensk-eller dansksproget avis, ikke mindst fordi førstnævnte desuden udkommer på kinesisk og snart også på portugisisk. Men den, der ikke engang forsøger at levere et ordentligt produkt, har overhovedet ikke noget marked.« Tror du, vi kommer til at se en tilbagevenden til kvalitet i Sverige og Danmark? »Det er ikke nemt at restaurere noget, som har fået lov til at forfalde, eller bygge noget op, som er revet ned. Avisfolk med ambitioner er blevet tvunget til at sluge en stor dosis kynisme. Kundskabsnetværk er brudt. Medarbejdernes dømmekraft har været ude af brug så længe, at deres evne til at argumentere ud fra dømmekraften er rustet.

Samtidig er det jo sådan, at nogle få forbilleder med adgang til magt kan ilte og skabe entusiasme i en hel organisation, dvs. det omvendte af, hvad der er sket på redaktioner, som oppefra har fået lov til at gå i forrådnelse.«.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 22.3.2013.