Nytt

Hvem er utsatt for islamistenes vrede? Ralf Pittelkow gjør en tankevekkende betraktning: Jyllands-Posten har levd med trusselen lenge og har ressursene til å beskytte seg. Det gjør at avisen er utilgjengelig for terrorister.

Men det samme gjelder ikke privatpersoner. Konsekvensen kan bli at institusjoner som har råd til å beskytte seg, gjør at voldelige islamister går etter myke mål, som Lars Hedegaard, som har insistert på å leve et normalt liv.

Selv om Hedegaard nå skulle takke ja til beskyttelse fra danske PET kan det føre til at de som ønsker å hevne seg går nedover på listen og finner noen som ikke er beskyttet.

Ytringsfriheten kan ikke være et spørsmål om politiets ressurser. Politiet vil aldri ha eller få ressurser nok til å beskytte alle.

Et av de største hindre for å gjøre noe effektivt er at meningseliten nekter å erkjenne at konflikten skyldes kulturkrasj:

I Danmark kæmper vi på ord, meninger og argumenter. Det ligger aldeles fjernt for de mennesker, vi taler om her.

I deres øjne er det en pligt at nedkæmpe sin modstander. Med vold. Hvis denne modstander har krænket Profetens/islams ære, er døden en naturlig straf.

Voldskulturen og de politisk korrekte

Dette er ikke bare tilfældige forskruede ideer. De har baggrund i en frihedsfjendsk og voldspræget kultur, som blandt andet er stærk i Mellemøsten. Noget kan gå helt galt, når denne voldskultur møder vores frihedskultur.

Vi ser det på kriminalitetsstatistikken. Og vi ser det i sin mest ekstreme form i de politiske mordforsøg.

Betyder det så, at alle, der kommer hertil fra disse lande, er bærere af en voldskultur? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Mordforsøget på Hedegaard må under ingen omstændigheder føre til grove generaliseringer.

Men i de politisk korrektes verden eksisterer problemerne med æres- og voldskulturen i islams navn slet ikke. Her prøver man hinsides enhver fornuft at fornægte, at sådanne kultursammenstød findes.

Man insisterer på, at vi alle bare tænker, føler og mener det samme. Det har man nemlig vedtaget i Det Radikale Venstre.

Men det som gjør unnfallenheten destruktiv er at man så snart det skjer noe voldelig er raske med å legge skylden på de som krenker islam eller muslimer. Det er m.a.o vår egen skyld. En stadig større del av opinionen er fed up med denne selvpiskingen, som gjør at meningseliten ikke tør stille seg helt og fullt bak en person som Hedegaard.

Han bad selv om det

Når der så alligevel opstår sammenstød, har man en forklaring parat: Det er vores egen skyld. Vi har selv bedt om, at voldsmændene i retfærdig vrede over vores ugerninger og provokationer retter deres aggressioner mod os.

Denne forklaringsmodel vil sikkert også blive brugt i forhold til Lars Hedegaard: Han bad jo selv om at blive skudt på. Han provokerede til det.

Sådan kan man kortslutte ethvert tilløb til en kritisk debat af voldskulturen. Det er vores egen skyld.

Vel er det ej. En hovedløs indvandringspolitik gjorde den voldskultur og frihedsfjendtlighed, som fandtes i hjemlandene, til et element i det danske samfund.

I sin yderste konsekvens fører denne kultur til politiske mordforsøg på mennesker, der udråbes til ”fjender af islam”.

Sådan var det med Kurt Westergaard. Sådan er det meget tænkeligt med Lars Hedegaard. Man kan frygte, at de ikke bliver de sidste.

Politiske mord bliver en del av den danske virkelighed