Hvis danske intellektuelle flykter stadig dypere inn i tåkeheimen av utflukter og bortforklaringer for hver terrorhandling, hva skal man da si om de norske? Erik Holstein ber leseren gjøre et eksperiment i Politiken:

Jo, jo, godt nok var de nazister og myrdede nogle indvandrere i Tyskland. Og de myrdede vist også en betjent.

Men i virkeligheden var det synd for dem. De var nogle stakkels marginaliserede unge fra det tidligere Østtyskland, hvor man er ramt af arbejdsløshed og stigmatiseret af omgivelserne.

Man skal da tage afstand fra mord, men vi skal holde en ordentlig tone i debatten om højreekstremister og få gang i en dialog med nazisterne.

Sådan kunne reaktionen have lydt fra humanistiske intellektuelle, da en nazi-terrorcelle i 2011 blev afsløret i Tyskland. I hvert fald hvis den skal følge samme logik, som den der har præget en perlerække af forfattere, siden islamistiske terrorister gik amok i Paris og København. Og hvor – i egen selvforståelse – intellektuelle har haft travlt med at forklare og relativere forbrydelserne.

I Norge forsøker man å gjøre debatten om islam til noe som ikke er stuerent. Det er suspekt i det hele tatt å debattere at religionen er i en dyp krise og trenger reformasjon, jfr. Shoaib Sultans angrep på Einar Gelius i Dagbladet idag.

I Norge blir man aldri ferdig med å debattere om ytringsfriheten trenger et «men», og man later fortsatt som om det er anstendig:

Hvordan kan man i ramme alvor tro, at problemet kan løses ved at undgå Muhammedtegninger, når konflikten startede med Khomeinis fatwa over en bog – uden en eneste karikaturtegning?

I Norge later man som om det er noen forbindelse mellom tegninger og krenkelse, som om dette var en gyldig reaksjon. Derfor kan en karikaturutstilling bli omgitt av skarpskyttere og politi og holde oppe i seks timer, i stedet for to dager. Det blir hysteri. I stedet for beskyttelse blir det voldsomme politioppbudet et bevis på hvor farlig det er å ytre seg.

Hvis man hadde en riktig forståelsesramme ville man kanskje tørre mer?

Er det et rent tilfælde, at islamistisk terror i disse år står for langt de fleste terroranslag med dødelig udgang? Eller kunne det være, at Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted har en pointe, når han beskriver islamismen som den største fascistiske trussel globalt set?

Hvad er forklaringen på, at islamisterne ikke alene er i krig med Vesteuropa, USA og Israel, men også med Indien, Rusland, Kina, Australien og en hel stribe afrikanske lande? Skyldes det en ’verdensomspændende sammensværgelse mod islam’, som islamisternes konspirationsteori hævder.

Eller skyldes det snarere, at islamismen er en særlig aggressiv og morbid udgave af religiøs fanatisme?

Hvordan passer rutineforklaringen om, at problemerne bunder i det danske samfunds ’hetz mod muslimer’, med virkeligheden? Hvis det er den danske udlændingedebat, der fremprovokerer islamistisk vold, er det lidt svært at forklare, hvorfor terrorhandlinger også rammer politisk korrekte lande som Spanien og Storbritannien.

Man kommer ikke unna ubehagelige spørsmål som oppdragelse av muslimske gutter, som forvandler nederlag til sinne. Når de faller utenfor står norske journalister og kommentatorer klare til å forstå dem.

Kan forklaringen være problemer med den muslimske drengeopdragelse, som socialdemokraten Yildiz Akdogan har antydet? At mange muslimske drenge opdrages til en feudal manderolle, som med dens fokus på ære og manglende evaluering af egne nederlag skaber vrede unge mænd, der giver andre skylden for deres modgang. Vrede unge mænd, der er i fare for at blive bandekriminelle eller islamister. Eller begge dele på én gang.

Mye tyder på at befolkningen er ved å gå trett av de evinnelige bortforklaringene. De vil ha klare svar og ærligere forklaringer.

 

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2567493/de-intellektuelle-har-spillet-fallit/

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂